Konservativt kursskifte rejser blå spørgsmål om Papes lederskab

Flere kilder i blå blok saetter spørgsmålstegn ved Søren Pape Poulsens lederevner, efter at han efter dages tøven torsdag afviste at ophaeve Claus Hjort Frederiksens immunitet. Den politiske ordfører afviser kritikken.

Han har ikke direkte sagt det. Men han gjort sig sine overvejelser og har mere end antydet, at det godt kunne ende der. På Christiansborgs gange har det i månedsvis vaeret ventet, at Søren Pape Poulsen før eller siden melder ud, at han er i spil som borgerlig statsministerkandidat til det folketingsvalg, der om senest et år er udskrevet. Netop derfor er der blevet holdt ekstra godt øje med De Konservatives formand, siden han mandag som den første borgerlige partileder blev indkaldt til en briefing hos justitsminister Mattias Tesfaye.

Hvordan håndterer manden, der kan ende på den øverste post i dansk politik, en spraengfarlig sag om eks-forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), som Rigsadvokaten vil have anklaget for at røbe statshemmeligheder? Kan han holde hovedet koldt?

Efter »en lang og svaer overvejelse« meldte Søren Pape torsdag formiddag ud, at De Konservative freder Claus Hjort, der nu bevarer sin immunitet som folketingsmedlem og ikke kan retsforfølges for sin potentielle forbrydelse.

Udadtil signalerer resten af blå blok tilfredshed med, at det endte der, og at man nu står samlet i sagen.

Men internt i blokken hersker frustration over Søren Papes ageren i de seneste 72 timer. Borgerlige topfolk går så langt som at sige, at det decideret kan skade hans chancer for at blive statsminister.

»En statsminister skal jo kunne gå foran. Ikke først vejre folkestemningen og komme på til sidst,« som det bemaerkes.

En anden kilde siger, at det er en del af Klederens natur at ville vaere gode venner med alle. En fin menneskelig egenskab, men en svaghed for en toppolitiker, lyder det.

Ville tage sig »god tid«

Det hele tog fart, da Politiken mandag fangede K-formanden efter hans fortrolige snak med Mattias Tesfaye og Rigsadvokaten. Her mere end antydede Søren Pape, at hans parti var klar til at stemme ja til at lade Claus Hjort blive retsforfulgt.

»Man må i hvert fald sige, at hvis vi får et Folketing, der mener, at jo mere hemmelige oplysninger, man har tilgaengeligt, så kan man blive fredet af sine kolleger i Folketinget, så synes jeg, vi har et stort problem,« sagde han og fortsatte:

»Så skrider retsstaten.«

Derefter udbrød balladen i den borgerlige familie. Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, angreb i Berlingske Søren Pape for

statsminister i tilfaelde af en borgerlig valgsejr. Den med »flest mandater bag sig« skal lede forhandlingerne efter et valg, sagde han i december til Politiken. Ikke nødvendigvis det største parti.

Søren Papes anseelse i blå blok er derfor en altafgørende valuta for at indløse en billet til Statsministeriet.

Flere kilder mener, at han har håndteret Claus Hjort-sagen decideret dårligt. Han har dumpet en eksamen af de større og fået alvorlige ridser i statsminister-lakken, siger en central kilde.

Rasmus Stoklund, politisk ordfører for Socialdemokratiet, mistaenker Søren Pape for at frede Claus Hjort i et forsøg på at blive blå statsministerkandidat.

»Jeg har svaert ved at tolke det anderledes,« siger han:

»Jeg synes, at det udstiller en manglende integritet, at han for et par dage siden mente stort set det samme som os, nemlig at folketingsmedlemmer i praksis vil vaere straffri, hvis de beskyttes af deres kolleger og kan frigive fortrolige oplysninger uden retsforfølgning. Få dage senere mener han noget andet og vil lade sagen falde.«

Krammebamse

Det konservative kursskifte skriver sig ind i en raekke af eksempler, som har fået borgerlige politikere til at tvivle på styrken i Søren Papes lederskab.

Det vakte opsigt, da partiet med formandens godkendelse holdt sig helt uden for den aftale om ukrainerloven, som skulle give husly til fordrevne på flugt fra russiske bombardementer.

Kort efter bakkede partiet op alligevel og stemte for saerloven.

I coronakrisens første fase var der blå skepsis mod det, der blev anset for at vaere Papes bløde venlighed over for regeringen, når der blev forhandlet om restriktioner. Mette Frederiksens krammebamse, blev han kaldt.

Senest blev det bemaerket, hvordan K-formanden under et arrangement hos JyllandsPosten fortalte, at godt nok støttede han idéen om at flyve asylsøgere fra Danmark til Rwanda, men følte sig testet på »sin egen humanisme«.

»Vil den mand vaere statsminister, eller vil han ikke vaere statsminister?« lød reaktionen fra Pia Kjaersgaard (DF).

LA-leder Alex Vanopslagh udtrykte sine tanker om den konservative ledelse, da han i januar gav et interview til Jyllands-Posten og opfordrede Søren Pape til at droppe skyggespillet og melde sig som statsministerkandidat:

»De Konservative har oftere en lidt klarere borgerlig profil. Men det er ikke ensbetydende med, at deres ambitionsniveau er højere, hvis man alligevel ender med at sige ”nårh ja” og saenke ambitionerne, fordi det er nemmere for at få en bred aftale. At man siger et udadtil og noget andet indadtil.«

Søren Pape ønsker ikke at forholde sig til kritikken af hans lederskab. Politisk ordfører Mette Abildgaard (K) konstaterer, at hendes formand har insisteret på at diskutere sagen grundigt.

»Vi gider ikke deltage i et eller andet danmarksmesterskab i hurtige beslutninger,« siger hun:

»Jeg saetter pris på at have en partiformand, der hviler så meget i sig selv, at han tør udfordre også nogle af sine blå kolleger på, om man vaegter hensynene på den rigtige måde.«