Vi bliver fattigere – men lad aldrig en god krise gå til spilde

Markedsrenterne stiger, og det saetter finansmarkeder og snart også boligmarkedet under pres. Mange kommer til at erkende, at det kan koste dyrt at leve for andre folks penge.

Ugens dårlige nyhed: Vi er blevet fattigere. Og det vil vi fortsat blive i en rum tid endnu. Ugens gode nyhed: Økonomiens vogtere i centralbankerne er begyndt at vågne op til dåd, og håndvaerkerne er tilkaldt for at reparere det, der ellers har potentiale til at udvikle sig til en dårligere materiel levestandard for hovedparten af befolkningen.

Hidtil er formuetabet koblet til to faktorer. For det første det, der ligner et glidende krak på vaerdipapirmarkederne – C25-indekset på fondsbørsen i København har tabt en femtedel af sin vaerdi på godt fire måneder. For det andet en inflation, der har nået det højeste niveau i 40 år og udhuler købekraft og konkurrenceevne hurtigere, end de fleste vil finde betryggende.

Investorernes håb om en blød landing oven på den uro, der er udløst af en giftig cocktail af pandemi, krig i Europa og svaekkede, globale forsyningslinjer, er for laengst splintret i atomer. Det er blevet klart, selv for de centralbanker, der laenge betragtede faenomenet som et blip på kurven, at inflationen er ude af kontrol. Og at der skal større og hurtigere renteforhøjelser til fra Washington over Frankfurt og London til København for at genvinde den fulde evne til at drible økonomien igennem stormen.

Den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, udtrykte det tydeligst forleden, da han konstaterede, at Federal Reserve har »både redskaberne og beslutningskraften til at genetablere prisstabilitet«. Hvorved han reelt sagde, at centralbanken har taenkt sig at saette renten praecis så højt op praecist så hurtigt, som det er nødvendigt – uagtet de skadevirkninger det skridt også udløser. De vaesentligste er stigende ledighed, faldende erhvervsinvesteringer og risiko for, at opbremsningen bliver så hård, at en ny recession venter.

Samme retning kommer centralbankerne under disse himmelstrøg til at vaelge i rentepolitikken. Tempoet bliver lidt langsommere end det amerikanske, for hvis rentestigningerne bliver for hidsige i EU, ryger lande som Italien og Graekenland ud mod statsgaeldskrisens afgrund igen.

Herhjemme er økonomien fortsat bomstaerk. Men befolkningen er ikke saerlig godt forberedt på de rentestigninger, der venter i naeste fase. Danskerne har en af verdens højeste gaeldskvoter i forhold til indkomst. Samtidig rider vi på toppen af en mulig prisboble på storbyernes boligmarkeder, som betyder, at finansmarkedernes formuetab sagtens kan blive fulgt af dalende boligpriser. At vi også har en af verdens højeste opsparingskvoter betyder mindre på den korte bane, eftersom en betydelig del af de penge er bundet i pensionsopsparing.

Uden at forfalde til pessimisme er det altså svaert at komme udenom, at en generation eller to for første gang i deres levetid ser ind i et fald i levestandarden.

Det er hjørnestenene til en forståelse af, hvorfor markederne for tiden opfører sig som utilpassede teenagere. Hvor laenge den adfaerd fortsaetter, skal jeg ikke spå om, men blot konstatere, at kurserne sagtens kan falde endnu mere. Og at der med stor sandsynlighed er tale om en overreaktion. Frygt for recession udløser altid storudsalg på de aktiemarkeder, som er notoriske vaekstjunkier. Penge flyder til andre og nu mere attraktive investeringsmuligheder eller bliver trukket helt ud af markedet, mens investorerne søger ly for stormen.

Herhjemme ser vi en stigende interesse for obligationer fra de private investorer, hvoraf en del i disse måneder for første gang stifter bekendtskab med, hvad der sker, når bjørnen – og ikke som i de seneste mange år tyren – dikterer takten på aktiemarkederne. Det kan bestemt vaere en udmaerket idé, hvis nerverne flosser, eller privatøkonomien ikke er polstret imod aktiekursernes vilde udsving. Omend obligationer også vil sive i kurs på kort sigt, hvis markedsrenterne stiger.

En voldsom devaluering af vaerdier er en voldsom oplevelse for nybagte aktieinvestorer. Men den kan vaere nødvendig, og set herfra er det ikke så skidt, som det lyder, at vi nu er på vej fra en fase, hvor ”alt” på papiret blev mere vaerd, til en ny hvor virksomhedernes faktiske evne til at skabe vaerdier spiller en større rolle end luftige forventninger om, hvad de kommer til at tjene om 10 år.

Man skal som bekendt aldrig lade en god krise gå til spilde – og afkastet af denne skal blive, at en ny vaekstfase om føje måneder kan gå i gang på et langt mere baeredygtigt grundlag end post-pandemiens bobleøkonomi.

Frygt for recession udløser altid storudsalg på de aktiemarkeder, som er notoriske vaekstjunkier.