Elevfordeling er en stinker

Partierne bag omstridt aftale må se på de omkostninger, der er – og så stå ved dem, eller de må finde en bedre løsning. I stedet for at virke overrasket, når aftalen giver ballade, et år efter den blev vedtaget.

Et år efter at en raekke partier (S, SF, Enhedslisten, DF, Radikale Venstre, Alternativet og Kristendemokraterne) indgik en aftale om en fremtidig fordelingsmåde af ansøgere til de ungdomsgymnasiale uddannelser, rejses spørgsmålet igen, bl.a. af oppositionen. Virkeligheden er kommet taettere på. Og det samme er de dilemmaer, som der vil vaere ved en hvilken som helst model for fordeling.

Men hvad går aftalen egentlig ud på? Hvad er det for et problem, den skal løse? Og hvorfor bliver der igen og igen stillet spørgsmål ved den?

Det virkelige og egentlige problem er, at udviklingen over år har ført til, at seks-otte gymnasier i landets store byer har fået en problematisk stor andel af ikke-vestlig etnisk danske elever. Og det er alene dette problem, som skal løses.

Det problematiske består i flere uheldige konsekvenser. En stor del af de ikke-vestlig etnisk danske elever kommer med en helt anden kulturel og historisk baggrund, som påvirker skolens samlede kultur og fagudbud i vaesentlig grad, og som gør laeringsarbejdet og skolens sociale liv mere skrøbeligt og udfordret – og skolen dermed mindre attraktiv. På de berørte gymnasier har det betydet, at den forandrede kultur tiltraekker endnu flere ikke-vestlig etnisk danske elever og samtidig afholder etnisk danske elever fra at søge netop dette gymnasium. Det bliver m.a.o. en selvforstaerkende effekt. Disse indvandrertunge gymnasier får derfor også meget få ansøgere hvert år, og samtidig bliver andelen af ikkevestlig etnisk danske elever stadig større.

Denne uheldige udvikling understøttes i nogen grad af, at nogle af disse gymnasier ligger i boligområder med mange indvandrere og efterkommere.

Det er dette problem, aftalen har fundet en løsning på. Nu må man imidlertid ikke fordele eleverne efter etnicitet.

Det gjorde statsminister Mette Frederiksen klart i Folketingets spørgetime den 26. april, men indrømmede samtidig, at det netop er etnicitetsproblemet, aftalen skal løse. Derfor har forligspartierne valgt at bruge foraeldrenes sociale og økonomiske baggrund som daekke. Undervisningsministeren fremhaever, hver gang hun spørges, at det er direktørens søn, som kommer til at skulle gå sammen med håndvaerkerens.

Hvori består løsningen så? For det første flyttes elevfordelingen fra regionerne til Undervisningsministeriet. Her vil man sikre sig, at der bliver en mere ligelig fordeling af eleverne, så der ikke bliver en fremtidig uhensigtsmaessighed i elevfordelingen. Enkelte partier har måske nok troet, at det ville betyde, at det isaer vil blive de ikke-vestlig etnisk danske elever, som skal flyttes rundt, men det bliver tvaertimod isaer de danske elever, som i fremtiden bliver flyttet til disse underansøgte gymnasier.

Nogle vil faktisk bo i naerområdet, men fordelingen i forhold til foraeldreindtaegt vil meget vel kunne betyde, at visse elever skal køre forbi en raekke gymnasier, de egentlig havde ønsket, for at komme til at gå på et gymnasium, de bevidst havde fravalgt.

For det andet har ministeren i år forholdt seks gymnasier at kunne optage elever det kommende år.

De får penge som kompensation for de manglende elever og skal bruge tiden og pengene til at gøre sig mere attraktive og dermed skabe forudsaetningerne for en turnaround (aftalen).

Disse gymnasiers eneste brøde er altså, at de er blevet magneter for de ikke-vestlig etniske danskere. De skal så se, om de kan vende ”polen” på magneten – uden at de har 1. g-elever at gøre det med. Det bliver spaendende at se, om det er muligt.

Foreløbigt tyder noget på, at nogle af de tilbageblevne elever ikke bryder sig om, at gymnasiet bliver delvist tømt for elever, og derfor allerede nu søger vaek. Det samme gaelder enkelte laerere.

