En historisk energirevolution ruller – her er de blinde vinkler

Danmarks engagement i at tidoble elproduktionen fra havvind på Nordsøen er banebrydende. Men forsyningssikkerhed kraever langt mere end vind og sol.

Det kraevede en ny sikkerhedspolitisk trussel fra Rusland. Og et par somre med oversvømmelser og ekstrem hede på kontinentet. Men så faldt tiøren også efter årtiers politisk fedtspillen i klima- og energidebatten.

Derfor kan maj 2022 ende med at gå over i historien som perioden, da klimaet ryddede bordet og overtog den politiske dagsorden i Europas hovedstaeder. Så stort er perspektivet i lanceringen af dels den nye aftale mellem Danmark, Tyskland, Holland og Belgien, som tidobler elproduktionen fra havvindmøller i Nordsøen til at kunne servicere 230 mio. europaeiske husstande i 2050, dels EU-Kommissionens parallelle praesentation af omstillingsplanen Repower EU, der mere end fordobler vindkapaciteten i Europa inden 2030.

Det egentligt banebrydende er, at der ikke er tale om endnu en portion svulstige ord uden handlekraft i halen. Denne gang følger penge, lovgivning og en forpligtende sammensvejsning af EU’s energi-infrastruktur med. Det er nyt.

Tilsammen udgør de to udspil et af de største investeringsprogrammer i Europa nogensinde. Der skal adskillige tusinde milliarder kroner på bordet over de kommende år. Pengene findes i rigt mål. Mens traditionelle investeringer i disse år har mere end svaert ved at indfri de professionelle investorers og pensionskassers krav om afkast, er der enorme maengder af privat kapital til rådighed for investeringer i nye energisystemer. Udfordringen har hidtil vaeret, at projekterne er risikobetonede og bureaukratiske. Det første kan investorerne håndtere. Det andet – en ventetid på ofte 8-10 år for at opnå myndighedsgodkendelse af nye projekter – er kryptonit for professionelle mennesker, der ved, at jo laengere der går, inden vision bliver til produktion, jo mindre bliver sandsynligheden for, at de formodede afkast triller i kassen.

Derfor er det en virkelig lovende start, at Europas politiske elite tilsyneladende har forstået, at bureaukratiet skal vaek, hvis den grønne omstilling med tilhørende energipolitisk forsyningssikkerhed skal have gang på jord. Og at den, som tager risikoen, gerne må tjene penge i den anden ende af de projekter, som entydigt kommer borgere, erhvervsliv og samfund til gode på langt sigt.

Den store satsning på vedvarende energi er en redningskrans til den nødlidende danske vindmøllebranche. Den hårdt tilkaempede globale position er mere end truet af kinesiske konkurrenter som Mingyang og Goldwind. Tidligere har kinesiske virksomheder orienteret sig imod deres enorme hjemmemarked, mens vestlige vindmøllekoncerner har siddet på stort set hele markedet i resten af verden.

Men over de seneste tre år har de kinesiske vindmølleproducenter mere end fordoblet deres eksport. Nu kan danske koncerner som Vestas og Ørsted håbe på, at fremtidens energihøst i Nordsøen tilfører en markant styrket konkurrencekraft. Stordriftsfordelene ved at blive hovedleverandører til et nyt, centralt el- og varmenetvaerk på tvaers af verdens tredjestørste økonomi er til at få øje på.

Jo, der er grøde i energipolitikken. Men der er også hår i suppen, og de lyser i neon. Sandheden er nemlig, at planerne, trods deres historiske visioner, slet ikke er tilstraekkelige. Fremtidens vedvarende energisystem kan hverken i Danmark eller EU begraense sig til havvind- og solenergi. Det kraever et vaesentligt mere avanceret energimix at fastholde en stabil leverance til et til stadighed mere energihungrende marked.

Fremtidens vedvarende energisystem kan hverken i Danmark eller EU begraense sig til havvind- og solenergi.

Når tidshorisonten nu engang er så lang, må nye energiteknologier taenkes ind i planerne. Det gaelder geotermisk energi – jordvarme. Det gaelder hydrogenteknologi, der kan erstatte CO2-udledende naturgas. Det gaelder batteriteknologi og udvikling af energibesparende produkter. Og så taler vi jo altså i den store sammenhaeng ikke kun om den energi, der løber i rør og kabler ud til husholdninger og erhvervsliv. Vi taler også om en omkalfatring af hele transportsektoren fra skibsfart over erhvervslivets landtransport til privatbilismen.

Vi er stadig i en virkelighed, hvor EU-landenes kulforbrug med tilhørende udledning af drivhusgasser i 2021 voksede for første gang i fem år. Det er bagtaeppet for ugens store og meget lovende energiplaner. Endelig rykker Europa. Men det er kun første acceleration af de mange, der er nødvendige, hvis de klima- og sikkerhedspolitiske mål skal kunne indfries inden for den tidshorisont, vi i dag kan overskue.