Alle taber på Hjort-sagen
Den vaerst taenkelige udgang på en i forvejen forfaerdelig sag. Alle taber på, at der nu formentlig alligevel ikke kan rejses tiltale mod Claus Hjort Frederiksen, fordi et flertal i Folketinget indtil videre siger nej til at ophaeve hans parlamentariske immunitet: Folkestyret, retsfølelsen, tilliden til retsstatens baerende institutioner.
Rigsadvokaten har indstillet, at der rejses tiltale mod den tidligere forsvarsminister for overtraedelse af en paragraf i straffeloven om uberettiget videregivelse af højt klassificerede oplysninger. Straframmen er 12 års faengsel. Sagen handler om potentielt landsforraederi. Men justitsminister Mattias Tesfaye vil kun orientere partilederne og ikke alle folketingsmedlemmer af frygt for, at de følsomme oplysninger siver. Så berettiget den frygt kan vaere, når man nu kender til livets gang på Christiansborg, lige så utilfredsstillende er det, at Folketingets medlemmer skal stemme om noget, som de ikke ved noget om – og dét i en så ekstraordinaer sag. Isoleret set er det eneste rigtige derfor at sige nej til at haeve Claus Hjort Frederiksens immunitet.
Men det åbner for, at sagen nu bare bliver pakket ned. De alvorlige anklager vil blive haengende i luften og kan ikke afgøres juridisk. Ikke alene står en tidligere forsvarsminister og førende politiker gennem generationer mistaenkt for en af de alvorligste forbrydelser i fredstid. Det gør også Lars Findsen, der har vaeret chef for både PET og FE, og som har siddet naesten to måneder i faengsel og fortsat venter på, om den alvorlige sigtelse, som er rettet mod ham, ender med en tiltale. Hertil kommer de menige medarbejdere, som også i flere måneder har måttet leve med en sigtelse.
Det er ikke svaert at få øje på regeringens dilemmaer i denne sag, hvor hensynet til en naer samarbejdspartner, USA, spiller en afgørende rolle, og hvor mistanken mod så tunge personer som Hjort og Findsen forudsaetter ekstra både politisk og juridisk fingerspidsfornemmelse. Men sagen er så spektakulaer, at den må flyttes ud af den politiske osteklokke og over i det juridiske system. Sagen må simpelt hen gå sin gang ved domstolene; gerne for dobbelt lukkede døre. Også for at undgå, at der kan opstå et indtryk af, at der tages saerlige hensyn til en mand som Claus Hjort Frederiksen. Hvis rigsadvokaten virkelig mener, at der skal rejses en så alvorlig tiltale mod ham, så bør det uden videre ske, og der er ingen grund til at anstille uvaerdige konspirationsteorier. Danmark er en retsstat. Det indebaerer, at kun domstolene kan afgøre, om han er skyldig.
Men det forudsaetter naturligvis, at de MF’ere, der skal berede vejen ved at fjerne hans immunitet, kender grundlaget. Risikoen for laek er en del af demokratiets pris. Problemet vil vaere den MF’er, der ikke kan agere ansvarligt. Sådan vil det altid vaere. Det er urimeligt af regeringen at forlange, at politikere, der ifølge grundloven kun er bundet af deres overbevisning, skal afgive deres stemme i blinde. Man kan sagtens fundere over regeringens motiver til at køre processen så hemmelighedsfuldt, men den skal vide, at prisen kan blive høj. Endnu vaerre er dog udsigten til, at der rejses tiltale mod Claus Hjort Frederiksen, når han efter naeste valg ikke laengere er medlem af Folketinget. En retssag mod ham må og skal køre, mens han endnu er aktiv.
Der er høje principper på spil, og det er alt for letkøbt af regeringen at henvise til det følsomme efterretningssamarbejde med USA. Respekten for folkestyret tilsiger, at regeringen bøjer af og indvier Folketingets medlemmer.