Ultimative krav uden virkelighed

Paradokset står staerkt. Samtidig med at De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, hylder »tvivlens nådegave«, saetter partiet foden ned og gør spørgsmålet om et modtagecenter i Rwanda til et ultimativt krav. Her skal åbenbart ingen tvivl herske i partiet, som de facto har meldt sig ud af dansk politik med sine ultimative krav. Hverken til højre eller venstre for De Radikale har man taenkt at slaekke på udlaendingepolitikken, og så kan den radikale partileder tale nok så meget om at samarbejde hen over midten. Det aendrer ikke på, at et meget bredt flertal netop hen over midten står sammen om, at Danmark skal føre en stram udlaendingepolitik.

Det radikale paradoks bliver endnu tydeligere, når man hører Sofie Carsten Nielsen bedyre, at der vitterlig er brug for faelles europaeiske modtagecentre i for eksempel Afrika. Betyder det, at hvis EU-flaget vajer ved indgangen, så er alt godt, mens det er skidt, hvis det etableres under dansk flag? De Radikale erkender, at det europaeiske flygtningesystem er brudt sammen. Hvorfor så ikke bakke op om forsøget på at finde nye løsninger?

Man kunne også kalde det hykleri, et forsøg på at indtage det ledige standpunkt eller en påberåbelse af, at De Radikale stadig findes, selv om det med partilederens egne ord »var ved at smelte ned«. Nu vil Sofie Carsten Nielsen »genopfinde politik«, og hverken det eller tidens nye mantra ”samarbejde hen over midten” er hun ene om. Valgkampen tegner på den ene side til at blive en konkurrence i, hvem der er bedst til at tage afstand fra det politiske system og lancere sig selv som den, der kan ”genopfinde politik”. Sofie Carsten Nielsen sagde det selv, Inger Støjberg er der også,

Dansk Folkeparti har vaeret der laenge. Lars Løkke Rasmussen har gjort det til sin maerkesag.

På den anden side handler det om trovaerdighed. Blå blok har laenge kørt på Mette Frederiksen, som omvendt kører på Søren Pape, som Socialdemokratiet har udset til at vaere de blå raekkers svage led. Mindre handler det om politik. Er nogen blevet meget klogere på, hvilke politiske svar Socialdemokratiet, De Radikale og Dansk Folkeparti har efter den store landsmødeweekend? Ved vi, om de forslag, som de tegnede konturerne af, overhovedet kan lade sig gøre?

Dansk Folkeparti havde travlt med at redde sig selv. Mette Frederiksen forsøgte at favne både Struer, Frederiksberg og København, brugte tiden på at pudse sit selvbestaltede image som mester i krisehåndtering krydret med en halvkvaedet vise om, at sosu-assistenter skal have løn under uddannelsen.

Også det synes at vaere en ballon, som kan falde tungt til jorden, inden den har fået flyvehøjde. Arbejdsmarkedets parter, både lønmodtagere og arbejdsgivere, synes, at det er en upassende idé. Og så slaebte hun den nok mest fortaerskede krikke frem i dansk politik: regelforenklingen og løfte om, at for hver ny regel skal en gammel afskaffes.

Allerede nu, inden valgkampen rent faktisk er gået i gang, synes der meget langt mellem de idealer, som partilederne gerne taler om, og så den reelle verden, som de befinder sig i. Det gaelder ikke mindst De Radikale, for hvem virkeligheden kan blive meget virkelig, når partiet senest den 4. oktober skal afgøre, om truslen om at vaelte Mette Frederiksen er reel eller gjort af den tvivl, som partilederen priste. Som hun selv sagde det: »Man kan vaere i dyb tvivl om, hvad den rigtige løsning er på et svaert spørgsmål – men samtidig fuldstaendig overbevist om, at problemet skal løses.«