Aktivist: Dansk klimapolitik er ikke demokratisk

Jeg var med til at blokere en af broerne til Slotsholmen den 6. maj under Extinction Rebellions aktionskampagne ”Vendepunktet”.

Som de andre aktivister, der også blev anholdt den dag, gjorde jeg det ikke, fordi jeg tror, at der er noget saerligt heltemodigt eller rigtigt i sig selv ved civil ulydighed sammenlignet med andre måder at skabe politisk forandring.

Civil ulydighed kan vaere mange ting, og derfor er der altid et strategisk valg at tage, når vi som aktivister forsøger at råbe op om, at vi står midt i en klima- og miljømaessig undtagelsestilstand, og at vi i den rige og industrialiserede del af verden straks skal reducere vores drivhusgasudledninger kraftigt. Om aktioner såsom vores blokade af broerne ind til Christiansborg har vaeret en succes, er for tidligt at sige – men det er lige nu nødvendigt at afprøve alle fredelige midler, når det er selve vores klode og eksistensgrundlag som menneskehed, der er sat på spil.

I den forbindelse er der fremført flere argumenter imod civil ulydighed i den efterfølgende debat. For det første kritiseres det, at f.eks. vejblokader »respektløst« forstyrrer almindelige mennesker. Men hvis det er sandt, må det vaere meget mere respektløst, når der laves omfattende vejarbejde, eller når store dele af byer som København afspaerres til at afholde maraton og andre større begivenheder.

Da det er svaert at argumentere for, haevdes det så ofte, at de sidstnaevnte forstyrrelser modsat aktivistiske vejblokader er vedtaget demokratisk. Som Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance påstod i P1 Debat, er civil ulydighed dermed per definition udemokratisk.

Men dermed forudsaetter politikere som Ole Birk Olesen også, at der i dag findes et demokratisk system til at bestemme, hvad der er den rigtige klimapolitik i Danmarks tilfaelde. Dette mener jeg er fundamentalt forkert – tvaertimod er klimakrisen det bedste eksempel på, at vi på flere måder egentlig ikke lever i et demokrati i dag, og civil ulydighed som metode kan vaere med til at råbe op om det politiske systems mangel på demokratisk legitimitet.

Det er nemlig sådan, at demokrati som det mindste må betyde, at vi har en vis medbestemmelse på beslutninger, der har afgørende betydning for vores livsmuligheder. Det betyder eksempelvis, at hvis vores naerområde forurenes af en lokal virksomhed, så bør vi have demokratisk indflydelse på, hvad det bør have af konsekvenser – også selv om virksomheden tilfaeldigvis ligger på den anden side af en landegraense. Hvis vaesentlige konsekvenser af politiske beslutninger krydser landegraenser, bør demokratiet følge med.

Drivhusgasudledninger er netop en form for forurening, der krydser landegraenser. Alligevel er de verdensborgere, som f.eks. er i livsfare på grund af tørke på Afrikas Horn lige nu, ikke sikret nogen som helst demokratisk indflydelse på lande som Danmarks klimapolitik.

Den eksisterende klimalov er langt fra det, som der er behov for i den nuvaerende undtagelsestilstand. Vi reducerer nemlig ikke vores drivhusgasudledninger med 70 pct. i 2030, selv hvis vi når alle regeringens klimapolitiske mål. For klimaloven gaelder kun for udledninger, der finder sted inden for landets graenser, og tager dermed ikke højde for vores høje forbrug. Samtidig taeller den heller ikke drivhusgasudledninger fra afbraending af biomasse med, hvilket betyder, at klimaloven faktisk ikke saetter nogle som helst mål for langt over halvdelen af vores udledninger.

En grund til, at vi kan tage let på alt dette, er, at de faerreste i Danmark maerker klimaforandringerne på egen krop, og ingen større klimarelaterede naturkatastrofer ser ud til at ramme os lige foreløbig.

Men alt imens har dem, som den nuvaerende danske klimapolitik går vaerst ud over, ingen demokratisk stemme. De millioner af mennesker rundtomkring i verden, som i disse år udsaettes for livsfare på grund af f.eks. tørke og ekstreme oversvømmelser, har hver isaer en demokratisk ret til at vaere med til at fastlaegge Danmarks klimapolitiske mål.

Men da langt de fleste af dem naegtes adgang til vores del af verden, må vi andre, der er så privilegerede at have en vis indflydelse, gøre vores for at råbe det politiske system op. Hvor meget der er brug for fredelig civil ulydighed i det opråb, må afhaenge af, hvad der mest effektivt skaber den forandring mod en mere demokratisk og retfaerdig verden, som der i dag er akut brug for.

Demokrati som det mindste må betyde, at vi har en vis medbestemmelse på beslutninger, der har afgørende betydning for vores livsmuligheder.