Skal vi bare droppe sygeplejerskerne?

Mine fagfaeller har gjort det klart for omverdenen, at det er ligeløn, der skal til. Hvornår begynder Christiansborg og eliten at tage det seriøst?

Sygeplejersker er en uddøende race – jeg begynder at frygte det.

Forleden var jeg på besøg i

Dansk Sygeplejeråd, hvor jeg var inviteret ind i kraft af min position som regionsrådspolitiker og sygeplejerske. At jeg er med i udvalgene for det naere og sammenhaengende sundhedsvaesen og fastholdelse og rekruttering, passede jo også rigtig godt til emnet. Jeg havde en interessant samtale med kredsformand Kristina Robins og hendes kollega, politisk konsulent Mette Skouboe. De havde begge med stor interesse og nogen bekymring naerlaest Region Hovedstadens udspil med de fem punkter, der handler om et bedre og mere sammenhaengende arbejdsliv for regionens ansatte.

De havde selvfølgelig haft sygeplejerskebrillerne på, og jeg kunne sagtens forstå, hvad de mente, når de undrede sig over, at der ikke var endnu mere fokus på fastholdelse af allerede ansat og ofte erfarent sygeplejepersonale. For hvad hjaelper det at skaffe en masse studerende og nyuddannede, hvis der ikke er erfarne sygeplejersker med overskud til at laere fra sig ude i praksis?

Holdningen til vagtarbejde i regionens udspil gav også årsag til bekymring, og igen var jeg meget enig, for når man selv er sygeplejerske og har arbejdet i skiftende vagter og ved, hvad det gør ved ens krop og psyke, så skal der simpelthen vaere masser af muligheder for at passe et arbejde til en løn, man kan leve godt med, også uden vagtbyrde.

For vagtarbejde er bare ikke for alle – ej heller selv om man er en formidabel sygeplejerske, og det vil vaere at skyde sig selv i foden som offentlig arbejdsgiver at tro, at alle bare kan indordne sig der. Det har virkeligheden for laengst vist os ikke at vaere tilfaeldet. Spørgsmålet er bare, hvornår djøffere og alle dem med administrativt ansvar uden praktisk erfaring med sygeplejerskernes virkelighed forstår det og begynder at handle derpå.

I 80’erne, da jeg var skolebarn, taenkte jeg en del over, hvad jeg skulle vaere, når jeg blev stor. Jeg overvejede mest tandlaege og laege ligesom min morfar og far. Kvinderne i min familie har ikke haft tradition for laengere uddannelser, og derfor var det et pejlemaerke for mig, at jeg skulle finde en uddannelse, hvor jeg ville kunne forsørge mig selv og ikke blev afhaengig af en partners indtaegt.

Jeg fornemmede tydeligt, at kvindernes opgaver i hjem og på arbejdspladser, hvor der var behov for omsorg og pleje, ikke blev vaerdsat saerlig højt af samfundet. Måske hos den enkelte, men ikke på lønseddel og pensionsopsparingen. Det ville jeg gerne have lavet om på. Og allerede dengang fornemmede jeg, at det var et spørgsmål om samfundspolitik og menneskesyn langt mere end fagforeningspolitik.

At jeg så alligevel endte som sygeplejerske, er lidt ironisk at taenke på, men sådan blev det, fordi et arbejde med mulighed for at rejse ud i verden og også at gå ned i tid og prioritere familieliv vejede tungere end udsigten til en god løn.

I mit arbejde som sygeplejerske har jeg haft mulighed for at vaere med i livets største og vigtigste øjeblikke. Ved fødslen af et barn, hvor jeg som sygeplejerske har vejledt, gjort den vordende mor klar til kejsersnit, hjulpet med amning og ikke mindst vaeret der for at tale med og samtidig observere, at alt var godt.

I afslutningen af livet, hvor både den døende og pårørende har haft behov for støtte, information og tilstedevaerelse. Jeg kan både give medicin, vurdere patientens tilstand og vaere der som medmenneske, og den kombination er fantastisk og gør, at jeg i saerlige øjeblikke har haft følelsen af, at jeg virkelig har verdens bedste job.

