Ligestilling på arbejdsmarkedet er en forfejlet debat

Jeg har forleden hørt statsminister Mette Frederiksens podcast, hvor tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt gaestede hende, her faldt snakken på ligestilling.

Mette Frederiksen starter afsnittet med at naevne, at der er flere topchefer i de 1.000 største virksomheder, der hedder Lars og Peter, end der er kvinder som topchefer, og at der har vaeret flere statsministre, der hed Poul og Carl, end der har vaeret kvinder.

De her opremsninger, som hun kom med, skabte flere følelser og tanker i mit hoved, hvor jeg blev en smule provokeret. Det er ingen hemmelighed, at venstrefløjens indstilling til ligestillingsdebatten er baseret meget på, at vi skal indføre kvoter her og der, og der skal meget mere tvang ind i arbejdsmarkedet og generelt bare i verden for at skabe en større ligestilling. Den her indstilling er for mig et udtryk for ønsker om saerstilling, som jeg ikke mener skal vaere en del af at gøre verden til et mere lige sted at vaere.

I min verden skal ligestilling vaere drevet af lysten til, at verden skal vaere et mere lige sted og mere specifikt, at ligestillingen på arbejdsmarkedet skal vaere drevet af, at man ikke bliver valgt til et job på baggrund af sit køn, men på baggrund af sine kvalifikationer. Jeg mener ikke, at det er nogen form for ligestilling, at man som kvinde bliver valgt til en bestyrelse eller får en toppost i et firma på baggrund af sit køn. Det må da vaere langt mere nedtrykkende som kvinde at blive valgt til en toppost, fordi man er kvinde, og ikke fordi man kan se nogle gode kvalifikationer i en.

Snakken om, at der skal flere kvinder ind i politik, at der skal vaere ligestilling i Folketinget, at det er kvindeundertrykkende, at der ikke er flere kvinder i Folketinget. De ting her har demokratiet bestemt, det er den danske befolkning, der har bestemt, hvem der skal sidde og lede vores land. Hvis vi begynder at gå ind og regulere i vores demokrati, hvor ender vi så henne?

Det her er meget af det, som hele debatten baerer praeg af, og den bliver typisk set meget ensidig, i stedet for at debatten bliver meget mere bred og mangfoldig og ser tingene fra forskellige synspunkter. Hele debatten baerer med god grund meget praeg af, hvordan vi kan fremme kvinders rettigheder, og hvordan de kan komme på lige fod med maend.

Hele debatten baerer alt for meget praeg af magt, og hvordan kvinder kan få mere magt, og hvordan de kan komme på lige fod med maend. Men forstå mig ret, selvfølgelig skal kvinder have de samme muligheder som maend, men tvang er bare ikke løsningen, da mange i princippet vil blive tvunget ind i noget, som de måske egentligt ikke gad.

Så min bøn i det her er egentligt, at vi skal tage hele ligestillingsdebatten op til revision og se mere mangfoldigt på tingene og ikke kun lave debatten til en magtkamp om, hvem der kan få mest magt, men ser meget mere bredt på det og mere på de små ting, som rent faktisk betyder noget for det land, som vi lever i.