Champagne og småkager i Wien, mens ukrainerne dør for demokratiet

Scenen er Sveriges ambassade i Wien, et smukt palae i bykernens udkant, aestetisk set milevidt fra Danmarks skrabede repraesentation i en lejekaserne naer kanslerkontoret og udenrigsministeriet inde i centrum.

Formiddagens sollys siver gennem panoramaruderne ind i den store salon, hvor et halvt hundrede mennesker, fortrinsvis diplomater, samles til småkager og champagne og til uddeling af endnu en pris i de gode hensigters navn. Democracy Defender Award – som Danmark bidrager til – overraekkes den ukrainske menneskerettighedsorganisation Zmina og dennes russiske pendant, Memorial, som regimet i Kreml har drevet under jorden.

Prisuddelingen ledsages af et mindre seminar, hvis hovedpersoner er en østrigsk diplomat, en fremtraedende intellektuel og en repraesentant for Zmina (Memorial kan ikke vise sig).

Det understreges, både fra podiet og fra gulvet, dog ikke af Zminas udsendte, at trods alle de skuffelser, som Rusland under Vladimir Putin har beredt Vesten efter Sovjetunionens opløsning i 1991, må og skal samtalen med Kreml fortsaette. Den igangvaerende angrebskrig i Ukraine kan man straffe, men med måde. Vi må aldrig give op, mener østrigeren, hvis opgave er at varetage sit lands forhold til den europaeiske sikkerhedsorganisation (OSCE).

Også Michael Ignatieff, tidligere rektor for Det Centraleuropaeiske Universitet i Budapest, under hans ledelse en af østlandenes førende laereanstalter, derpå ødelagt af Viktor Orbán, Ungarns højrenationalistiske og putinistiske lommediktator, erklaerer sig for en dialog, men erkender det moralske problem, at taler man med gangsterne i Kreml, kompromitterer man sig selv og legitimerer dem.

Nylig hjemvendt efter endnu et ophold i Ukraine forekommer debatten mig virkelighedsfjern. Champagne og småkager her, 40.000 døde, krigsforbrydelser og massive ødelaeggelser der, Sverige og Finland som medlemmer af Nato, en omstaendighed, der ikke naevnes med ét ord i Sveriges Hus. OSCE eksisterer kun på papiret, FN er så betydningsløs, at da generalsekretaer Guterres – dagen efter et mislykket besøg hos Putin – opholdt sig i Kyiv, viste russerne ham deres foragt med et raketangreb på den allerede sårede ukrainske hovedstad.

Over forsamlingen i Sveriges Hus bølger en atmosfaere af nederlag. Demokratierne har spillet fallit i forhold til Putin i Rusland, nøjagtig som de i 1930’erne spillede fallit i forhold til Hitler i Tyskland, Mussolini i Italien, Franco i Spanien og Stalin i datidens Sovjetunion. Tetiana Pechonchyk, der modtager demokratiprisen på Zminas vegne, slår til lyd for udvidet militaer bistand og for Ukraines snarlige optagelse i Nato og EU. Ukrainerne, siger hun, dør ikke blot for Ukraine, men for Vesten. Bifaldet er venligt uforpligtende. Det er, som om drejebogen kunne vaere skrevet i Kreml: Tvinger vi Putin op i en krog, risikerer vi det nukleare ragnarok.

Min fornemmelse efter snart 40 år i Øst- og Centraleuropa på vegne af denne avis er, at Vesten skal tage krigen sammen med Ukraine her og nu, kompromisløst, hvilket ikke er tankeløst: massive sanktioner, massiv våbenhjaelp, luftstøtte til ukrainerne, kurs regimeveksel i Moskva. Vaelger vi at lade os skraemme – og det er et valg – vil krigsmageren i Kreml give os andet at taenke på end champagne og småkager.

Det er, som om drejebogen kunne vaere skrevet i Kreml: Tvinger vi Putin op i en krog, risikerer vi det nukleare ragnarok.