Rusland bliver udmanøvreret i Ukraine af Vestens smarte våben

Ukraines fremgang på slagmarken skyldes ikke mindst de mange højteknologiske våbensystemer fra Vesten, der strømmer ind.

Den ukrainske modoffensiv mod de russiske styrker går allerede blandt militaere eksperter for at vaere det mest vellykkede modangreb mod en indtraengende fjende siden Anden Verdenskrig. På én uge tilbageerobrede Ukraine mere territorium, end de russiske styrker har besat siden midten af april. Siden månedens begyndelse drejer det sig i alt om ca. 6.000 km2; et område på størrelse med Sjaelland.

Det kunne aldrig have ladet sig gøre uden de massive våbenleverancer fra Vesten, siger både Ukraine selv og uafhaengige eksperter, der udtaler sig til internationale medier.

»Så tapre den enkelte ukrainske soldat og hans kammerater end er i mødet med den russiske fjende, så er det våbnene fra Vesten, der saetter de ukrainske styrker i stand til at holde stand og nu også angribe russerne,« siger militaereksperten Carlo Masala, Universität der Bundeswehr, München.

Siden den russiske indmarch den 24. februar har 30 vestlige lande bidraget til at pumpe enorme maengder våben ind i Ukraine. Ifølge den seneste opgørelse har den samlede vaerdi for laengst passeret 20 mia. dollars med USA som den suveraent største bidragyder.

Men behovet er også voldsomt. Ifølge den ukrainske praesident, Volodymyr Zelenskyj, har hans kaempende styrker brug for nye våben for 5 mia. dollars om måneden. Ukraine presser konstant på for flere og tungere våben.

For de vestlige lande er det en balancegang. Ukraine skal forsynes med våben, der saetter dem i stand til at forsvare sig. Men ikke alle våbentyper kan leveres, hvis Natolandene samtidig skal undgå et indtryk af, at Nato er direkte i krig med Rusland.

Det har ført til, at Vesten f.eks. ikke leverer kampfly, og at flere lande, isaer Tyskland, er tilbageholdende med at sende tunge kampvogne. Der er også begraensninger på leverancerne af meget langtraekkende missiltyper.

Blandt de første våben, der blev leveret til Ukraine, var Stinger-missiler og panservaernsvåben af typen Javelin og Nlaw, der alle er skulderbårne og lette at flytte rundt i terraenet. De påførte den 65 km lange russiske militaerkolonne foran hovedstaden Kyiv store tab, før den blev omdirigeret til Donbas.

Siden er våbensystemerne fra Vesten blevet større, tungere og teknologisk mere avancerede.

»Det er ikke sådan, at der er ét vidundervåben, som gør hele forskellen,« siger USA’s forsvarschef, Mark Milley.

»Det er aldrig ét våbensystem, der afgør udfaldet af et slag. Det er altid evnen til at få forskellige systemer til at arbejde sammen om det faelles mål,« siger Gustav Gressel fra European Council on Foreign Relations til nyhedsmagasinet Der Spiegel.

Avancerede missiler

Alligevel peger militaere eksperter på en raekke våbensystemer, som i saerlig grad kan tilskrives aeren for ukrainernes fremgang på slagmarken.

Det gaelder ikke mindst missilsystemet Himars, der er et mobilt raketsystem, som afhaengig af missiltype har en raekkevidde på op til 300 km. Det er uklart, om ukrainerne råder over denne type eller kun over missiler, der kan raekke 80 km.

Himars-systemet har under alle omstaendigheder vist sig som et effektivt modsvar til de tunge russiske artilleribeskydninger. Major Steen Kjaergaard, Forsvarsakademiet, beskriver systemet som naermest autonomt i brug.

»Det får data fra flere droner, der via satellit leverer praecise måldata til Himars, som kan køres frem, aflevere sin våbenlast på under et minut og derefter forlade stedet igen. Det er et meget effektivt modsvar mod at blive beskudt uden at kunne skyde tilbage,« har han forklaret Jyllands-Posten.

Stykpris: 1,5 mio. kr.

Ukraine har sit eget geoinformationssystem, GIS Arta, en slags online-kort, som saetter militaeret i stand til at reagere lynhurtigt på oplysninger om russisk aktivitet i terraenet. Det menes udviklet med britisk hjaelp.

Langtraekkende missiler bruges også til at beskyde russiske forsyningslinjer, ammunitionsdepoter m.m. langt fra fronten. En del

af Ruslands problemer på det seneste bunder i problemer med logistik og forsyninger.

Ifølge CNN har alene Himars-missiler ramt ca. 400 russiske forsyningsdepoter, ofte langt bag fronten.

