Danmark, Faerøerne og Grønland er nødt til at rykke taettere sammen om Arktis-politik
Efterhånden som Arktis bliver storpolitisk kampplads, bliver det endnu vaesentligere, at rigsfaellesskabet arbejder sammen om at forsvare og overvåge området. Det er både udenrigspolitik og mellemrigspolitik på samme tid.
Gennem en årraekke er Grønlands og Faerøernes indflydelse i udenrigspolitiske spørgsmål vokset. Aktuelt ses det i den aftale om implementeringen af Arktis-kapacitetspakken på 1,5 mia. kr., som blev indgået mellem Danmark og Grønland i maj 2022. Pakkens indhold var ellers blevet forhandlet på plads mere end et år tidligere af danske politikere, men måtte altså en tur i den dansk-grønlandske forhandlingsmaskine, førend f.eks. to nye overvågningsdroner kunne blive en realitet.
Med andre ord blev forhandlingerne om Arktispakken til mellemrigspolitik: politisk debat og forhandling mellem de tre rigsdele, som hverken er rendyrket udenrigs- eller indenrigspolitik. Når Danmark fører forsvarspolitik i Arktis og Nordatlanten, sker det på grund af rigsfaellesskabets saerlige statslige konstruktion på andre praemisser, end når Danmark f.eks. deltager i Natos afskraekkelsesprofil i de baltiske lande.
Dansk deltagelse i Natos fremskudte tilstedevaerelse i Estland er en beslutning, som traeffes i Danmark af danske politikere, hvorimod opsaettelsen af en Nato-radar på Faerøerne kraever dialog med det faerøske landsstyre. I lyset af truslen fra Rusland bliver den mellemrigspolitiske forhandling og debat kun vigtigere og i langt højere grad fokuseret på forsvars- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Her er det første skridt, at alle tre rigsdele anerkender eksistensen og vigtigheden af mellemrigspolitikken, saeregen og besvaerlig som den er for alle involverede.
Som en del af Center for Militaere Studiers nylige udgivelse ”Efter Freden”, der analyserer Ukrainekrigens konsekvenser for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, har jeg opridset mellemrigspolitikkens hovedelementer.
Mens udenrigspolitik, herunder forsvars- og sikkerhedspolitik, groft sagt er den type politisk handling, forhandling og debat, som foregår mellem stater, er indenrigspolitik alt det, der primaert foregår ”inden i” staten. Fra uddannelsespolitik over skattepolitik til sundhedspolitik.
Danmark formulerer og fører udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik på en lang raekke områder, som ikke vedrører Grønland og
Faerøerne. Grønland og Faerøerne har, ligesom Danmark, egne indenrigspolitiske debatter og forhandlinger på de områder, som er hjemtaget. Men den del af udenrigspolitikken, som vedrører den grønlandske eller faerøske befolkning og territorium, skal Grønland og Faerøerne inddrages i. Det har Danmark skrevet under på i to erklaeringer fra hhv. 2003 og 2005. Hvad ”inddragelse” indebaerer, og hvordan den skal foregå i praksis, er til fortsat fortolkning.
Mellemrigspolitikken er kompliceret. Der kan opstå uenighed om, hvorvidt et politisk spørgsmål er ”hjemtaget område” eller ”udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik”, hvor Danmark som udgangspunkt fører ordet. Råstofudvinding i Grønland er umiddelbart hjemtaget område, men kan have udenrigspolitisk relevans, når der er tale om strategiske ressourcer, som
USA og Kina konkurrerer om at kontrollere. Andre gange opstår der uenighed om udgifter til eller skatteindtaegter fra f.eks. en amerikansk militaerbase i Nordvestgrønland.
Samtidig udøver isaer Grønland i stigende grad udenrigspolitik alene; Grønland har for eksempel åbnet repraesentationer i Bruxelles, Washington og Beijing og har underskrevet Paris-aftalen. Det viser udenrigspolitisk vilje og evne – og har derfor mellemrigspolitisk betydning i relationen til Danmark.
Mellemrigspolitikken foregår i den offentlige debat, men i endnu højere grad i beslutningsprocesser mellem de tre rigsdeles embedsvaerk og politikere. Det er ikke udenrigspolitik (selv om substansen af det, der diskuteres, er udenrigspolitik), for Danmark forhandler i disse situationer ikke med andre stater. Det er en vigtig skelnen, da mellemrigspolitikken per definition involverer en ulige magtfordeling i Danmarks favør, men også fordi det i sidste ende er Danmarks ansvar at kunne forsvare, betale for og/eller indgå alliancer og aftaler, som sikrer forsvaret af Grønland og Faerøerne.
