Finland udstiller Putins nederlag
I en ret historieløs tid er det påfaldende, så ofte noget udnaevnes til at vaere »historisk«. Men med Finlands beslutning om at søge optagelse i Nato er der ingen vej udenom. Den er fuldtonet historisk, så man naesten kan høre klokkerne ringe.
Om et par dage følger Sverige formentlig trop, og så har begge lande, der i årtier har dyrket deres alliancefrihed som en højprofileret tredje vej mellem øst og vest, tilvalgt Nato og Vesten og tilsvarende fravalgt et traditionelt hensyn til Rusland. Det kan naesten ikke blive tydeligere, at for Vladimir Putin har hans angrebskrig i Ukraine udløst en kaskade af begivenheder, der kører stik op imod, hvad der end var hans mening med at invadere det fredelige naboland.
Både Finland og Sverige vil blive modtaget med åbne arme i Nato. Der er tale om et par af verdens staerkeste demokratiske retsstater, som tillige har garneret deres hidtidige neutralitet med meget staerke forsvar. Nato rykker mod nord og kommer helt taet på det arktiske område, som ventes at spille en voksende sikkerhedspolitisk rolle fremover. Nato rykker i sagens natur også taettere på Rusland ved nu at støde helt frem til den 1.300 km lange finsk-russiske graense, men det er det frie Finlands frie beslutning, sådan som også Ukraine burde have haft lov til at vaelge sine alliancer.
Også politisk er det en øretaeve til Putin. Under hele Den Kolde Krig overlevede Finland som selvstaendig, demokratisk stat ved at parkere sin udenrigspolitiske handlefrihed i Kreml. Udtrykket »finlandisering« daekkede over, at det lille land måtte tage vidtraekkende hensyn til sin store nabo, hvis det skulle klare sig i en rå verden. Først efter Sovjetunionens sammenbrud tillod Finland sig at definere sine nationale interesser lidt skarpere, hvilket førte landet ind i EU. Men først nu med Ukraine-krigen finder Finland modet til også at kaste de 75 års sikkerhedspolitiske bagage overbord.
Hvis – når – Sverige går med, vil Putins nederlag vaere endegyldigt. Sverige vil kappe linen til hele traditionen fra
Olof Palme, som lagde grunden til Sveriges selvopfattelse som en humanistisk stormagt, der formår at balancere mellem blokkene, men også formidle mellem dem. For Sverige vejer det traditionelle partnerskab med Finland tungt, men det er også i Stockholm den forøgede trussel fra Rusland, der gør udslaget. Begge lande vaelger nu entydigt side, fordi de kan se, at Putins megalomane vej er en total blindgyde.
Rusland har som ventet reageret med bulder og brag. Igen er der forblommede trusler om atomvåben og en reel krigstilstand. Det er og bliver snak. Putin er lige nu kørt fast i Ukraine. Ingen af hans ambitioner er i naerheden af at vaere indfriet. Tvaertimod er der tilbagegang og nederlag over hele linjen i Ukraine. Rusland vil laenge endnu mangle enhver militaer kapacitet til at optrappe beredskabet langs graensen til Finland. Det vil også de baltiske lande nyde godt af.
Udviklingen bekraefter, hvilke staerke kraefter i Vesten Putin har udløst. Nato er rykket sammen som aldrig før. Det samme er USA og Europa, der under praesident Trump naermede sig afgrunden. EU er rykket sammen og vil nu også give sig selv en trovaerdig forsvarsdimension. Om det så er Danmark, så har vi efter 30 år omsider givet os selv muligheden for at afskaffe forsvarsforbeholdet. Og Ukraine, der bare skulle køres over af de russiske kampvogne, er oprustet til en staerk militaermagt.
Det er sandelig ikke, hvad Putin kan have ønsket sig. Men han får som fortjent. Også det kan kaldes historisk.