Nu har de blå selv gjort sagen politisk

Jeg har gået omkring mig selv i forhold til spørgsmålet om ophaevelse af Claus Hjorts immunitet, i forbindelse med at Rigsadvokaten ønsker at rejse tiltale imod ham for at røbe statshemmeligheder. Den mulighed kan kun realiseres, hvis Hjorts immunitet ophaeves af et flertal i Folketinget. Mine overvejelser ender der, hvor jeg mener, Hjorts immunitet bør ophaeves, også selv om det kun er partilederne, der kan få indsigt i det fulde anklageskrift.

Sagen er speget, idet regeringen kun vil dele anklageskriftet med partilederne og ikke alle 179 folketingsmedlemmer. Hjort selv siger, at det, han har gjort, er at sige i et tv-program, at den danske stat har samarbejdet med den amerikanske efterretningstjeneste. Justitsminister Mattias Tesfaye vil ikke hverken be- eller afkraefte, at det skulle vaere det eneste indhold i anklageskriftet.

Det har fået de borgerlige partier til at erklaere, at de ikke vil stemme for en ophaevelse af Hjorts immunitet, så laenge de som folketingsmedlemmer ikke kan få indblik i anklagerne. For dem er det altså ikke nok, at partiformaendene orienteres i fortrolighed.

Problemet er, at sagen er blevet politisk mere end juridisk. De borgerlige partier (og Hjort selv) anklager Socialdemokratiet for, at der skulle ligge politiske motiver bag at igangsaette en sag imod Hjort. Det afviser regeringen. Men når de borgerlige partier nu afviser at stemme for ophaevelse af Hjorts immunitet, bliver det også et politisk statement: Det handler ikke om det juridiske indhold, men om at man er forurettet over, at regeringen ikke vil give alle 179 folketingsmedlemmer indsigt i anklageskriftet.

Lad os holde tungen lige i munden: For det første vurderer Rigsadvokaten, en selvstaendig juridisk myndighed, at der er grundlag for at rejse tiltale. For det andet er det ikke en ubegrundet bekymring, at anklagens indhold kunne blive laekket til pressen, hvis alle 179 folketingsmedlemmer bliver informeret om den. Det er ligesom set før, at folketingsmedlemmer, som har en eller anden politisk agenda, bruger pressen til at komme ud med den. Det er ikke paent – men det findes.

Når de politikere, som ikke vil stemme for ophaevelse af Hjorts immunitet, afviser dette, med henvisning til at de vil kende anklagen, så tager de måske munden lidt for fuld. For det første er vi – trods alt – stadig et retssamfund med en uafhaengig anklagemyndighed. Den mangel på tillid, som disse politikere udviser til Rigsadvokaten, er i sig selv bekymrende. Når man laegger det sammen med, at der alt andet lige er en meget større risiko for et laek til pressen ved en orientering til samtlige folketingsmedlemmer, så står man tilbage med en mistanke om, at deres modstand er mere politisk end principiel.

Det er jo paradoksalt, at de borgerlige partier oven på en anklage om, at regeringen agerer politisk, selv reagerer politisk. Vi bliver nødt til at holde fast i, at denne sag er juridisk. Og i at Rigsadvokaten som uafhaengig myndighed mener, der er grund til at rejse tiltale.

Det er jo paradoksalt, at de borgerlige partier oven på en anklage om, at regeringen agerer politisk, selv reagerer politisk.

Hjort selv har vaeret meget tydelig om, at han ikke mener, der er hold i anklagerne. Hvis den afvisning af anklagerne er substantiel, kan Hjort selv naeppe have noget imod, at sagen skal køre for retten, for det vil vaere hans eneste mulighed for at blive renset. Ender sagen med, at Folketinget ikke ophaever Hjorts immunitet, finder vi aldrig ud af, hvorvidt han har – eller ikke har – overtrådt paragraf 109 om laek af fortrolige statshemmeligheder.