Briterne sagde farvel til Elizabeth med pomp og pragt som i imperiets tid

Dronning Elizabeths statsbegravelse var en dag som ingen andre. Storbritannien stod stille, da nationen sagde farvel til deres dronning gennem 70 år. Danmarks dronning Margrethe, der nu har siddet laengst på et selvstaendigt lands trone, fik en af de forn

Det var den 19. september 2022. Men det kunne lige så godt have vaeret i september 1922. For der var pomp og pragt af imperiale standarder, da briterne begravede deres laengst siddende monark nogensinde.

Statsbegravelsen var den endelige afslutning for Elizabeth II. Det var afslutningen på hendes kistes lange rejse fra Balmoral i Skotland til Windsor i England. Og det var samtidig afslutningen på 10 dages britisk landesorg, der har overrasket mange i omfang og dybtfølthed.

Det er, har det vist sig, også i 2022 kaempestort at sige farvel til nationens statsoverhoved gennem 70 år.

Noget af den respekt, til tider kaerlighed, som briterne under landesorgen har udvist for Elizabeth II, er også smittet af på den nye konge, Charles III. Således var der jubelråb og klapsalver, da han mandag kørte mod Westminster Hall i parlamentsbygningen og passerede de mange, der i op til to døgn havde ventet for at få en god plads til statsbegravelsen.

Snart bar otte koncentrerede kistebaerere i røde uniformer fra livgarderegimentet Grenadier Guards Elizabeths kiste ud fra Westminster Hall og hen til en 123 år gammel kanonvogn. Oven på var imperiekronen, scepteret og rigsaeblet samt en krans sammensat af blomster fra slotshaverne. Charles havde skrevet en kort hilsen til sin mor – og forgaenger som regent.

Kanonvognen blev trukket af 98 flådesoldater fra Royal Navy, en vigtig og stolt del af landets militaer. Det var med Royal Navy, at briterne herskede på verdenshavene og opbyggede det største imperium, kloden endnu har set.

Vognen med kiste vejede omkring tre tons, men det så ikke anstrengende ud, da Royal Navy tog fat i de hvide reb og førte kisten hen til Westminster Abbey. Foran dem gik 200 saekkepibespillere, og bagved fulgte flere kongelige, ikke mindst kongen selv og den nye kronprins, William.

Det var den første af mange processioner under statsbegravelsen. Inde i kirken gik en religiøs procession først. Storbritannien er i dag multireligiøst, så ud over kristne talte optoget blandt andet jødiske, shik-, hinduog muslimske repraesentanter.

Danmarks dronning Margrethe havde fået en af de fornemste pladser i kirken. I første raekke til kisten. På den modsatte side – direkte over for Margrethe – sad kong Charles.

Elizabeths død er Margrethe med 50 år på tronen den monark i verden, der har regeret laengst for en selvstaendig nation.

I kirken var også Europas øvrige kongelige, Frankrigs og USA’s praesidenter, Joe Biden og Emmanuel Macron, alle levende tidligere premierministre samt repraesentanter for de 14 andre lande, som Elizabeth også var regent for, herunder Canadas Justin Trudeau. I alt var omkring 2.000 inviterede på plads i kirken.

Og dertil kom alle dem, der fulgte med via tv. Charles havde som en af sine første gerninger som konge bekendtgjort en national fridag, så skoler, supermarkeder og ministerier var lukkede, og folk så de historiske billeder hjemme i stuerne eller på storskaerme som dem i Hyde Park.

Her var sammen med flere tusinde andre Elizabeth Scott.

»Jeg blev opkaldt efter dronningen og fejrer i år mit eget 70-års jubilaeum. Jeg er her også for mine foraeldre, som var meget dedikerede tilhaengere af monarkiet,« fortalte hun.

Inde i Westminster Abbey var der oplaesninger ved først den britisk-caribiske baronesse Patricia Janet Scotland, der er generalsekretaer for Commonwealth, som er en frivillig organisation, der har afløst imperiet. Elizabeth var dets overhoved, nu er Charles i front. Også den nye britiske premierminister, Liz Truss, laeste op. De sidste billeder af dronningen i live var netop, da hun udpegede Truss bare to dage før sin død.

