En aera er slut: Giftig cocktail for boligmarkedet

Inflationen har nået det højeste niveau i 40 år. Nu saetter centralbankerne hårdt mod hårdt, og de negative renters aera er forbi. Det får store konsekvenser for bl.a. boligmarkedet.

Så skete det endelig. Renten er nu igen positiv i Danmark, efter at Nationalbanken for nylig fulgte i ECB’s fodspor og satte renten op med 0,75 procentpoint.

Dermed er der sat et endegyldigt punktum for en mangeårig periode med negative renter, der tog udgangspunkt i den overlevelseskamp, som euroområdet befandt sig i oven på statsgaeldskrisen.

Allerede i juli 2012 havde den davaerende chef for

ECB, Mario Draghi, varslet nye pengepolitiske tider i sin nu ikoniske ”Whatever it takes”-tale i London. Knap to år efter blev negative renter sammen med et gigantisk opkøbsprogram af statsobligationer praesenteret som de vigtigste såkaldt ikke-konventionelle pengepolitiske midler, der skulle sikre, at euroområdet ikke gik i opløsning.

Operationen lykkedes. Euroområdet består, men jeg er overbevist om, at ingen af topcheferne i ECB dengang havde forestillet sig, at perioden med negative renter skulle vare så laenge. Men kendsgerningen er, at inflationen, som ECB jo styrer efter, ikke formåede at bide sig fast omkring målsaetningen på 2 pct. til trods for den uhørt lempelige pengepolitik.

Der skulle faktisk en pandemi og krig i Europa til, for at inflationen for alvor fik naering. Under pandemien førte nedbruddet i de globale forsyningskaeder til mangel og lange leveringstider på varer og materialer, og transportomkostninger og råvarepriser steg dramatisk.

Udviklingen blev endda forstaerket af en ekstremt lempelig økonomisk politik, som var med til at løfte vareefterspørgslen i de perioder, hvor samfundene var tvangslukket, og efterspørgslen efter tjenesteydelser forsvandt som dug for solen. Senest har krigen i Ukraine så ført til yderligere stigninger på en lang raekke råvarer og en veritabel eksplosion i gasog elektricitetspriserne i Europa.

Det er de vaesentligste årsager til, at inflationen siden midten af 2021 er accelereret voldsomt og aktuelt befinder sig på det højeste niveau i knap 40 år. Efter en indledende tøven har centralbankerne endelig indset, at den høje inflation ikke er et midlertidigt faenomen. Derfor søges udviklingen nu imødegået gennem en aggressiv stramning af pengepolitikken. Erfaringen fra 1980’erne tilsiger nemlig, at pengepolitikken må strammes hurtigt og betydeligt for at få bugt med inflationen.

I USA har forbundsbanken allerede sat styringsrenten op med 2,25 procentpoint siden marts, mens ECB har sat renten op med 1,25 procentpoint. Der er meget mere i vente, men vejen til at få inflationen bragt under kontrol kan ikke desto mindre vise sig lang og besvaerlig. I lyset af de staerke arbejdsmarkeder er risikoen for andenrunde-effekter i form af høje lønstigninger nemlig saerligt stor.

Dermed kan en såkaldt lønprisspiral blive ivaerksat, som på sin side kan øge inflationsforventningerne og dermed også inflationspresset i lang tid fremover.

Formålet er selvklart at daempe efterspørgslen i samfundet, men der er ingen tvivl om, at det er vanskeligt at dosere pengepolitikken korrekt for tiden. Ikke mindst i euroområdet, hvor en stor del af inflationen stammer fra udbudssiden, som de pengepolitiske myndigheder ikke kan kontrollere, og hvor inflationen varierer fra 6,5 pct. i Frankrig til godt 25 pct. i Estland! En overdosering vil let kunne tilte økonomierne ud i en dyb recession.

For Danmarks vedkommende bliver det også afgørende, hvor meget ECB vaelger at stramme renteskruen. Chefen, Christine Lagarde, udtalte på forrige uges pressemøde i Frankfurt, at hun regner med, at der bliver tale om tre til fire yderligere rentestigninger, men naevnte klogeligt intet om størrelsesordenen.

En overdosering vil let kunne tilte økonomierne ud i en dyb recession.

Det tyder på, at renten nok kommer op på 2-2,5 pct. i euroområdet og lidt lavere herhjemme. Det vil til gengaeld også vaere det højeste siden 2009, da den lange boligrente til sammenligning lå omkring 5 pct.

Dét niveau virker også sandsynligt i dag, hvilket med sikkerhed vil få konsekvenser for boligmarkedet, som notorisk er følsomt over for aendringer i finansieringsomkostningerne. Laeg dertil den voldsomme udhuling af købekraften, som rammer husholdningerne for tiden. Det kan let blive en giftig cocktail for boligmarkedet i de kommende år.

Når det er sagt, er der ingen grund til at begraede de negative renters endeligt. De blev indført for at redde euroområdet og har dybest set aldrig vaeret nødvendige herhjemme, hvor der ikke har vaeret antydning af økonomisk krise over de seneste mange år. Nu vender vi endelig tilbage til mere normale tilstande. Men vejen dertil kan ikke undgå at blive saerdeles bumpet.