Ukraine forstyrrer Lukasjenkos balanceakt mellem øst og vest

Aleksandr Lukasjenko har ekvilibristisk i årtier holdt balancen mellem Moskva og Vesten, men krigen har elimineret hans manøvrerum, vurderer eksperter.

Det kraever sin mand at følge med i Aleksandr Lukasjenkos udenrigspolitiske kurs.

Diktatoren i Belarus (Hviderusland) har de seneste måneder givet russiske styrker fri adgang til landet, og den har de brugt flittigt til at angribe Ukraine fra landjorden såvel som med missiler affyret fra belarussisk territorium.

Men selv om der jaevnligt har vaeret rygter om mobilisering og Minsks mulige militaere indgriben, har Lukasjenko hver gang afstået fra at gå direkte ind i krigen – selv om Moskva må formodes at have presset på.

Hvad angår Lukasjenkos verbale signaler, skal man ligeledes stå tidligt op, hvis man vil prøve at finde den røde tråd.

»Jeg vil gerne endnu engang understrege: Min følelse er, at denne operation har varet laenge,« sagde Lukasjenko i et interview med nyhedsbureauet AP den 5. maj.

»Vi accepterer kategorisk ikke nogen krig,« sagde eneherskeren, der mellem linjerne lod forstå, at Kreml nok burde standse sine angreb.

Fem dage senere, den 10. maj, var det en ganske anden Lukasjenko, som lod høre fra sig: Her meddelte regeringen i Minsk, at den sender tropper og materiel til landets graense mod Polen for at daemme op for påstået aggression fra Natos side.

Og minsandten om han ikke slog bak igen fredag i sidste uge, da han roste den ukrainske krigsførelse og opfordrede det belarussiske forsvar til at tage ved laere heraf.

Forvirret? Det er eksperterne også.

»Lukasjenkos svimlende modsatrettede ord og gerninger er en følge af hans faenomenale instinkt for overlevelse, der nu fungerer i en situation praeget af krigens tåge,« skriver Brian Whitmore, Belarus-analytiker hos den amerikanske taenketank Atlantic Council.

Sabotage og dødsstraf

At kalde Aleksandr Lukasjenko en ekvilibrist, når det gaelder overlevelsens kunst, er ingen overdrivelse: siden 1994 har den 67-årige enehersker, der begyndte sin karriere som formand for et sovjetisk statsbrug, haft et jerngreb om magten i Minsk.

Stort set lige så laenge har han balanceret mellem Rusland – som Belarus siden landet ifølge ngo’en Viasna), mens Moskva agerede diskret sikkerhedsgaranti bag kulisserne. Kapringen af et Ryanair-fly i maj 2021 for at kidnappe en systemkritiker ombord og sidste sommers iscenesatte flygtningekrise på graensen til Polen og Baltikum har yderligere bidraget til at isolere Belarus.

Så nok har Lukasjenko reddet sit skind, men samtidig fik Kreml den klemme på ham, som muliggjorde, at man kunne indlede offensiven mod Kyiv i februar fra belarussisk territorium.

Alt tyder på, at idéen om at føre krig i Ukraine, ikke er nogen vindersag i Belarus:

»Lukasjenko forstår, at Putins krig går skidt og er upopulaer i Belarus,« skriver Brian Whitmore.

Det er usikkert, hvor omfattende og militant modstanden mod Ruslands krigsførelse i Belarus er, men der har vaeret flere eksempler på sabotage af det belarussiske jernbanenet.

I slutningen af april truede parlamentet i Minsk med at udvide brugen af dødsstraf for at hindre angreb på landets infrastruktur.

»Destruktive kraefter fortsaetter deres terroristiske og ekstremistiske aktiviteter ved at forsøge at rokke ved situationen i Belarus og fremprovokere intern ustabilitet og konflikter,« sagde parlamentsformanden Vladimir Andrejtjenko, ifølge Reuters.