Debatten, du ikke kommer til at høre i valgkampen

Det er beklageligt, at forvalgkampen har udviklet sig til en primitiv talkrig mellem Socialdemokratiet og De Konservative. Det forhindrer nemlig, at vi får en oplyst diskussion af, hvad der er de egentlige problemer med velfaerdsstaten.

Som en slags Oplysning til Borgerne om Samfundet skal jeg på de følgende linjer forsøge at råde bod på den uheldige situation.

I den tidlige velfaerdskritik – forfattere som Jørgen S. Dich og Henning Fonsmark – blev det antaget, at velfaerdsstaten ikke havde nogen bremsemekanisme. Og fordi den ikke havde nogen bremsemekanisme, så var det eneste, der kunne saette en stopper for dens vaekst, en statsbankerot.

Imidlertid har velfaerdsstaten i vore dage en bremsemekanisme. Det er budgetloven fra 2012, der saetter en forholdsvis restriktiv graense for, hvor meget gaeld staten må optage.

Bremsemekanismen er ikke 100 pct. perfekt. For den forhindrer ikke skattestigninger. Imidlertid har skattestigninger dynamiske effekter – for eksempel at graensehandel bliver meningsfuld syd for Limfjorden i stedet for som nu syd for Kongeåen – som Finansministeriet vil advare enhver regering indtraengende imod at ignorere.

Samlet set betyder det, at velfaerdsstaten aldrig nogensinde kan blive vaesentligt større, end den er i dag. Det – og ikke alt muligt andet

En velfaerdsstat, der kan løse sine kerneopgaver inden for den økonomiske ramme, kraever et hårdt opgør med saerinteresserne. Arkivtegning: Rasmus Sand Høyer

– er udfordringen for enhver regering: Den totale regning for systemet kan aldrig overskride 47-48 pct. af bnp.

Når det er en udfordring for enhver regering – men navnlig en rød – at velfaerdsstaten aldrig kan blive større, er det, fordi kravene om mere velfaerd modsaetningsvis altid kan blive større. Og specielt op til en valgkamp vil vaere astronomiske.

Kravene om mere velfaerd fremføres til hver en tid, og navnlig op til valgkampe, med en øredøvende styrke. Hvis ikke der øjeblikkeligt tilføres flere midler til hospitaler, psykologer, plejehjem, socialforsorgen, skolerne, gymnasierne, universiteterne, politiet, faengslerne, og hvad man ellers kommer i tanke om, er det ikke 100 pct. sikkert, at Jorden vil gå under. Men taet på i hvert fald.

Saerinteressernes krav om mere velfaerd fremføres på Christiansborg beredvilligt af navnlig Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti. I en grad, så man nogle gange taenker, at disse to partier er en slags postkasser. Hertil kan enhver interesseorganisation i den offentlige sektor indsende sine krav og ønsker. Så vil de ved førstkommende lejlighed blive formuleret som beslutningsforslag og laest op fra Folketingets talerstol.

Den grumme sandhed – som Socialdemokratiet også kender og forstår, når partiet er i regering – er, at disse krav aldrig nogensinde kan komme i naerheden af at blive honoreret. Laegger man dem sammen, overskrider de nemlig langt den lille halvdel af bnp, festen maksimalt kan komme til at koste.

I disse år er der ovenikøbet en supplerende årsag til, at det er umuligt at honorere saerinteressernes krav, som også Socialdemokratiet udmaerket kender: Den arbejdskraft, der rent teoretisk ville vaere nødvendig, hvis man besluttede sig for at indfri saerinteressernes krav, findes ikke.

Op til valget i 2019 lovede Socialdemokratiet for eksempel at ansaette 1.000 sygeplejersker. Indtil videre er det blevet til 81. Så hvis partiet ikke skal beskyldes for løftebrud, skal der altså ansaettes 919 sygeplejersker inden for de naeste fire-fem uger. Det virker, for at sige det diplomatisk, ikke sandsynligt, at det kan lade sig gøre.

Den eneste måde, man kan skabe en velfaerdsstat, der kan løse sine kerneopgaver inden for den økonomiske ramme, er et hårdt opgør med saerinteresserne.

Man må befri den samlede offentlige sektor for en enorm dødvaegt af medarbejdere, der ikke frembringer kerneydelser. Men sysler med verdensmål, mangfoldighed, ligestilling, proceskoordinering, udvikling, dokumentation og andet pseudoarbejde, der typisk er opfundet efter år 2000.

Det kan ikke gøres, uden at Folketinget indfører ny lovgivning, der er mindre kompleks og dokumentationskraevende end den eksisterende. Hvis jeg med et slag på tasken skal vurdere svaerhedsgraden i denne opgave, vil jeg sige, at den ligger på linje med kommerciel udnyttelse af fusionsenergi.

Men endnu svaerere for navnlig en rød regering end både regelforenkling og kernefusion er at afvise saerinteresserne. For saerinteresserne er den politiske base for hele den røde blok.

De fleste, der er beskaeftiget med nyttige sysler inden for den offentlige sektor, stemmer rødt. Og alle, der er beskaeftiget med unyttige, gør det. Rød blok er saerinteressernes garanti for, at de ikke vil blive arbejdsløse.

Omvendt er saerinteresserne de røde partiers garanti for, at de ikke kommer i opposition. Derfor har de brug for hinanden og vil ikke svigte hinanden.

Den rigtige, hårdtslående kritik af Socialdemokratiet og rød blok bør altså tage udgangspunkt i, at yderligere vaekst i den offentlige sektor forudsaetter to ting, der ikke kan lade sig gøre: at den økonomisk set kan blive vaesentligt større, end den er i dag. Og at der i det hele taget findes mennesker, der kan løse de ekstra opgaver, man forestiller sig.

Den eneste måde, man kan få et staerkere fokus på de kerneopgaver, der gavner almenvellet, er at tage et opgør med de overflødige opgaver, der alene gavner saerinteresserne. Men det vil de røde partier aldrig tage – fordi det er ensbetydende med et opgør med deres egne vaelgere.

Dette er de egentlige problemer med hensyn til velfaerdsstaten.

Derfor vil du aldrig nogensinde komme til at høre om dem i valgkampen.