Foråret har givet ny naering til De Grønne i Tyskland

I en krigs- og krisetid står De Grønnes politiske profiler markant i den tyske regeringskoalition, og staerke resultater i to delstatsvalg denne måned har yderligere givet partiet et rygstød.

Fra adressen Werderscher Markt 1 er der 4.671 km til Ouagadougou og godt 10-000 km til Rio, men det er en by, som ligger bare 1.300 km vaek, der fuldstaendig har vendt op og ned på dagsordenen i Tysklands internationale politik.

Afstandene til alverdens hovedstaeder står målt op på et skilt i den imposante forhal til det tyske udenrigsministerium, som den nuvaerende udenrigsminister, Annalena Baerbock, overtog kort før jul – for snart at måtte konstatere, at verden ser noget anderledes ud, end tilfaeldet var ved hendes tiltraedelse.

»Siden den 24. februar, siden begyndelsen på den russiske angrebskrig, lever vi ikke laengere i en normal verden,« sagde Annalena Baerbock tirsdag, da hun var vaert for den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod.

I de forløbne tre måneder har den 41-årige Baerbock haft det meste af sit fokus rettet mod Kyiv, og hendes indsats bedømmes af flere tyske iagttagere både som beslutsom og empatisk.

Baerbock er den første kvinde på ministerposten, og målt mod sine noget blege socialdemokratiske forgaengere på posten – senest Heiko Maas – har hun vist betydelig gennemslagskraft.

Mens kansler Olaf Scholz til tider har virket vaklende i sin linje og ved flere lejligheder har haft svaert ved at få budskaberne ud over rampen, så er udenrigsministeren anderledes klar i maelet.

De Grønne var på forhånd også ganske godt positioneret til at tale Kreml midt imod. Mens de store partier i tysk politik – det borgerlige CDU/CSU og socialdemokraterne SPD – i årevis havde ladet det økonomiske og energimaessige samkvem skygge for kritikken af Kreml, så var miljøpartiet altid skeptisk over for Tysklands afhaengighed af Ruslands skatkammer af fossile braendstoffer.

At krigen i Ukraine har betydet lukning af gasrøret Nord Stream 2 og øget kadencen i den tyske energiomstilling, er afgjort appelsiner i De Grønnes turban.

Set fra et dansk synspunkt er den nye regerings ambitioner på energi- og miljøområdet også kun positive.

»Vi supplerer hinanden godt,« konstaterer Jeppe

Kofod om den dansk-tyske relation. »Vi vil sammen arbejde for, at EU bliver den klima- og energiunion, vi gerne vil have, og at vi får den rolle at spille i verden, som vi skal, også for vores vaerdier,« siger han.

Grønt held i uheld

Mange havde ventet, at De Grønne ville få deres store gennembrud ved sidste års forbundsdagsvalg, men lige så godt Baerbock har gjort det som udenrigsminister, lige så skuffende var hun som kanslerkandidat.

En del mener, at partiet måske havde vaeret bedre tjent med den nuvaerende vicekansler, energi- og økonomiminister Robert Habeck, i rollen som frontfigur. Faktum er i hvert fald, at fremgangen for miljøpartiet blev mindre end ventet.

Måske var det alligevel held i uheld for partiet, at det ikke straks kom op at spise kirsebaer med de helt store i tysk politik.

De Grønne fik tunge poster til sine to stjernepolitikere, der kan profilere sig på områder, som ligger partiets vaelgere naer, mens det så er op til Olaf Scholz at tage ansvar for de mere overordnede linjer og rage diverse ubelejlige kastanjer ud af ilden.

Vejen til magten for partiet, der voksede ud af 1970’ernes miljøbevaegelser og alternative scene i Vesttyskland og siden fik et tilskud af tidligere systemkritikere fra eks-DDR, har vaeret lang og ikke altid lige nem. Siden sine tidligste dage har De Grønne vaeret praeget af en modsaetning mellem realpolitikere, realos, der søger maksimal indflydelse, og en mere miljøpolitisk principfast eller fundamentalistisk strømning, fundis.

Realpolitikerne med Joschka Fischer i spidsen vandt slaget i slutningen af 1990’erne, og det banede vejen for en rød-grøn koalition, der i op mod otte år gav en solid platform for partiet og for Fischer som en markant udenrigsminister.

Men De Grønne forblev så absolut juniorpartneren i koalitionen med SPD, og vejen hen mod at blive et volkspartei, et bredt parti med bud på alle tidens store spørgsmål og ambitioner om at komme helt til tops i tysk politik, har vaeret lang.

Med 14,8 pct. af stemmerne ved sidste års forbundsdagsvalg fik De Grønne ganske vist deres bedste landsresultat nogensinde, men for mange i partiet var glasset alligevel halvtomt, da man i målinger tidligt i valgkampen kortvarigt havde haft kurs mod kanslerposten.

Den nye midte

Hvis De Grønne med tiden skal tage revanche, tyder meget på, at det kommer til at ske gennem en styrkelse af partiet i Tysklands 16 delstater. I denne måneds valg i delstaterne Slesvig-Holsten, der graenser op til Danmark, og Nordrhein-Westfalen, Tysklands mest folkerige delstat, viste partiet fin form.

Begge valg blev vundet af det borgerlige CDU, men i Slesvig-Holsten overhalede De Grønne SPD som delstatens naeststørste parti, og i Nordrhein-Westfalen tredoblede partiet sit resultat.

»Der kom stemmer både fra SPD såvel som fra CDU og FDP. Det kører for den nye midte. Og ja, en beslutsom opbakning fra partiet til Ukraine har appel til et flertal,« skrev Ralf Fücks, chef for taenketanken Zentrum Liberale Moderne og tidligere politiker hos De Grønne, på Twitter.

Som et midterparti, der har vist, at det kan regere både med venstre og højre, er De Grønne ofte en afgørende brik, når der skal dannes koalitioner i delstaterne, og er involveret i forhandlinger om regeringsdeltagelse i både Slesvig-Holsten og Nordrhein-Westfalen.

Der kom stemmer både fra SPD såvel som fra CDU og FDP. Det kører for den nye midte. RALF FÜCKS, ANALYTIKER