En vigtig dom på Frederiksberg

En virus havde grebet det danske samfund i 2020 og 2021. Det var ikke bare en coronavirus, men en underliggende virus, der medførte en blodrus hos de danske myndigheder rettet mod alle, der ikke fulgte coronarestriktionerne til punkt og prikke eller erklaerede sig uenige i regeringens politik og håndtering af pandemien.

Derfor er det glaedeligt at konstatere, at en form for rationel normalitet har genindfundet sig i retsstaten. Sådan kan man i hvert fald vaelge at tolke, at en domsmandsret ved Retten på Frederiksberg torsdag i sidste uge pure frifandt tre maend, som i januar 2021 blev anholdt og sigtet efter en meget alvorlig paragraf om statskup, fordi de til en demonstration havde haengt en dukke, der forestillede statsminister Mette Frederiksen op i en lygtepael. På maven bar dukken, som der senere blev sat ild til, et skilt, hvorpå der stod: »Hun må og skal aflives.«

Maendene blev senere tiltalt efter en noget mildere paragraf om trusler mod en offentlig ansat, men heller ikke det fik domsmandsretten på andre tanker. I den forstand står frifindelsen som symbol over en retspolitisk skandale, hvor maendene først blev sigtet for landsforraederi og hensigt om statskup og siden varetaegtsfaengslet i to måneder for at benytte deres grundlovssikrede ret til at kritisere regeringen.

Politiet har ikke villet oplyse, hvem der i sin tid meldte de tre maend til politiet, og det er sådan set også underordnet, for sagen er et udtryk for den tilstand, som landets myndigheder befandt sig i på det pågaeldende tidspunkt. For selv om regeringen undervejs, ikke mindst i minksagen, viste, at der ikke var langt til de panikagtige reaktioner og uddeling af så ligger ansvaret i dukkesagen for de hårdhaendede sigtelser hos anklagemyndigheden.

Ligesom det også var myndighedernes ansvar, da politiet dukkede op og anholdt en på det tidspunkt 29-årig kvinde fra Aarhus, som havde delt et billede af dukken på Facebook. Og ved en anden demonstration mod coronarestriktioner blev en kvinde idømt to års faengsel for at have opildnet til vold, fordi hun fra en talerstol havde opfordret til at »smadre byen på en ikkevoldelig måde«.

Dommen blev senere nedsat til to måneder. Netop det understreger den saerlige coronablodrus, som havde grebet selv de institutioner og myndigheder, som man i en retsstat kan ikke bare forvente, men kraeve holder hovedet koldt selv i pressede situationer. Derfor er dommen ved Retten på Frederiksberg vigtig. For den dokumenterer, at en form for kølig fornuft har genindfundet sig i den danske retsstat efter to år med saerlovgivning og mulighed for fordobling af straf, hvis lovbruddet var coronarelateret.

Samtidig er dommen en sejr for ytringsfriheden og for borgernes ret til at udøve magtkritik. Ligesom det ikke er paent at braende bøger af i protest, er det heller ikke specielt smagfuldt at braende dukker af, som forestiller magthavere.

Men ytringsfrihed er ikke en aestetisk kategori, hvor det smagfulde i handlingen skal til diskussion. Det skal kun, om det er inden for gaeldende ret.

Det har Retten på Frederiksberg heldigvis slået fast er tilfaeldet, men samtidig er dommen også en illustration af den paniske tankeløshed og proportionsforvraengning, som praegede landet under pandemien. Skulle en lignende situation opstå igen, er det lige så vigtigt at huske på de panikreaktioner, som truede retstilstanden i landet, som på den faelles enighed om håndhygiejne og passende afstand.