Christiansbjerg er under belejring af byudviklere med højhusplaner, men hvorfor bliver man ved at bygge opad?

Fortaetningen i Aarhus er gået alt for vidt, og Christiansbjerg har båret en uforholdsmaessig stor andel af den.

Ingen aarhusianere er i tvivl om, at der er bygget ekstremt meget i de senere år, og at der er bygget højt og taet.

Temmelig mange af os mener også, at der er bygget ret grimt. Store firkantede klodser i sort, hvidt og gråt, der ikke overlader meget til fantasien.

Men når man spørger politikerne om, hvorfor der er bygget så meget, bliver svaret mere uklart:

»Byen vokser, og der skal vaere plads til alle vores kaere kommende tilflyttere«.

»Vi er nødt til at bygge så meget for at holde boligpriserne nede«. »Høje bygninger saetter et meget lille ”fodaftryk” – alternativet er at plastre hele Østjylland til med parcelhuse«. »Entreprenører bygger ikke, medmindre de regner med at tjene penge på det«.

Ingen af ovenstående argumenter synes at holde.

I den seneste byrådsperiode er der bygget op mod dobbelt så mange boliger, som der var behov for sammenholdt med befolkningstilvaeksten, og der er p.t. 89.000 ledige boliger i Aarhus.

Udlejepriserne er i bedste fald stagneret på et meget højt niveau. Markedsmekanismerne virker simpelthen ikke på dette område.

Bygherrerne er meget store entreprenører, investeringsselskaber og pensionskasser. For dem er det en glimrende forretning og en meget sikker investering at bygge på attraktive adresser – de behøver ikke at leje det hele ud.

Alternativet er ikke kun parcelhuse, men raekkehuse, andelsboliger, mindre parcelhusgrunde, boligblokke i en anstaendig højde og ikke mindst almene boliger.

Christiansbjerg var fra gammel tid ikke noget saerlig fashionabelt kvarter. Der var småindustri, mange forretninger og en blandet beboersammensaetning.

Med tiden er det dog blevet saerdeles attraktivt – meget få parcelhuse er til salg, og de handles for 5-6 millioner. For dyrt for de fleste unge børnefamilier og førstegangskøbere.

Adskillige såkaldte ”developere” går rundt i kvarteret og forsøger at opkøbe de resterende villaer til overpris med henblik på at rive dem ned og erstatte dem med boligkarreer. De gør det for at ”forskønne” og ”udvikle” kvarteret. Det kunne de jo gøre mange andre steder, hvor det måske var mere tiltraengt – det reelle ønske er at tjene penge på folks boliger – altså det, man i gamle dage kaldte ”boligspekulation”.

Der er konstant nye lokalplaner og projekter, som et faellesråd skal forholde sig til. Langt de fleste af dem skyldes private bygherrer, som ser en god forretning for sig. Engang imellem har vi fornemmelsen af, at Christiansbjerg er under belejring, og at kun byrådet kan redde os fra erobrerne.

Jeg engagerede mig for alvor i byudvikling, da en kendt arkitekt Singh Kailya, der ejer adskillige huse på Christiansbjerg, Trøjborg og Risskov, fik held til at opkøbe 10 velholdte villaer omkring Rødkløvervej. Sammen med entreprenørvirksomheden Casa fra Horsens udarbejdede de en plan for at rive villaerne ned og bygge høje boligkarreer på seks etager i stedet. Vi holdt borgermøde med op mod 90 vrede beboere, og der kom 70 negative høringssvar ind til kommunen. Men som så ofte før blev forslaget stemt igennem af Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative og SF med kun ubetydelige aendringer.

Byudvikling var et stort issue i kommunalvalgkampen november 2021, hvor Socialdemokratiet i almindelighed og borgmester Jacob Bundsgaard i saerdeleshed led et sviende nederlag.

Mange kandidater også fra borgmesterpartiet havde under valgkampen udtrykt, at nu skulle man virkelig til at lytte til borgerne og ikke bare give developerne frit spil. Mange af disse politikere sidder nu i kommunens tekniske udvalg, der har en afgørende indflydelse på byens udvikling.

