Mette Frederiksen gør klar til valg. Men to store knaster udstiller hendes magtesløshed

Der er begrundet optimisme at spore i regeringen før folketingsvalget. Men under overfladen ligger både et realpolitisk og et strategisk problem, der er naesten umulige at løse.

»Magtesløs! Det er der vist ikke mange, der mener, at den her regering er!«

Statsminister Mette Frederiksen sendte den kaekke bemaerkning afsted i sin tale ved Socialdemokratiets årsmøde i Aalborg i denne weekend.

På den ene side en morsomhed, der skulle tage de mange anklager om regeringens magtfuldkommenhed og den alvorlige kritik af Mette Frederiksen i minkskandalen lidt overskudsagtigt ned.

Og på den anden side et forsøg på kort inden et folketingsvalg at minde de danske vaelgere om, at Mette Frederiksen er sådan en slags statsminister, der har både evnen og viljen til at gribe ind og tage fat med de helt store politiske svensknøgler, når der er kriser, der skal løses.

Som f.eks. lige nu, hvor Danmark står i det, der måske kun er begyndelsen på en alvorlig inflations- og energikrise, der ikke har vaeret set magen til i de seneste mere end 40 år.

Grund til optimisme

Mette Frederiksen har vaeret alvorligt presset i meningsmålingerne, lige siden Minkkommissionen afleverede sin bredside mod hende i sommer. De har konsekvent vist, at flertallet bag Frederiksens regering er vaek, og at en blå regering er en realistisk mulighed.

Men på trods af målingerne og det radikale valgultimatum, der naermer sig med ubønhørlige skridt og nu kun ligger to uger ude i fremtiden, er der optimisme at spore i regeringen. Her trives en staerk tro på, at den blå føring kan slides ned, jo mere valgkampen kommer i gang, og jo laengere vaek minkskandalen kommer fra vaelgernes bevidsthed: »Tiden arbejder for os!«

Indtil videre måske mest et håb, men bestemt heller ikke uden sandheder:

Sandt er det f.eks., at vaelgere har det med at satse på det velkendte og sikre, når der er krisetider som nu. Minksagen til trods er krisehåndtering fortsat et ekstremt vigtigt trumfkort for Mette Frederiksen.

Sandt er det også, at regeringen og Mette Frederiksen de seneste uger har sendt en blitz af politiske forslag afsted, som i høj grad har vaeret i stand til at forme den offentlige debat. Alt fra loftet over huslejestigninger til indefrysningen af dele af danskernes energiregninger – og ikke mindst meldingen om højere løn til i hvert fald nogle offentligt velfaerdsansatte.

Og i politik har den, der kan definere dagsordenen i en valgkamp, allerede vundet det første stik.

Endelig er det også sandt, at det er lykkedes Socialdemokratiet at saette alvorlige angreb ind på Mette Frederiksens hovedmodstander, den konservative formand Søren Pape Poulsen, hvis parti i øjeblikket fører kapløbet om at blive det største i den borgerlige fløj. Ingen socialdemokrat forpasser i disse dage nogen chance for at råbe ud fra byens tage, at Søren Pape vil rundbarbere den offentlige sektor og forgylde de rigeste med topskattelettelser.

Magtesløs statsminister

Jo, der er lysninger at ane for regeringen – men to store problemer skygger fortsat og kan vise sig umulige at løse for selv den mest magtfulde regering. Det ene er realpolitisk – og det anden strategisk.

Det altoverskyggende problem for de fleste danskere netop nu er inflationen og de stigende priser på saerligt fødevarer og energi.

Inflationshjaelp står højt på den politiske dagsorden. Mette Frederiksen fremhaevede i sin tale både varmechecken, huslejeloftet og ekstra hjaelp til pensionisterne, og hun åbnede også for at saenke elafgiften yderligere.

Men sagen er den dystre, at ingen af de forslag, hverken regeringen eller oppositionen er kommet med, kan bremse eller standse inflationen. De kan højst afbøde en lille del af effekten for enkelte grupper af vaelgere. For inflationen er for det første et internationalt spøgelse, og den kan for det andet kun bekaempes med barske metoder, der traekker luft ud af økonomien. Rentestigninger, skattestigninger eller saenkede offentlige udgifter. Den slags gør ondt og risikerer at skade både beskaeftigelsen og vaeksten i økonomien.

I realiteten er Mette Frederiksen derfor naermest magtesløs over for inflationen, og det kan naturligvis ikke skjules i laengden. Da regeringen fremlagde det, den først kaldte et »loft over energiregningerne«, stod det hurtigt klart, at der slet ikke var tale om et egentligt loft over regningen, men derimod blot mulighed for at låne til at betale en del af den. Penge, som før eller siden skal betales tilbage med renters rente.

Rwanda-problemer

Endelig er der de strategiske problemer i forhold til regeringens støtteparti, De Radikale. De har nemlig ikke kun besluttet sig for at fremtvinge valget senest ved folketingets åbning, men har også udfordret regeringen på Mette Frederiksens allerhelligste politiske gral: udlaendingepolitikken. De Radikale har erklaeret, at de ikke vil støtte nogen regering, der arbejder videre på et modtagecenter for asylansøgere i det afrikanske land Rwanda.

I sidste ende handler det om langt mere end bare det konkrete Rwanda-forslag. Det er i virkeligheden et radikalt krav om en vetoret over for Socialdemokratiets udlaendingepolitik, som der ellers er et flertal for i både Folketinget og befolkningen. Og det er et angreb på hele Mette Frederiksens politiske projekt gennem de seneste syv år: nemlig at fratage De Radikale netop den vetoret.

Det er en konflikt, som det er umuligt at se en mindelig løsning på. Intet tyder på, at Mette Frederiksen kan fortsaette som statsminister uden parlamentarisk støtte fra De Radikale. Men realpolitisk kan hun ikke holde til at afgive kontrollen med sin regerings udlaendingepolitik.

Så vil hun for alvor have afsløret sig som aldeles magtesløs.