Nordsø-topmødet må vaere den sidste grønne skåltale

Selv om politikernes grønne vindambitioner i Nordsøen bliver større og større, er der fortsat langt til konkrete planer, der for alvor gør noget ved Europas afhaengighed af russisk gas.

Signalvaerdien er staerk, tydelig og set med nationalistiske danske øjne meget positiv. Esbjerg var vaert for denne uges internationale topmøde om etablering af et gigantisk grønt kraftvaerk i Nordsøen.

Opstilling af 10.000 kaempe vindmøller i Nordsøen, der kan opvarme naesten alle huse i EU, er en gigantisk anlaegsopgave, der vil få den jyske havneby som et centralt omdrejningspunkt.

De fire lande, Belgien, Holland, Tyskland og Danmark, går sammen om at koordinere udbygningen af vindkraft til havs i Nordsøen og har sat som mål at opføre 65 GW inden 2030 og 150 GW inden 2050.

Danmark har til sammenligning opstillet 2,3 GW i de danske farvande i dag.

Krydret med et lynvisit fra EU-Kommissionens forkvinde, Ursula von der Leyen, var der ikke et øje tørt i Esbjerg onsdag eftermiddag.

Det er en politisk cocktail af bedste skuffe. Europa bliver gjort fri af energiforsyning fra Rusland, vejen mod klimaneutralitet lettes, mens der er masser af job og velstand for europaeerne.

På sidelinjen står alverdens pensionskasser og andre finansielle investorer med dybe lommer og skriger på grønne energiprojekter, som de kan investere i.

Store vindmøller 100 km ude i Nordsøen er tilmed svaere at se eller høre inde fra strandkanten langs den jyske vestkyst.

Det er med andre ord en drømmeløsning. Alle, der gerne vil have en del af kagen, hepper løs og bifalder de storslåede planer. Men der er desvaerre ikke meget nyt under solen.

De ambitiøse mål for 2030 er en sammentaelling af de fire landes individuelle mål, mens der er fyret op under ambitionerne for 2050. Det er om 28 år. Meget kan have aendret sig inden for alternativ energi til den tid.

Krigen i Ukraine og frygten for en russisk nedlukning af gasforsyningen til Europa har fået politikerne over en meget bred front op af stolene og fremskynde alle planer om mere grøn energi.

Nu kan skåltalerne ikke komme fra et højere sted. Nordsø-topmødet i Esbjerg overgiver nu stafetten til konkrete handlinger, hvis de opskruede grønne ambitioner skal have luft under vingerne.

Kløften mellem de opstillede mål og virkelighedens verden har naeppe vaeret større end nu.

Der er i årevis blevet peget på en masse benspaend for at accelerere udviklingen, men markedet står stille.

Politikerne bliver nødt til at gribe i egen barm for at gøre noget ved stilstanden.

Den første store hindring er en manglende og for langsommelig godkendelsesproces. Nu ser det langt om laenge ud til, at store havarealer bliver udlagt som forhåndsgodkendte til havvindmøller. Det er et kaempe fremskridt, da det ikke kun vil få mere vindkraft op hurtigere, men forhåbentlig også få flere store projekter i gang på samme tid.

Det vil selvfølgelig kraeve mere koordinering, mens der skal tages tunge beslutninger om at investere heftigt i mere infrastruktur for at kunne lagre, omdanne og transportere den grønne strøm.

Den naeste udfordring er at sikre sig den nødvendige kapacitet i vindindustrien til at levere de mange møller, fundamenter og kabler til konkurrencedygtige priser og baeredygtig kvalitet.

De seneste regnskaber fra de store vestlige mølleproducenter er ikke opløftende laesning, hvor lønsomheden er ekstrem presset med begraensede ressourcer til at investere i ny teknologi, mere kapacitet og integration med andre energiformer.

I kulissen truer de kinesiske møllefabrikanter, der på ryggen af et lukrativt, beskyttet hjemmemarked har vokset sig store og er klar til en global ekspansion.

Den udbredte frygt er, at den europaeiske vindmølleindustri bliver udkonkurreret på samme måde, som det skete med solcelleproduktionen. Sort energi er afhaengig af Rusland. Det giver ingen mening at lade grøn energi vaere afhaengig af Kina.

Kapitalen står i kø for at blive investeret i den grønne omstilling. Men det er en sandhed med modifikationer. Der skal vaere sund økonomi i klimavenlig energi, og derfor er der brug for at kigge på tarifstrukturen, når grøn strøm skal flyttes og omdannes til andre energiformer.

Det giver ingen mening at lade grøn energi vaere afhaengig af Kina.

Det kan meget vel vaere, at tiden for direkte statsstøtte til vedvarende energi er slut, men fremtidens integrerede energiforsyning kommer naeppe op at stå uden statslige garantier og støtteordninger. Der er ikke brug for flere topmøder. Det er tid til konkrete initiativer, hvor udbygningsplaner, der kan realiseres hurtigt og på denne side af 2030, er i høj kurs. Det er på tide, at dem med projekter, der kan gennemføres og realiseres på rekordtid, får ikke kun taletid men også lydhørhed.

Selv om det er historiske tider, skal gennemgribende og kostbare beslutninger for fremtidens energisystem traeffes nu.