”Intet” er også som film en gribende beretning om forråelse

Heller ikke som film undslipper ”Intet” det skematiske praeg, men fortaellingen om en gruppe unge, der udfordrer meningsløsheden, er stadig gribende.

Der findes naeppe den folkeskoleudskolingselev, som ikke på et tidspunkt har stiftet bekendtskab med Janne Tellers roman ”Intet”, der siden udgivelsen (af Dansklaererforeningen) i 2000 har vaeret fast pensum i danskundervisningen.

Derfor har laesningerne af ”Intet” ofte båret praeg af skematiske og bastante fortolkninger af romanens tematisering af store filosofiske og eksistentielle spørgsmål i lighed med artsfaeller som William Goldings ”Fluernes herre” (1954) og George

Orwells klassiker ”Kammerat Napoleon” (1945).

Det siger ikke nødvendigvis noget dårligt om ”Intet” – hverken som roman eller som den filmatisering, som Trine Piil og Seamus McNally netop har lavet – men understreger blot, hvor vanskeligt fortaellingen om skoleklassen, der begynder at tvivle på altings betydning, har det uden for undervisningssituationer.

Det hele begynder, da 8. klasse kommer tilbage efter sommerferien. Den står på uddannelsesvalg, og den søde laerer (spillet meget fint af Peter Gantzler) får hensigterne lidt galt i halsen, da han kommer til at sige, at det ikke betyder noget, hvad eleverne krydser af i skemaet. Det får den taenksomme Pierre Anthon (Harald Kaiser Hermann) til at konstatere, at alt er lige meget. Der er alligevel intet, der betyder noget. Med de ord forlader han klassen og flytter op i et trae.

Tunge donationer

I første omgang efterlades resten af klassen målløs og hovedrystende. Men Pierre Anthons ord har sat sig fast. For at modbevise ham indleder de et kapløb mod nihilismen og beslutter, at de hver isaer skal donere noget, der virkelig betyder noget for dem, til ”dyngen”. I begyndelsen er det uskyldigt. Det gør ondt på Agnes (Vivelil Søgård Holm), da hun må af med sine grønne sandaler, men det er ingenting, imod hvad nogle af de andre i klassen må ofre. Men mens dyngen vokser sig voldsom af ting, der burde have betydning, vokser også forråelsen teenagerne imellem.

Piil og McNally omsaetter dygtigt Tellers tekst til film og får formidlet nuancerne i de unges sprog. Det er lige så barskt at se ”Intet”, som det er at laese den. Det skyldes naturligvis ikke mindst de dygtige unge skuespillere, der flankeres af en raekke voksne, der fornemt traeder i baggrunden og indtager positionen som de intetanende iagttagere, de ofte er over for 14-årige.

Men selv om ”Intet” er både gribende og provokerende, så undslipper den ikke det undervisningspraeg, der er fortaellingens akilleshael. Det indsnaevrer den umiddelbare målgruppe en del. Men mon ikke folkeskoleelever i de kommende år vil stifte bekendtskab med ”Intet” i både romanog filmform?

DRAMA INTET DANMARK, 2022 Instruktion: Trine Piil og Seamus McNally 1 time og 27 minutter Premiere den 19. maj