Fortvivlelsen har en tendens til at vinde over håbet i medierne

For nylig holdt jeg et lille oplaeg for medarbejderne i et mediehus. Jeg har gennem mange år vaeret optaget af frie mediers betydning for magt og afmagt i vores demokrati og har arbejdet som både journalist og redaktør. Som politiker har jeg desuden beskaeftiget mig med de rammer, vi politisk saetter om mediernes virke.

Nu er jeg så blevet sognepraest. Og da jeg forleden kørte fra mediehuset tilbage til kirken gennem det smukke forårslandskab, kom jeg til at taenke på noget, som jeg ikke fik sagt.

Det er nemlig sådan i vores helt almindelige dagligliv med hinanden, at håbet naesten altid sejrer over fortvivlelsen. Det er utroligt, hvad mennesker kan holde til, og hvor gode vi er til at rejse os og finde nye veje, når det stormer.

Derfor er der noget paradoksalt i, at det naermest forholder sig direkte omvendt i medierne: Her sejrer fortvivlelsen naesten altid over håbet. Død, ulykke, skandaler, forargelse, bedrag, vold og alverdens problemer fylder rigtig meget i mediebilledet.

Men er det da forkert, det vi møder i medierne? Sjaeldent, i hvert fald på vore breddegrader. Men hvis vi kun møder et lille hjørne af verden, er der betydelig risiko for, at vi efterlades med billedet af, at verdens gang er én stor forfaldshistorie. Sådan er det jo ikke.

Da jeg engang spurgte en bekendt, hvorfor han havde opsagt sin avis, svarede han:

»Jeg orker ikke at få mit gode humør ødelagt hver eneste morgen, allerede inden dagen er i gang,« forklarede han. »Og det får jeg, når jeg åbner avisen eller taender for radioen. Det hele er sort i sort.«

Det var nok lige lovlig hårdt trukket op. Men fortvivlelsen har ganske rigtigt en tendens til at vinde over håbet i medierne. Og kører mediemøllen først, så er den naesten ikke til at vende eller bare nuancere. Derfor har medierne en enorm magt, som skal forvaltes med varsomhed.

Det ligger i mediernes natur at vaere konfliktorienteret. Og der ligger i journalistikkens dna et ønske om at afdaekke og afsløre. Men vil alle medier på samme tid og gennem lang tid afdaekke den samme nyhed med samme betoning og vinkling, kan det nemt gå galt.

Helt aktuelt ser vi i disse dage, hvordan medierne koger over med historier om livet på kostskolen

Herlufsholm. Det er uhyrlige begivenheder, der beskrives, og mediernes afdaekning er vigtig. Men når vi nysgerrigt følger med, skal vi huske, at der også er andre historier om kostskolen, og de drukner i skandalen. Gad vide, om skolen ender med at måtte lukke.

Et andet eksempel, som jeg oplevede meget tydeligt, da jeg var politiker, er den generelle daekning af landbruget. Landbrugets påvirkning af natur og klima skal naturligvis belyses grundigt. Men dansk landbrug er ikke én stor, sjusket svinesti, som kan vaere det billede, man sidder tilbage med. Det er også historien om nogle af verdens flittigste landmaend, der dygtigt passer deres jord og dyr med omhu og kaerlighed til naturen.

Eller tag historierne om vores indvandrere, så forskellige som de er. Fortvivlelsen og forargelsen over kriminalitet og misbrug af det danske velfaerdssamfunds gaestfrihed bliver beskrevet så omhyggeligt og vedvarende, at vi risikerer helt at miste blikket for de tusindvis af nye borgere, der med deres arbejdskraft bidrager til at skabe de vaerdier i samfundet, der gør vores høje velfaerdsstandarder mulige.

Det glemte jeg at sige i mit oplaeg. Men se, det er jo også en helt anden historie.

Dansk landbrug er ikke én stor, sjusket svinesti, som kan vaere det billede, man sidder tilbage med.