Med Ruslands invasion af Ukraine og den altomfattende forandring i Vestens sikkerhedspolitik, som invasionen har medført, forrykkes mellemrigspolitikkens substans. Fra at have omhandlet bredere udenrigspolitiske emner som investeringer og handel, klima og det arktiske samarbejde kommer mellemrigspolitikken i højere grad til at handle om forsvars- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Det vil sige synlige, håndgribelige og dyre tiltag i forsvar mod og afskraekkelse af Rusland i Arktis og Nordatlanten.
Danmark går allerede balancegang i Arktis. Danmarks forhold til USA er i saerlig grad i spil i Grønland. Grønland er strategisk vigtig i forsvaret af den amerikanske befolkning og territorium, og det skaber en saerlig gensidig afhaengighed i forholdet USA-Grønland-Danmark. Samtidig rammesaettes Danmarks sanktioner og afskraekkelsesinitiativer igennem EU og Nato – to faellesskaber, som hverken Grønland eller Faerøerne er medlem af. Der er indtil videre tegn på bred enighed mellem rigsdelene om, at Rusland skal sanktioneres, men det medfører ikke per automatik enighed om hvordan eller i hvilken grad.
Men det kan blive endnu mere vanskeligt, når konkrete tiltag med forsvars- og afskraekkelsessigte skal debatteres. Enighed på tvaers af rigsfaellesskabet om, at Ruslands handlinger er uacceptable, fører ikke nødvendigvis til enighed om, hvilke konkrete forsvarspolitiske tiltag det skal medføre, eller hvilke risici man er villig til at acceptere som en del af Vestens afskraekkelsesprofil. Det saetter forholdet og den politiske forhandling mellem de tre rigsdele i spil. Mellemrigspolitikken indeholder – som alle typer politik – grundlaeggende modsatrettede ønsker og interesser. Derfor kalder den også på kompromisvilje fra alle sider, så DanmarkGrønland-Faerøerne kan traeffe de bedst mulige faelles beslutninger midt i Vestens mest alvorlige sikkerhedspolitiske krise i årtier.
Vi har allerede set tegn på en større inddragelse af Grønland og Faerøerne i forsvars- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Den analysegruppe, som har til opgave at kortlaegge det sikkerhedspolitiske landskab som forberedelse til det naeste forsvarsforlig, har f.eks. inkluderet grønlandske og faerøske embedsmaend, og gruppen har afholdt offentlige seminarer i Nuuk og Thorshavn. Regeringen har nedsat et udvalg, hvori de tre rigsdele skal diskutere netop udenrigs-, sikkerhedsog forsvarspolitik. Og helt frisk er nyheden om, at den danske regering har formaliseret inddragelsen af Naalakkersuisut i forhandlingerne om det kommende forsvarsforlig.
Mellemrigspolitikken er altså i nogen grad institutionaliseret, og det vil vaere til gavn for alle rigsdele, hvis den udvikling fortsaetter. Rusland er den største arktiske stat, og håndteringen af Rusland i Arktis bliver kun mere vanskelig i de kommende år. Det kraever kontinuerlig debat og dialog mellem rigsdelene – og det er vel egentlig ikke en dårlig ting?
Den større pointe er, at så laenge rigsfaellesskabet eksisterer i sin nuvaerende form, er mellemrigspolitikken et vilkår.
Den eksisterer som et resultatet af en grim kolonihistorie med Danmark som ansvarlig aktør, og den drives af modstridende holdninger til, hvem der skal sidde for bordenden, når rigsfaellesskabet laver udenrigspolitik. Det vigtige er at anerkende mellemrigspolitikkens eksistens og at tage den alvorligt. Den er en vaesentlig del af rigsfaellesskabets forsvars- og sikkerhedspolitik – og den bliver kun vigtigere i de kommende år.
Det vigtige er at anerkende mellemrigspolitikkens eksistens og at tage den alvorligt. Den er en vaesentlig del af rigsfaellesskabets forsvars- og sikkerhedspolitik – og den bliver kun vigtigere i de kommende år.