Har fire timers ventetid kostet benet, spørger Leif Søgaard sig selv

Tilsyn er utilfreds med Region Midtjyllands redegørelse om benamputationer, og Patienterstatningen vil have frasorteret patienter.

Leif Søgaard er bitter.

Først og fremmest over sin benamputation over venstre knae og den medfølgende benprotese.

Den gør det svaert at tumle med børnebørnene. Han skal altid overveje, hvad der er at holde fast i, hvis han mister balancen, når han f.eks. skiller graesslåmaskinen ad i garagen for at gøre den forårsklar. Han kan kun huske to naetter siden sin amputation, hvor fantomsmerter ikke har vaekket ham. Og han holder sig helst fra brosten og marksten, der kan forhindre benprotesen i at låse korrekt og resultere i et af de ubehagelige styrt, han har haft ca. 25 af.

Men bitterheden har fået et ekstra lag, siden amputationssagen i Region Midtjylland brød ud i medierne for tre uger siden. For kostede fire timers ventetid på en operation i marts 2016 den 60-årige Leif Søgaard benet?

»Jeg har altid valgt at tackle min situation ved at sige til mig selv, at det, der skete for seks år siden, kan jeg ikke bruge til en skid. Men siden sagen blev kendt, har det kørt uafbrudt rundt i hovedet: Hvad fanden skete der den dag?« siger Leif Søgaard.

Selv om hans tanker er taget som gidsel af amputationssagen, ved han endnu ikke, om han er en af de flere hundrede, som kan have fået skåret benet af uden grund i Region Midtjylland.

Sagen begyndte at rulle, da en ekstern analyse, offentliggjort i slutningen af april, viste, at gennemsnitligt 92 patienter årligt kan have fået skåret benet over uden grund i Region Midtjylland. Regionen har siden justeret tallet til 47 årligt, da den havde leveret forkerte tal til professoren bag analysen.

Skaber ikke tryghed

Styrelsen for Patientsikkerhed bad for to uger siden Region Midtjylland om en redegørelse, som regionen afleverede i mandags. Men den er styrelsen ikke tilfreds med.

»Redegørelsen er ufuldstaendig i forhold til at skabe tryghed hos patienterne,« siger direktør Anette Lykke Petri.

»Der mangler et individuelt patientperspektiv, hvor man er dykket ned i hver enkelt patientjournal. Vi skal bl.a. have at vide, om patienter er blevet orienteret om konsekvenserne af at stå på en venteliste til amputationsforebyggende behandling, hvis man ikke kan behandle dem i regionen før om x antal måneder,« siger Anette Lykke Petri og tilføjer, at for lang ventetid i vaerste fald kan koste en amputation.

Efter et møde onsdag med regionen oplyser styrelsen, at regionen kommer med en ny redegørelse, at regionen er begyndt at identificere den relevante patientgruppe og har forsikret, at patienter med behov for akut amputationsforebyggende behandlinger behandles akut eller straks bliver henvist til en anden region.

Leif Søgaards sygdomsforløb begyndte i 2010 med en bypassoperation i låret på grund af en forsnaevring af hovedåren. Den 12. marts 2016 maerkede han en summen i sin hael, og efter en tur på hospitalet i Herning kom han i en MR-scanner på Regionshospitalet Viborg. Scanningen afslørede, at en hinde fra en aneurisme – en udvidet pulsåre – i knaehasen havde revet sig løs og skabt en blodprop i benet.

»Efter MR-scanneren blev jeg kørt op på en stue, hvor jeg ventede i fire timer, indtil jeg kom på operationsbordet,« siger Leif Søgaard:

»Minutter taeller ved en blodprop. Hvad hvis jeg var blevet opereret med det samme? Måske kunne jeg have fået behandling for at opløse blodproppen. Jeg kom ind på en lørdag, og for mig at se så det ud til, at der ikke var nok personale. Tankerne farer rundt i hovedet.«

Kan løbe op i 56 mio. kr.

Selv om det snart er tre uger siden, at sagen kom frem, har Region Midtjylland stadig ikke kontaktet de patienter, som kan have krav på erstatning. Regionen har ikke vidst, hvordan man skal identificere de patienter, som er relevante at informere.

Patienterstatningen har på et møde med regionen meddelt, at man ikke ønsker alle ca. 4.000 patienter, som har fået en benamputation de seneste 10 år, ind til behandling. Det vil vaere synd for de ca. 470 patienter, som formodes at have et erstatningskrav, siger direktør i Patienterstatningen Karen-Inger Bast.

»Vi har ca. 12.000 sager hvert år, og hvis vi får yderligere 4.000 sager ind, vil det vaere en voldsom forøgelse af vores sagsantal med forlaengede ventetider til følge.«

Karen-Inger Bast peger på, at det også vil vaere spild af skatteydernes penge at skulle behandle 4.000 sager:

»Hvis vi får 4.000 erstatningssager ind til os, og vi ved, at 90 pct. af dem statistisk set skal afvises, er det spild af skatteborgernes penge, at vi skal behandle så mange sager. En sag koster 14.000 kr. at sagsbehandle, så det kan løbe op i 56 mio. kr. i alt.«

Hun forklarer, at der på mødet med regionen blev identificeret patientgrupper, man kan sortere fra på forhånd, f.eks. personer, som har fået amputationer på grund af ulykker, og visse amputerede knoglekraeftpatienter.

Karen-Inger Bast opfordrer midtjyder til at vente på, at de får et brev fra regionen om, at de har mulighed for at klage og søge erstatning.

»Men jeg vil gerne understrege, at man altid selv kan søge erstatning hos os, hvis man ikke vil vente og se, om man får et brev,« siger hun.

Leif Søgaard kom relativt hurtigt gennem et genoptraeningsforløb og var mindre end et år efter amputationen tilbage på fuld tid som kørende saelger i den virksomhed, der har vaeret hans arbejdsplads i snart 10 år.

»Min staedighed har hjulpet mig. Hvis jeg vil et eller andet, så bliver det gjort, og jeg går ikke psykisk ned,« siger han, der forventer at rejse et erstatningskrav hos Patienterstatningen.

»Jeg mener, at det var en fejl, jeg blev amputeret.«

Redegørelsen er ufuldstaendig i forhold til at skabe tryghed hos patienterne. ANETTE LYKKE PETRI, DIREKTØR FOR STYRELSEN FOR PATIENTSIKKERHED