Hvorfor talte Mette Frederiksen ikke laengere om krigsforbrydelser?

Straf skal ikke lade sig påvirke af beskrivelser af de forbrydelser, vi ser. Derfor er det vigtigt, at krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden bliver indskrevet i den danske straffelov.

Den 21. april besøgte statsministeren Ukraine. Her mødtes hun med praesident Zelenskyj for at drøfte dansk »støtte til ukrainerne og retsforfølgelsen af krigsforbrydelser og menneskeretskraenkelser i forbindelse med den russiske invasion«. Den første del af formålet med rejsen – at støtte ukrainerne – er den danske regering i fuld gang med at virkeliggøre, både i form af modtagelse af ukrainere herhjemme og i form af krigsmaterielstøtte og anden hjaelp til det krigshaergede Ukraine. Den anden del – retsforfølgelse – er en mere langstrakt og kompliceret juridisk og politisk proces, der kan ligge langt ude i fremtiden, og den kraever, at vi og verden er beredt.

På Rådhuspladsen den 4. maj var sprogbrugen så aendret. Nu har gerningsmaendene ikke laengere begået »krigsforbrydelser og menneskeretskraenkelser« men »forbrydelser mod mennesker. Grusomme voldtaegter og brutale mord«. Men statsministeren fastholdt løftet om at stille de ansvarlige til regnskab.

Det var først i kølvandet på Anden

Verdenskrig, at det blev muligt at retsforfølge alvorlige internationale forbrydelser som folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Og det har siden udviklet sig til at vaere en vigtig del af fundamentet for den nuvaerende internationale retsorden.

Og to af de vigtigste ophavsmaend til denne retsorden stammede fra Lviv i det nuvaerende Ukraine: Raphael Lemkin og Hersch Lauterpacht.

De to jurister observerede krigens raedsler, og de endte med fra hver deres side af Atlanten at spille centrale roller i retsopgøret efter krigen. Lemkin formulerede folkemord, som er handlinger, der begås med henblik på at ødelaegge for eksempel en national, etnisk eller religiøs befolkningsgruppe. Lauterpacht formulerede forbrydelser mod menneskeheden som omfattende og grusomme handlinger begået mod individer. Det er begge forbrydelser, som ligesom blandt andet tortur udløser et individuelt strafansvar.

Retsforfølgelse af internationale forbrydelser kan i dag finde sted i forskellige fora: for eksempel Den Internationale Straffedomstol (ICC) og saerlige tribunaler. Det internationale samfunds reaktion på de uhyrlige forbrydelser begået på Balkan og i Rwanda i 90’erne var at oprette saerlige tribunaler. Med ICC’s anklagers beslutning om at åbne en efterforskning i Ukraine forbereder det internationale samfund sig således allerede.

Retsforfølgelse kan også ske ved nationale domstole.

Vi har det forgangne år eksempelvis kunnet følge med i, at tyske domstole har retsforfulgt syriske officerer, der stod anklaget for krigsforbrydelser. Og fredag den 6. maj besluttede EU-Rådet, at Eurojust – EU’s samarbejde mellem medlemslandenes anklagemyndigheder, herunder Danmarks – kan indsamle, analysere og arkivere bevismateriale om internationale forbrydelser i Ukraine, herunder krigsforbrydelser.

Således at de nationale anklagemyndigheder efterfølgende lettere kan rejse sager og straffe personer, der begår internationale forbrydelser i Ukraine.

En sådan national retsforfølgelse kan også blive en realitet i Danmark, ligesom det har vaeret i andre af vores nabolande. Men er Danmark beredt til at gøre denne del af arbejdet?

I Danmark er en raekke af de forbrydelser, som statsministeren og andre statsledere verden over mener har fundet sted i Ukraine, ikke saerskilt kriminaliseret. Hvis Mette Frederiksen får lyst til at kigge i den danske straffelov, vil hun ikke kunne finde forbrydelser som ulovlig invasion, folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Disse forbrydelser, der er en anerkendt og veletableret del af folkeretten, kan retsforfølges i Danmark, men kun som

”almindelige” forbrydelser som drab, vold eller tvang.

Hvis de gerningsmaend, der er ansvarlige for de krigsforbrydelser, Mette Frederiksen så i Ukraine, kom til Danmark, ville de altså ikke kunne dømmes for krigsforbrydelser ved en dansk domstol. Kommer Putin eller en russisk general til Danmark, kan de retsforfølges for drab eller vold mod ukrainske civilpersoner, men ikke for at have begået internationale forbrydelser, herunder krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden.

Det skyldes, at Straffelovrådet og Justitsministeriet i en årraekke har ment, at det ikke er nødvendigt at indskrive de internationale forbrydelser i den danske straffelov.

Eventuelle gerningsmaend kan jo bare straffes for drab eller vold mv., som allerede er kriminaliseret i den danske straffelov.

Kommer Putin eller en russisk general til Danmark, kan de retsforfølges for drab eller vold mod ukrainske civilpersoner, men ikke for at have begået internationale forbrydelser, herunder krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden.

Man kan spørge sig selv, om det ikke kan vaere lige meget, om Putin eller en russisk general bliver dømt for drab eller for krigsforbrydelser? Det er vel det rene juristeri – bare de bliver straffet og faengslet for deres ugerninger?

Det mener vi ikke. Internationale forbrydelser er ikke bare ”almindelige” forbrydelser. De er forbrydelser af en helt saerlig alvorlig og omfattende karakter og som sådan fordømt af det internationale samfund.

Det var grunden til, at taenksomme og visionaere jurister som Lauterpacht og Lemkin opfandt begreberne ”folkedrab” og ”forbrydelser mod menneskeheden” for netop at signalere forbrydelsernes helt saerlige, alvorlige internationale karakter. Det var grunden til, at tiltalte ved Nürnbergprocessen ikke bare blev dømt for almindelige straffelovsovertraedelser som drab, vold eller ulovlig tvang. Og det var måske også grunden til, at statsministeren muligvis spontant kaldte det, hun så i Ukraine, for krigsforbrydelser og ikke ”bare” voldtaegt og mord.

Når Mette Frederiksen ca. to uger efter på Rådhuspladsen siger, at de ansvarlige har begået »grusomme voldtaegter og brutale mord« – og ikke naevner krigsforbrydelser – er grunden måske, at Mette Frederiksen ved eftertanke er blevet opmaerksom på, at disse forbrydelser netop findes i den danske straffelov, og at gerningsmaend dermed kan blive straffet i Danmark for det. Modsat krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Som Mette Frederiksen giver udtryk for, er det afgørende vigtigt, at personer, der begår alvorlige overgreb mod civile i Ukraine, bliver straffet for det.

Har de begået voldtaegt og mord, så skal de straffes for det. Og det kan de efter den nuvaerende straffelov. Men har de begået krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden, så skal de straffes for netop det. Og det er ikke muligt efter den nuvaerende straffelov.

Vi må i sagens natur ikke lade vores beskrivelse af de forbrydelser, vi ser i Ukraine, påvirke af, hvad der er hjemmel til at retsforfølge i den dansk straffelov. Derfor er det vigtigt, at de internationale forbrydelser – bl.a. krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden – bliver indskrevet i den danske straffelov. Så vi ikke bare fordømmer personer, der begår krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, men rent faktisk også straffer dem for det. Og ikke ”kun” straffer dem for »voldtaegt og mord«.