For et par måneder siden begyndte USA at levere en missiltype, der har gjort saerligt ondt på de russiske radarsystemer. Det drejer sig om en jord til luft-raket af typen AGFM-88. Den er fire meter lang og specielt egnet til at blinde fjendens luftforsvar. Stykpris: Ca. 1,5 mio. kr.

»Ukrainerne er virkelig gode til at få mest muligt ud af Himars og AGM-88, fordi de koordinerer dem med andre våbensystemer,« siger Gustav Gressel.

”Dumme” granater

Højteknologiske våben af denne type baserer sig på satellitter, gps-styring og til dels kunstig intelligens, som russerne ifølge vestlige eksperter har svaert ved at hamle op med.

Mange af den senere tids russiske bombardementer af byer i det østlige Ukraine er foregået med gammeldags, ”dumme” granater, som affyres mere eller mindre i blinde og derfor tit rammer ned i boligblokke m.m., hedder det.

Der er stadigt flere rapporter om, at russerne kan vaere ved at løbe tør for avancerede, målstyrede artillerigranater. Der skydes nu også med gamle sovjetiske granater, og meldingerne om, at Rusland skal have købt granater i Nordkorea, underbygger indtrykket.

Militaere eksperter tvivler ikke på, at Ukraine forsynes massivt med isaer amerikanske og britiske efterretningsoplysninger, der saetter landet i stand til at gennemføre komplicerede, højteknologiske operationer.

»Hvad der foregår på de indre linjer mellem Washington, Paris og London og så Ukraine, kan vi kun gisne om. Men et godt bud er, at Ukraine ikke alene kunne have gennemført en så storstilet offensiv,« siger den pensionerede Nato-general Egon Ramms til tv-stationen ARD, og som omtalt i Jyllands-Posten har USA og Ukraine da også hen over sommeren styrket det hemmelige efterretningssamarbejde efter nogle måneder, hvor parterne tilsyneladende skulle se hinanden an.

Satellitdata fra Vesten

At isaer USA forsyner Ukraine med satellitdata, er følsomt, fordi det kan eskalere en direkte konflikt mellem Vesten og Rusland.

Derfor laegger USA officielt vaegt på, at de satellitbilleder, der bliver givet videre til Ukraine, stammer fra private satellitter som Planet og Maxar.

Ivaerksaetteren Elon Musk har oplyst, at han via sit SpaceX-projekt har doneret 200 små satellitsaet, som kobler ukrainske enheder i felten direkte op på hans Starlinkkommunikationssystem.

USA og andre lande har også forsynet Ukraine med hundredvis af artillerikanoner af typen M777 med en raekkevidde på 40 km, hvilket er laengere end de fleste russiske systemer. De er generelt også mere praecise.

Rygraden i den ukrainske kampvognsstyrke består af gamle T72-kampvogne af sovjetisk fabrikat, men moderniseret teknologisk af Vesten.

Mange er leveret af Polen og andre tidligere medlemmer af Warszawa-pagten. Det samme med MiG 29-kampflyene, som blev introduceret i 1980’erne, men nu er udstyret med avancerede amerikanske missiler.

Ukraine bedst på droner

De fleste af de kampvognstyper, som Vesten hidtil har leveret, er mest til defensivt brug, luftforsvar osv. Men Tyskland er taet på at sige ja til at levere den avancerede Leopard 2-kampvogn, som kan bruges offensivt.

Også brugen af droner vidner om, at Ukraine kan have et højteknologisk overtag takket vaere vestlige våben.

Ukraine råder over et stort antal tyrkisk producerede TB2-droner. De kan affyre laserstyrede missiler og vides at have ødelagt mange russiske helikoptere og missilstillinger. Også ved saenkningen af den russiske sortehavsflådes flagskib, ”Moskva”, spillede droner en rolle.

Rusland derimod menes i den senere tid at have indsat droner indkøbt i Iran i Ukraine. Det er velkendt, at Rusland har et markant efterslaeb på dronefronten.

»Det er, som om Rusland ikke som Vesten har studeret de senere års krige, hvor droner har spillet en afgørende rolle,« siger militaereksperten Carlo Masala og henviser bl.a. til krigen mellem Armenien og Aserbajdsjan over enklaven Nagorno-Karabakh.

De fleste analyser understreger våbenleverancernes betydning for den ukrainske fremgang på slagmarken.

Men de husker altid at minde om den menneskelige faktor. Uden de ukrainske soldaters mod og vilje til at forsvare deres faedreland ville Ukraine ikke kunne klare sig, hedder det.