Sebastian Lynggaard går til kamp mod patriarkatet
Sebastian Lynggaard, der står bag meme-profilen Herlige Svend, vil med en ny bog have os til at tale om patriarkatets konsekvenser for manden. Den samtale er i generationer blevet forsømt af maend selv, lyder det. Et passende sted at begynde? I omklaednin
Engang var Sebastian Lynggaard bange for maend med sølvhår. Nu hader han dem i stedet. »Der er selvfølgelig en misundelse, det er klart,« griner han og stryger hånden over den skaldede isse. »Ej, men det handler jo om, at hvis jeg med en pistol for panden skulle placere noget skyld for, at jeg har skullet kaempe med de her ting, er det nogle af de aeldre, der har sovet i timen. Altså dem med sølvhår.«
Hvad er det, de skulle have gjort?
»De skulle have fortalt os sandheden, synes jeg.«
»De skulle have fortalt os sandheden om, at vi har de samme behov som kvinder. Og at de rent faktisk godt ved det, fordi de selv har det samme følelsesregister. Der er nogle samtaler, de har forsømt, og jeg tror det har skabt rigtig mange unge maend i dag, som har det mega svaert. Maend, som er svaere for deres omgivelser, fordi de virker følelseskolde og er udadreagerende. Det er sådan, vi har laert at håndtere vores problemer – med vrede – i stedet for at snakke om det,« siger Sebastian Lynggaard.
For sandheden er ifølge Sebastian Lynggaard, at maend har samme behov for dybe relationer, samme følelsesregister, samme tvivl som kvinder. Og at de eneste maend, der i dag lever op til det stoiske mandeideal, er dem, man ser på film eller møder i populaerkulturen. Her er manden bare overflade. Det er det, som han kalder »det helt stille stenideal, som altid har en plan og bare begynder at gå«. Ikke så meget samtale, ikke så meget tvivl, ikke så mange følelser. Men det er en løgn, mener han.
»Det er så åbenlyst, at der i virkeligheden ikke er nogen af os, der lever op til det mandeideal, jeg er vokset op med. Vi har bare glemt at sige det til hinanden,« siger han.
Patriarkatet er en lort
Det er den samtale, som Sebastian Lynggaard, der står bag meme-profilen Herlige Svend på Instagram, med sin nye bog, ”Mandsforraeder”, vil saette gang i. Så alle kan vaere maend på den måde, de har lyst til. Bogen er ikke et frihedsbrev. Det er en arbejdsbeskrivelse. For Sebastian Lynggaard er nervøs.
»For at vi får en stor andel af det, man kunne kalde en tabermand. Som oplever, at samfundet er imod det at vaere mand – deres vigtigste identitetsmarkør. At de oplever, at vi prøver at rykke mandeidealet et andet sted hen, i stedet for at gøre det mere inkluderende. Og for at de maend, der rent faktisk forstår det, ikke løfter deres opgave og taler om det. Det her er en opsang til dem,« siger han.
Men skylden kan i virkeligheden ikke bare placeres hos sølvraevene, mener han. Det ville vaere forkert, for deres faedre har forsømt den samme samtale. Det handler om frygt for at falde uden for mandekassen. Om »mikropåvirkninger fra vi er nul år gamle«, som han siger. Om patriarkatet – og de forventninger til kønnene, det har skabt.
Tidligere, når Sebastian Lynggaard hørte det ord, pa-tri-ar-kat, forestillede han sig en stor borg beskyttet af maend, mens en masse vrede kvinder stormede den. Nu ser han i stedet en lort for sig. En eller anden har lagt den på arbejdspladsens toiletgulv, men ingen vil tage ansvaret og få den fjernet.
»Lige så snart vi snakker om den lort, står alle maendene og diskuterer, hvem der har lagt den. Det finder vi aldrig ud af, men den skal jo for helvede fjernes. Det er bare noget, der skal gøres, for det er ikke behageligt for nogen, at den lort ligger der. Den er heller ikke behagelig for maendene. Lorten betyder, at vi maend ikke kan vaere, som vi har lyst til,« siger han.
Og den lort er saerlig tydelig et bestemt sted. Der, hvor »man er hver sin mere eller mindre kiksede udgave af en graesk statue med et lille klaede omkring sig«.
I omklaedningsrummet.
Sendt på rundboldbanen
Egentlig synes Sebastian Lynggaard ikke, at hans teenagetid på de hvidklinkede gulve blandt svedige armhuler og beskidte fodboldshorts var noget saerligt. Den var som alle andres. Hverken vaerre eller bedre.
Han var nervøs for at vaere under bruseren med de jaevnaldrende drenge eller stå udsat (centralt) i rummet. I omklaedningsrummet handlede det mest om ikke at tabe og ikke så meget om at vinde. Man fandt sammen om at haenge hinanden ud.
En gang efter fodbold tog nogle af drengene hans tøj, mens han var i bad. De løb ud og lagde det på en af banerne, og så måtte han løbe rundt derude med det lille håndklaede omkring sig, mens seniorholdet traenede på opvisningsbanen ved siden af.
Men det var bare sådan, det var. For alle. Det var bare for sjov – og ikke aegte. Det er sådan, maend ifølge Sebastian Lynggard har laert at bygge faellesskaber. På humor og ironi frem for social nysgerrighed. Maend er dårlige til at tale om følelser og tvivl, fordi maend ikke har laert det – de bliver set som mere simple vaesner uden det behov.