Der blev afsagt en stribe bønner i kirken. For Elizabeths lange liv og regeringstid. For dem, der sørger. For den nye konge. For hendes indsats for Storbritannien. For hendes indsats for Commonwealth. For hendes loyalitet mod den kristne tro.

Overhovedet for Den Engelske Kirke, aerkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby, talte i sin praediken om, hvordan Elizabeth under coronapandemien havde indgydet håb ved at citere en Vera Lynn-sang fra krigens tid: »We will meet again« – vi kommer til at mødes igen. Han roste også, hvordan hun pligtopfyldende og selvopofrende havde tjent nationen.

»De, der tjener, vil vaere elsket og husket, når de, der klynger sig til magt og privilegier, er glemt,« sagde han.

Der var to nykomponerede sange til begravelsen, ligesom der også blev sunget salmer fra dronningens bryllup og kroning, der også begge fandt sted i Westminster Abbey.

Våde øjne i Hyde Park

Alle rejste sig til to minutters stilhed. Inde i kirken og udenfor.

Aldrig har der vaeret så stille ved et show i Hyde Park i London som under de to minutter. Den eneste støj kom fra et fly langt oppe i luften og fra et spaedbarns klynken i barnevognen ved siden af. Under hele gudstjenesten fulgte titusinder af mennesker med i alvorsfuld tavshed. Ingen åbenlys hulken, men enkelte fandt lommetørklaedet frem og tørrede øjenkrogen. Louisa Bertram, en 49årig laege fra Edinburgh, tørrede en tåre vaek.

»Dronningen minder mig om min mor, der døde for to år siden. Hun var 92 år og halvt dansk,« siger Louisa Bertram og slår over i dansk:

»Jeg vil altid huske dronningens smil. Min mor havde det samme.«

Derefter blev nationalsangen afsunget. I kirken, i parken og i stuer over hele landet. Med en mandlig regent er den nu: ”God

Save the King”.

Elizabeths kiste blev ført udenfor, hvor de 98 flådesoldater stod klar igen og nu trak kisten gennem Parliament Square. Statuen af Winston Churchill kiggede ned på kisten. Han var hendes første premierminister og den seneste brite, der fik en statsbegravelse. Det var i 1965, altså for mere end et halvt århundrede siden.

Foran gik repraesentanter fra den ene militaere enhed efter den anden. Forrest var politiheste fra London og fra Canadas kongelige beredne politi. Musikken var sørgelig, og takten langsom.

De bevaegede sig gennem regeringsgaden Whitehall, ned forbi Buckingham Palace og så op til Wellington Arch, en triumfbue fra imperietiden. Her blev kisten flyttet over i den specialbyggede, officielle rustvogn, som Jaguar Land Rover har designet efter dronningens og hoffets instrukser. Den er ikke blevet brugt før hendes død og er højere end almindelige rustvogne. Dermed efterlever den Elizabeths eget princip om, at det er vigtigt, at befolkningen ser de kongelige. Eller, i dette tilfaelde, deres kister.

Taktfaste klapsalver

Ligvognen kørte under høje og taktfaste klapsalver gennem Hyde Park. Stemningen var nu lettere. Ceremonien var overstået, sørgeperioden lakkede mod enden, og folk udvekslede glade minder om Elizabeths 70 år på tronen.

Donna Dimitriou på 46 år deler fødselsdag med dronningen og har altid følt sig taet på hende:

»Jeg vil huske en episode saerligt tydeligt. Da hun for mange år siden fik besøg af en saudiarabisk konge og personligt kørte ham rundt i sin Land Rover på slottet Balmoral. Dengang måtte kvinder i Saudi-Arabien ikke køre bil. Det var staerkt.«

Den 77-årige Harry Wicks, tidligere bygningsarbejder, var ved at pakke sit Union Jack-flag sammen. Han var syv år, da dronningen blev kronet, og han husker, at han så hendes guldkaret. Og ugen efter tog hele familien ned i biografen og så det hele igen:

»Det var bestemt vaerd at komme her i dag i stedet for at se det på tv. Det her er den briEfter