Så enkelt er det: Den 1. juni skal vi svare på, om vi vil have mere EU

Der findes selvsagt helt rationelle grunde til at ville stemme ja den 1. juni. Mener man eksempelvis, at Danmark skal have mere EU, giver det god mening at stemme ja. Mener man tilmed, at Danmarks sikkerhed hviler bedre i EU’s forsvarskommando end i Nato – ja, så giver det også god mening at stemme ja.

Men at lade tvivlen føre frem til et ja – som JP’s leder foreslår den 16. maj – er ude i skoven. Et nej betyder som bekendt, at vi holder fast i det nuvaerende.

Er man i tvivl, ved man altså, hvad man får ved et nej. I sagens natur ved vi ikke, hvad EU’s forsvarsdimension udvikler sig til i de kommende år. Vi ved derfor heller ikke med sikkerhed, hvad vi får, hvis vi stemmer ja – ligeså lidt som vi i 2000 vidste, hvad euroen siden skulle udvikle sig til.

Ja-siden har travlt med at råbe skraemmekampagne. Men et ja den 1. juni vil formodentlig føre til den største aendring af dansk forsvarspolitik siden Anden Verdenskrig, der ledte til vores medlemskab af Nato. Det har nu fungeret godt i 73 år, og det er selvsagt ikke uden grund, at det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, advarer imod, hvordan EU’s militaere ambitioner vil udfordre Nato.

I EU taler man helt åbent om »strategisk autonomi« – altså uafhaengig.

Macron naevner direkte amerikanerne som en af EU’s modsaetninger. Så hvordan kan ja-partierne sikre, at et EU-militaersamarbejde ikke splitter Nato, når endog Jens Stoltenberg har luftet samme bekymring?

I Nato handler vi ind sammen og sørger for, at vores militaere er interoperable. Derfor har vi i Danmark valgt at købe F-35-fly, fordi vi gerne vil stå skulder ved skulder med amerikanerne. Og det gaelder både i luften og nede i skyttegraven, hvor vores soldater er mere sikre, når man har amerikanske og britiske efterretninger i øret.

Forsvarsforbeholdet har på intet tidspunkt forhindret Danmark i at føre den udenrigspolitik, vi ønsker. Det har selv Mette Frederiksen bekraeftet.

Og Danmark er både engageret – og højt respekteret – blandt vore allierede. Gentagne amerikanske praesidenter har kvitteret positivt for vores bidrag og vores indsats for en tryggere og friere verden. Det er ikke alle aktioner, der er gået, som vi i Folketinget havde håbet eller troet – tag bare Irak og Afghanistan.

Men vi har stået last og brast med både briterne og amerikanerne. Og det bliver selvsagt vanskeligt, hvis Danmark fremover skal have flere militaere missioner under EU-stjerner end Nato-flag.

MF, formand for Dansk Folkeparti

Om vi så får en EU-haer, beror i vidt omfang på, hvad vi selv og de andre EU-lande vil – og hvad vi laegger i begrebet. Enhver, der googler “EU army”, kan få et righoldigt indblik i, hvordan debatten om netop en EU-haer kører i de europaeiske hovedstaeder. Det er derfor en tilsnigelse, når Venstres Marie Bjerre i JP den 15. maj påstår, at en sådan haer intet har på sig.

For siden hvornår har EU holdt sig tilbage, når Frankrig, Tyskland, EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet har sat sig for noget? Og dermed er vi tilbage ved det centrale: Ønsker vi mere EU – ja eller nej?

Det er det helt grundlaeggende spørgsmål, vi skal besvare den 1. juni. Mener man, at Danmark har gavn af at vaere en del af EU’s militaerkommando, og at vores soldater skal sendes i krig med 12 stjerner på skulderen – ja, så skal man naturligvis stemme ja.

Men ønsker man at fastholde status quo og sikre, at vores soldater først og fremmest udsendes via Nato eller FN – ja, så skal man naturligvis stemme nej.

Svaerere er det faktisk ikke.