Vi forstår hinanden imellem by og land – hvis vi vil

Det er ikke bare avisernes politiske karikaturtegnere, der tegner politiske karikaturer. Det gør politikere og kommentatorer også. Ikke mindst af det, der kan splitte fremfor at samle befolkningen. Saerligt et ord som populisme bruges som en ren karikatur. Et skaeldsord, der ikke er til andet.

Alle har, og ikke mindst op imod et folketingsvalg, travlt med at fortaelle os om alle mulige skel, ikke mindst det mellem by og land, mellem København og provinsen. Men i virkeligheden har vi de fleste vaerdier tilfaelles med hinanden i Danmark, selv om vi har en tendens til at glemme det.

De fleste, der bor i byen, stammer fra landet og har familie eller måske sommerhus der. De fleste, der bor på landet, kommer i byen hos deres familie og venner der. De fleste af os er medlem af folkekirken og sender vores børn i folkeskolen. Et homogent og tillidsfuldt land uden de dybe modsaetninger, man finder i mange andre lande. De fleste af os er både bymus og landmus, for nu at referere til AEsops aeldgamle fabel. Vi forstår hinanden imellem by og land – hvis vi vil.

Men det handler meget om følelser. Vi mennesker er født med en vis parathed til at ”hade” de andre, man ser det med nationer og sportsklubber. Som oftest ”hader” vi dog hertillands på en lidt humoristisk måde. Når vi driller hinanden på tvaers af land og by, er det som at drille sig selv.

Noget andet er, at der er stor forskel på et storbyliv og et landboliv. I en by som København har man bevisligt landets ringeste livskvalistemmes tet, den bliver stadigt mere utålelig at bo i, isaer for de aeldre: acceleration, trafik, evige stilladser, evige vejarbejder, alt for store lastbiler. Og gud hjaelpe os, om de ikke vil have endnu flere herind! Det er som at bo i en maskine, eksistensen er anonym i massen, på gaden handler det mest om at vaere dygtig til at overse hinanden. Folk føler sig ofte ensomme.

Det kan man givetvis også gøre på landet, men her ved andre trods alt, hvem man er. Der er øjenkontakt, deri ligger der allerede en vis anerkendelse. Man gaetter på, at rigtig mange i København hellere ville bo på landet, hvis de ikke af den ene eller anden grund, familiemaessigt, arbejdsmaessigt, absolut må bo i byen. Ikke blot den halvdel, der har rødder i Jylland.

Det er også sandt, at tingene befra hovedstaden, langt mere end tidligere. Sådan har magten en tendens til at søge ikke blot opad, men indad mod et centrum, og provinsen begynder allerede i Ballerup. Alle politikere lover decentralisering, men den kommer aldrig. Støjberg graver grøfter, jo, men det gør ikke hende mere populistisk end Enhedslisten, som regerer København med sin wokeisme. I Enhedslistens vold bliver byen stadigt yngre, og vi må vare os for at havne i en situation med en generel dominans af unge i de store byer over for de aeldre på landet og i de små byer. Det kan blive ubehageligt.

Selv er jeg en landmus, der kom på besøg i storbyen og vist ikke kommer levende derfra. Jeg vil i det forestående valg saette kryds ved den, der måtte formå at tale overbevisende om et levende, folkeligt faellesskab for alle. Hvad der konstituerer et folk, er, at det gør sig bevidst om sine kulturelle forudsaetninger, herunder det nationale og det kristne. For at føle sig rodfaestet må man først føle sig som medlem af et faellesskab, der raekker ud over ens eget korte liv. Det gaelder også unge. Føler man sig bundet af et sådant stort ”vi”, accepterer man også en regering, hvis meninger og beslutninger man ikke deler. Det er demokrati.

For at føle sig rodfaestet må man først føle sig som medlem af et faellesskab, der raekker ud over ens eget korte liv.