Samtidig må nogle gymnasier udvide kapaciteten efter sommerferien og dermed ansaette flere laerere, hvorefter man må gå ud fra, at de samme gymnasier om tre år, når de ekstra årgange er faerdige med deres studentereksamen, og de seks gymnasier igen kommer op på tre årgange, igen skal reducere kapaciteten til det tidligere og samtidig skille sig af med et antal laerere.

Det er tankevaekkende, at der netop i år har vaeret en stigende elevtilgang på 472, svarende til godt 16 klasser, til gymnasierne i hovedstadsregionen, hvor fire af de seks gymnasier ligger. Og i forhold til sidste år havde de fire gymnasier 198 elever, svarende til syv klasser.

Disse 23 klasser skal i år fordeles på de resterende gymnasier i regionen. De 23 klasser ville sammen med de mange penge have lunet godt på de fire gymnasier.

En bedre elevfordeling kunne altså i sig selv have løst en del af problemet. De ekstra 150 mio. kr., som nu tilføres de seks gymnasier, kunne således vaere brugt til at lave relevante tiltag, som i sig selv kunne have gjort disse gymnasier mere attraktive. Det kunne vaere saerlige fagudbud, ivaerksaettelse af spaendende projekter og helt specielle spaendende tilbud efter skoletid.

Når de seks gymnasier naeste år skal holde orienteringsaften, har de ingen 1. g-elever til at fortaelle om gymnasiets hverdag og om overgangen fra folkeskole/efterskole til gymnasium.

Det kan blive en meget stor udfordring for disse gymnasier at fremstå som et spaendende uddannelsessted, som tilbyder et dejligt og udviklende gymnasieliv, samtidig med at der ikke vil vaere nogen 2. g-årgang, når de nye elever starter. Langt de fleste elever, så forskellige de end er, foretraekker et gymnasium med liv og aktiviteter frem for et udtyndet, der mangler en hel årgang.

Mette Frederiksen spurgte i spørgetimen den kritiske opposition, om de har andre løsninger.

Men her var tavshed, bortset fra den konstatering, at man så må lukke de seks gymnasier.

Det er afgjort en mulighed. Netop fordi disse gymnasier ligger i storbyerne, vil det ikke gøre transporttiden urimelig, og eleverne må således finde andre gymnasier i naerheden, som de kommer til at gøre det naeste skoleår.

Elevfordelingsspørgsmålet er en varm kartoffel, som sagtens kan blive eksplosiv i en kommende valgkamp. Det har alle forudsaetningerne for det.

Der er ingen tvivl om, at elevfordelingsspørgsmålet er en varm kartoffel, som sagtens kan blive eksplosiv i en kommende valgkamp. Det har alle forudsaetningerne for det. Dels er det tydeligt, at nogle af de naevnte partier i aftalen er overraskede eller uforstående, når nu virkeligheden melder sig.

Måske har de sovet i timen? Måske er de blevet misinformeret – måske begge dele? Dels er der mange ressourcestaerke foraeldregrupper involveret; det giver altid støj og ballade.

Og dels er elevfordelingsspørgsmålet ideologisk meget vulnerabelt. Det individuelle valg og rettighedstaenkningen over for hensynet til helheden appellerer virkelig til stejle idelogiske holdninger.

Og endelig gaelder det som naevnt i starten, at en hvilken som helst model for fordeling af elever indeholder dilemmaer og skyggesider, hvor elevers, foraeldres, laereres og skolers interesser konflikter.

Så partierne må se ind i de omkostninger, et givent forslag har – og så stå ved dem, eller de må finde en bedre løsning.

Det kan vaere det gamle (nuvaerende) system med afstandskriterier – og de skolelukninger, det måtte medføre. Det kan vaere, at eleverne skal angive f.eks. fire prioriteter, og at man således udvider rammerne for det frie valg. Det vil betyde, at lidt faerre vil få deres førsteprioritet, men dog at mange flere vil få en af deres prioriteter. Og frem for alt vil meget få komme på et gymnasium, de ikke har ønsket.

Elevfordelingen er og forbliver, hvad man i gamle dage kaldte en ”stinker”. Den skal enten gøres mere appetitlig eller aendres, så den bliver velduftende.