Første chance kom i det nye år med lokalplan ”Katrinebjerg 2”. Katrinebjergvej er en mindre del af Christiansbjerg afgraenset af Ringgaden, Paludan Müllersvej og Katrinebjergvej. Der var allerede planlagt og delvist bygget fire højhuse, men minsandten om ikke det nye byråd vedtog lokalplanen uaendret, så vi nu får i alt ni højhuse, heraf fire på 18 etager. Bebyggelsesprocenten ved Katrinebjerg 2 bliver så høj som 262. Bygherrerne her er Olav de Linde, Taekker Group og Incuba.

Naeste udfordring bliver ”Helhedsplan Randersvej”.

(Der er det gode ved helhedsplaner, at de bliver lavet af kommunen i et samarbejde med borgerne og deres organisationer, men i princippet uden at have en bygherre på nakken som ved lokalplaner.)

Kommunens forslag til helhedsplanen er en sminket fortaetningsstrategi. Sminken er, at Randersvej mellem Ringgaden og Ringvejen skal forskønnes med grønne, torvelignende pladser, caféer og specialbutikker. Fint nok så langt.

Men mindre fremtraedende, men dog tydeligt for den opmaerksomme laeser, er der åbnet mulighed for nedrivning af op mod 300 villaer. De kan så erstattes af etagebyggeri.

Helhedsplaner giver ikke en byggeret – det gør først lokalplaner – men Rødkløvervej-projektet blev vedtaget

I sidste byrådsperiode er der bygget op mod dobbelt så mange boliger, som der var behov for sammenholdt med befolkningstilvaeksten, og der er p.t. 8-9.000 ledige boliger i Aarhus.

uden hverken helheds- eller lokalplaner, og vi har ikke fantasi til andet, end at noget lignende vil ske for de 300 villaer. Det er et spørgsmål om tid, før entreprenante folk begynder at opkøbe villaer og kraeve lokalplaner udarbejdet. Disse lokalplaner forudser vi, at et flertal i byrådet vil vedtage – »for det er jo i overensstemmelse med helhedsplanen«.

Så altså fortaetningen i Aarhus er i almindelighed gået alt for vidt, og Christiansbjerg har båret en uforholdsmaessig stor andel af den.

Et selvstaendigt problem er, at der bygges forkert – alt for mange ungdoms- og studieegnede boliger og alt for lidt til familier og aeldre.

Der bor naturligt mange unge studerende på Christiansbjerg, og de er meget velkomne! Men der er ikke mangel på boliger til dem – derimod er der nok mange studerende, der synes, de er for dyre. Et af de nye højhuse på Katrinebjerg får plads til 600 studerende. La Tour Tårnet kommer til at indeholde 652 ”mikrolejligheder”.

Derimod er der kaempe efterspørgsel efter isaer familieboliger, og der er stort set ingen huse til salg. I Aarhus er der enighed om, at det er et problem, at unge børnefamilier ikke har råd til at bo i byen, men så skal man altså

ikke rive parcelhusene ned, som alt andet lige er meget oplagte familieboliger.

Hvad ønsker vi da? Primaert en lang pause, tak! Fri for ”udviklingsplaner”, villaopkøb og profitsøgende developere.

Er vi imod enhver form for udvikling? Bestemt ikke! Ganske vist er Christiansbjerg i de senere år ”udviklet” lidt rigeligt, men vi ser stadigvaek gerne mere grønt og et mere varieret byliv.

Hvad vil der ske fremover?

Tja, den med, at Aarhus vokser med 4-5.000 indbyggere om året holder ikke. Befolkningstilvaeksten er afløst af, at der sidste år flyttede flere fra kommunen end til kommunen. Når befolkningstallet alligevel steg med ca. 2.000, skyldes det et fødselsoverskud (spaedbørn fylder ikke ret meget), og at de udenlandske studerende, der blev vaek i coronatiden, nu er tilbage.

Nogle tusinde studiepladser skal udflyttes fra Aarhus, der er krig og ufred og stigende priser på byggematerialer.

Jeg tror, at presset på midtbyen vil tage lidt af. Christiansbjerg, Trøjborg og måske andre områder er efterhånden en del af Aarhus C. Foreløbigt er der rigeligt med byggeprojekter på Christiansbjerg, og om det bliver mindre, må tiden vise.