For mig er der ingen tvivl om, at hele debatten om manglende ligestilling i løn mellem typiske kvinde og mandefag og problemer med mangel på arbejdskraft i den offentlige sundhedssektor skyldes, at de typiske kvindefag med omsorg, pleje og lindring ikke lønnes på lige fod med andre typer arbejde af samme vigtighed og vaerdi for samfundet.

Man kan bryde sig om det eller lade vaere, men løn er i samfundets øjne lig med anerkendelse og giver individet frihed til at arbejde mindre og stadig kunne få de goder, som penge kan købe.

Jeg oplever i den offentlige debat og i mit arbejde som politiker, at folk, som ikke har personlig erfaring med de lavtlønnede ”kvindefag”, ofte har enslydende løsninger på ligelønsproblematikken. De taler meget om, at arbejdsglaede og arbejdsforhold er betydningsfulde. Men os, der rent faktisk har vaeret derude og arbejdet som de berygtede ”varme haender”, ved, at lønnen er afgørende på sigt. Hverken mere eller mindre. Og søgningen skal nok komme, hvis lønnen også er vaerd at gå efter.

Vores største og vigtigste udfordring og den, som sygeplejerskerne modigt og vedholdende og meget ensomt strejkede for i sommer, var et lønløft, fordi vi har voldsom mangel på ligeløn. Vi blev tromlet og trynet og ignoreret på det groveste, men efterhånden kom jordemødre, social- og sundhedsassistenter, socialrådgivere, paedagoger, fysioterapeuter, bioanalytikere med flere på banen, og vi blev også bakket op af skolelaererne og laeger, som alle kunne se idéen i, at vores samfund vaerdsaetter og lønner fag af mellemlang uddannelse lige og ordentligt.

Mange mener, at de unge ved, hvad de går ind til, når de søger ind på de mellemlange videregående uddannelser, men det passer ikke. Man ved ikke, hvad det vil sige at arbejde med pleje og omsorg i timevis hver dag, før man står i det.

Vi skal kunne se på lønsedlen, at det er lige så fint og dyrebart at vaere uddannet til at passe et barn, en nyopereret patient eller en gammel og syg i eget hjem som at have papir på, at man kan reparere en motor eller bygge et hus.

Mange mener, at de unge ved, hvad de går ind til, når de søger ind på de mellemlange videregående uddannelser, men det passer ikke. Man ved ikke, hvad det vil sige at arbejde med pleje og omsorg i timevis hver dag, før man står i det. Man ved ikke, hvad det vil sige at blive brugt og efterspurgt, så man til sidst føler sig aedt op eller helt tom indvendig. Der er en grund til, at mange sygeplejersker og jordemødre siger op kort tid efter en ansaettelse. Man kalder det praksischok. Det er måske et meget godt udtryk, men det er også en voldsom falliterklaering.

I fag, hvor det er meningen, at man skal arbejde med menneskelige relationer i rigtig mange år, er det vigtigt, at der er plads til personlig udvikling. Til videreuddannelse og mulighed for arbejde mere og mindre alt afhaengig af privatliv, lyst og evner. I det hele taget skal vi huske at leve, imens vi arbejder, og ikke bare glaede os til pensionen eller naeste barsel, som mange sygeplejersker bruger som springbraet til en anden livsstil og uddannelse. Det har jeg også selv gjort. Endda flere gange.

Som tingene ser ud i dag, griber mange ansatte i de klassiske kvindefag det mest naerliggende alternativ, når vi får nok, og det er at sige fra vores stillinger i det offentlige. Vi søger vaek. Og vi aergrer os over dem, der sidder med regnearkene og tabellerne og indflydelsen og ikke vil lytte til os.

Giv os ligeløn, Christiansborg! Det er der, det begynder, og kun der.

Og se så en bevaegelse starte, en aegte omsorgsrevolution. Hvor stoltheden ved at yde omsorg og passe på hinanden blomstrer i takt med vores pensionsopsparinger. Hvor vi får frihed til at arbejde med det, vi kan lide, i det antal timer, vi kan holde til. Samtidig med at vores familier og venner kan se os, når de selv har fri fra arbejde og skole. Vi skal kunne holde ferie med vores kaere og ikke have dårlig samvittighed over, at vagtplanen igen ikke haenger sammen. For tro mig, det vil den gøre den dag, alle tjener en ordentlig løn, både til hverdag og fest.