»Vi bliver sendt på rundboldbanen, når der er klassens time og pigeproblemer, for der er ingen grund til, at vi er med. Men det er en bjørnetjeneste, for så laerer drenge ikke at snakke om de svaere ting. Ting, der er hårde, men som også skaber dybere relationer. Dem har vi alle brug for, ikke kun piger. Vi maend laerer at vaere sammen i aktivitet i stedet for samtale. Men ligesom man skal laere at nakke bolden med det runde bat, skal man laere at dele ud af sine følelser og tvivl. De udfordringer, vi har i vores følelsesliv, bliver ikke løst af en befrier. De bliver løst af en samtale. Vi bliver nødt til fra barndommen at laere, at alle børn har det samme følelsesregister. Tap eller ikke tap,« siger han.
Ekspressivt underligt
Det gik først relativt sent op for Sebastian Lynggaard, at han egentlig ikke følte, han passede ned i ”mandekassen”. På overfladen passede han ind, han spillede fodbold og kunne godt »mime lidt af den samtale«.
I dag taenker han på episoden med tøjet som mobning, ligesom han godt kan se, at han på en måde var lidt mere ekspressivt underlig. Der var noget over ham.
»Måske er det dét, der kommer til udtryk
i, at jeg i dag laver memes med dyr,« joker han.
»Men vores forestillinger om køn har det med at vaere så simple. Vi har lavet tre kasser: maend, maend, der er til maend, samt kvinder. Og det kan vaere svaert, hvis man ikke rigtig føler, at man hører til i en af de tre kasser. Det er en vigtig samtale at have sammen.«
I stedet fandt han et faellesskab hos pigerne. Her var han sikker på ikke at falde udenfor – det gjorde han jo på en måde allerede i kraft af sit køn. Der var ikke så meget at tabe som ovre hos drengene.
»Drengefaellesskaber er noget, man tror, man har i kraft af sit køn. Man siger til sig selv, at det kan man altid falde tilbage på, hvis det ikke går ovre hos pigerne. Men hvis man falder uden for kategorien der og får at vide, at man ikke er helt drenget, og f.eks. bliver kaldt en svans, mister man en fundamental del af sin identitet,« siger han.
Fordi risikoen for at blive kaldt svans hos drengene er større?
»Praecis. I de svage faellesskaber leder man efter de ting, man ikke er, for at skabe et faellesskab. Mindrevaerd og mangel på selvvaerd er skyld i, at vi haenger hinanden ud. Selvvaerd bygger man op ved at blive tryg i sig selv. Det kan man ikke gøre på en rundboldbane. Hvis du kun laerer at elske dig selv på en rundboldbane, bliver det svaert, når battet ikke er der,« siger han.
Hvordan får vi så opbygget det drengefaellesskab?
»Man vil riiiigtig gerne have, at der er nogle aktiviteter, som kan hjaelpe os, at der er en form for arena, man gå ind i, og så kører bussen, ikke? Men sådan fungerer det ikke. I det her er processen løsningen. I stedet for altid at gå til sin mor eller sin kone, når man er ked af det eller i tvivl, skal man begynde ind imellem at gå til sine drenge. For så putter man jetoner i en dybere og mere meningsfuld relation. Der er ikke en person, der skal gøre det mere end andre. Alle skal gøre lidt, for det er en strukturel udfordring.«
Hvad så, når det ikke bliver taget godt imod?
»Vi skal vaere gode til at insistere. Når vi skal fortaelle om tvivl, bliver vi som espeløv. Det er klart, at nogle ikke vil vaere vant til den del af maends følelsesregister, men vi er nødt til at vaere den forandring, så det kan blive aendret,« siger han.
Nervøs for omklaedning
Sebastian Lynggaard synes stadig, at det er graenseoverskridende at traede ind i et omklaedningsrum. Det gaelder i konkret såvel som i overført betydning – som i rum, hvor maend har privilegeret adgang, hvor man har hinanden »mano a mano«, på tomandshånd.
Den ene årsag giver sig selv: Fordi man er blottet, selvfølgelig. Men nervøsiteten er der også, fordi han kan maerke, at andre maend ikke synes, det er fedt at vaere i det rum. Det skal overstås.
Men Sebastian Lynggaard tror, der er et stort uforløst potentiale, som maend formøbler lidt for tiden. I virkeligheden kunne det godt vaere en god oplevelse at klaede om sammen. Maend kunne bruge deres mund og tale med hinanden imens.
»Men vi kan ikke se idéen i at blotte os. Vi forstår ikke, at det er en investering i både relationen og os selv at fortaelle om den tvivl og usikkerhed, vi alle sammen har i os. Vi kan ikke se formålet, for vi har ikke laert det. Men når vi ikke deler mere af os selv, investerer vi ikke i faellesskabet. Så bliver omklaedningsrummet bare endnu et rum, hvor vi ikke snakker om ”sådan noget”. Vi glemmer, at vi er med til at skabe rummet – og vores eget køn,« siger han.
I Sebastian Lynggaards nye bog slutter hvert kapitel med et brev til hans tidligere jeg. Om noget, han gerne ville have vidst dengang. De starter med »Kaere fortids-seb, min ven. Din søde, lille idiot«. Eller med »Kaere young-gun-Sebber«. Eller »Kaere Sebolademad«.
Hvad ville han skrive, hvis han kun kunne skrive én ting?
»At den kaerlighed, jeg som dreng troede, at kvinder havde mere patent på at udvise og modtage, den har maend faktisk lige så stor ret til. Jeg ville ønske, at jeg kunne have banket det ind i hovedet på mig selv, for der gik fandeme lang tid, før jeg forstod det.«
Hvis du kun laerer at elske dig selv på en rundboldbane, bliver det svaert, når battet ikke er der. SEBASTIAN LYNGGAARD, FORFATTER