Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?

Hver eneste uge møder jeg topledere, som udadtil er succesfulde og lader til at have et noget naer perfekt liv. Vi skal ikke mange minutter ind i vores samtaler, før der tegner sig et andet billede.

Jeg er vokset op med, at succes i erhvervslivet defineres af virksomhedens vaekstrate og bundlinje, og at personlig succes afspejles i titel, årsløn og størrelsen på firmabilen. Derfor jagtede jeg naermest per automatik et nyt CEO-job efter min fyring, og i processen blev jeg ofte bange, hvilket styrede mig i flere situationer.

I indlaeg som dette undlod jeg at skrive, praecis hvad jeg mente, fordi jeg var bange for, at det kunne diskvalificere mig til et job. Jeg sagde ikke fra over for uordentlige headhuntere, fordi jeg var bange for ikke at blive taget med i naeste proces. Og jeg takkede ja til et hav af ligegyldige møder, fordi jeg var bange for at gå glip af en mulighed.

Undervejs kom jeg laengere og laengere vaek fra mine personlige vaerdier, og jo laengere vaek jeg kom, jo mere bange blev jeg.

Jeg fik svaert ved at maerke, hvad der var rigtigt og forkert for mig, og når jeg skuer bagud, er det tydeligt, at de beslutninger, jeg har truffet, når jeg var bange, ubetinget har vaeret de dårligste – både for mig selv og virksomheden.

I dag ved jeg, at jeg ikke er alene om at blive bange. Hver eneste uge møder jeg topledere, hvor ”bange” er den mest dominerende følelse.

De er bange for ikke at stille aktionaererne tilfredse, ikke at nå de opstillede mål, ikke at blive forfremmet, ikke at få lønforhøjelsen, ikke at have nok. For at traeffe forkerte beslutninger, miste status, blive fyret og miste de materielle goder, der følger med jobbet.

Jeg møder (top)ledere, som er mere bange for at sige farvel til hamsterhjulet, prestigejobbet, KPI-helvedet og den umulige chef end for en hverdag med stress, udbraendthed, misbrug, søvnløshed, mistede familierelationer og sygdom.

Jeg er netop begyndt at arbejde med en direktør og har fået tilladelse til at dele hans situation.

Han er forholdsvis ny i jobbet og vil vise bestyrelsen, at de har valgt den rette til jobbet.

Han kaemper for at nå de økonomiske nøgletal. Hans kalender er taeppebombet med møder, og der er alvorlig sygdom i hans familie.

Han er så bange for ikke at lykkes, at han ikke laengere kan maerke sig selv, og når han skal traeffe beslutninger, er han mere optaget af, hvordan bestyrelsen vil reagere, end hvad han selv mener er rigtigt at gøre.

Han ligner en tordensky, når han går gennem organisationen, og han er begyndt at drive mikro-management over for sine direktører. Han er så bange, at han forsøger at vaere i kontrol med ALT.

Jo mere bange han bliver, jo mere bange bliver resten af organisationen – og jo dårligere bliver virksomheden til at skabe resultater.

For ham har første store skridt vaeret at indrømme over for sig selv, at han er bange.

Selv har jeg et skilt på mit skrivebord, hvor der står »Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?«, og det minder mig om at følge mit indre kompas.

Jeg har truffet en beslutning om, at jeg hver dag vil gøre alt, hvad jeg kan for ikke at vaere bange, for ved livets ende vil jeg hellere fortryde dét, jeg gjorde, end det, jeg ikke gjorde.

Jeg vil hellere gå gennem (erhvervs)livet med rank ryg, falde og rejse mig igen, end jeg vil dukke nakken og krybe gennem (erhvervs)livet.

Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?