Debatten er blevet sur og destruktiv
Hvis vi ikke i debatten lytter til hinanden, kommer vi mere og mere til at ligne USA. Det danske demokrati er endnu ikke truet, men hvis ikke vi passer på, kan det blive det.
Demokrati er ikke noget en gang givet. Det kan erodere og mere eller mindre gradvist forsvinde.
Vi har set, hvordan spirende demokratier, som Weimarrepublikken i mellemkrigstidens Tyskland og Jeltsins Rusland i 1990’erne blev til Hitlers og Putins diktaturer. Men vi har måske endnu mere bekymrende også set, hvordan verdens mest rodfaestede demokrati, USA, nu er kommer derud, hvor et flertal i et af de store partier ikke acceptere et valgnederlag, og hvor landet er så polariseret, at man ikke kun er uenige om synspunkter, men også om fakta.
Da der er mange eksempler på, at det, der er tilfaeldet i USA i dag, bliver overført til Danmark og Europa i morgen, bør det give anledning til alvorlig bekymring. Der kan derfor vaere grund til at overveje demokratiets fundament, før det bliver alvorligt truet. Det er ikke for at male fanden på vaeggen, for det danske demokrati er ikke truet, men hvis vi ikke passer på, kan det blive det.
Sidst vi for alvor diskuterede demokratiets fundament, var af indlysende grunde i 1945, og hjørnestenen i den debat var Hal Kochs lille bog ”Hvad er demokrati?”.
Den har fået en status, så den optraeder i den danske demokratikanon og blev draget frem, da der i 1990’erne skulle indføres demokrati i Øst- og Centraleuropa. Hal Kochs idé om demokrati er helt klar: Demokrati er samtale og dialog: »Det er Samtalen (Dialogen) og den gensidige Forstaaelse og Respekt, som er Demokratiets Vaesen.«
Men netop denne respektfulde samtale begynder det at knibe med, også i Danmark. Med en polariseret politisk debat, sociale medier og en presse med kritisk journalistik som eneste ideal har den respektfulde samtale trange kår.
I tidsskriftet Forskerforum karakteriserer professor emeritus i retorik ved Københavns Universitet Christian Koch her i år den danske debat: Hvis man bare siger noget, der giver ekko og likes på de sociale medier, kan man roligt forbedre sin historie for fuldt tryk.
Det kan sikkert vaere berusende at maerke, at det digitale ekko bliver større, jo mere tykt man smører på.
Sådan er debatklimaet jo blevet, også her i Danmark. Det haenger sammen med, at mange menneskers holdninger mest praeges af, at der er noget og nogen, de hader.
Når det, de hader, rakkes ned, er de begejstrede, helt uanset hvor løgnagtigt og skørt det gøres. I et sådant debatklima er det ikke frugtbart, at journalister og chefredaktører i tide og utide slår på den kritiske journalistiks betydning og polemiserer mod den ”konstruktive” journalistiks tandløshed.
Her er det vaerd at minde om, hvad der siden 1870’erne har vaeret økonomisk teoris store indsigt. Nemlig det, at det, der giver ting vaerdi, er knaphed. Hvis vi har vand nok, er det ikke vaerdifuldt. Men selv en så unyttig ting som diamanter bliver vaerdifulde, fordi de er sjaeldne.
Sigende er anekdoten om den legendariske professor L.V. Bircks eksamination i økonomi, hvor han spørger: ”Hvorfor får jeg så høj en løn? Er det, fordi jeg er klog eller smuk?” Hvortil studenten korrekt svarer: ”Nej, hr. professor. De er hverken klog eller smuk. De er sjaelden.”
I dagens Rusland er kritisk journalistik derfor uhyre vaerdifuldt, men i dagens Danmark (og i USA) er der mere brug for at styrke en debat, hvor man prøver at forstå hinanden.
Og man får uendelig meget mere ud af en fjernsynsudsendelse, hvor en vidende journalist taler med en kompetent ekspert eller en taenksom politiker end et kritisk interview, hvor journalisten går aggressivt til en politiker, der så i forsvarsposition gentager variationer af temaet ”Der er ikke noget at komme efter”.
Politiske debatter, hvor den ene debattraenede ungdomspolitiker skaendes med den anden, kan vaere underholdende. Men ofte må man sige, som der står i skakanalyserne: ”Nu er man kommet ind i en variant, der er velkendt i forvejen.” Seriøse samtaler, hvor man prøver at forstå hinanden, finder man på tv mest på perifere kanaler sent på aftenen.
Politik bliver så ikke en respektfulde samtale om problemerne og landets fremtid, men en kamp om, hvem der vinder. Det afgørende bliver ikke, om man hjaelper med at løse problemerne, men om, hvordan man klarer sig i tilhørernes og meningsmålingernes øjne. Det er det, der diskuteres af tirsdagsanalytikere, besserwissere og politiske kommentatorer. Tv og presse er domineret af ”debattører”, ”bloggere” og forhenvaerende spindoktorer, der er kendt for at have staerke synspunkter på alting, men en lige så begraenset viden om langt det meste – bortset fra politisk spin og taktik.
Det er derfor saerdeles positivt, at Mette Frederiksen som pressens minister prøver at rejse en diskussion om samfundsdebattens form. Problemet er bare, at den debat er kørt fuldstaendigt af sporet. I stedet for en samtale om, hvordan vi kan gøre debatten mindre konfrontatorisk og mere konstruktiv, er det blevet et forstaerket skaenderi, hvor man slår hinanden i hovedet med beskyldninger.
Man siger ikke, som rigtigt er, at der i den danske debat er mange tendenser, der er på vej i retning af den amerikanske med personlige beskyldninger, fake news og gensidig mistillid. I steder siger man, vores modstandere bruger personlige angreb, fake news og skaber mistillid. De ligner Trump. Der er mange rigtige og sigende påvisninger af, hvordan der er elementer i den danske debat, der minder om trumpismen i USA. Desvaerre ser socialdemokraterne kun disse tendenser i blå blok, og det kan de komme med mange berettigede eksempler på; men de er blinde for tilsvarende eksempler hos sig selv.
Modsat kan man i blå blok tydeligt se fejlene hos regeringen og Socialdemokratiet, men ikke hos sig selv. De Radikale ser, som saedvanligt, fejl alle andre steder end hos sig selv.
På Folkemødet på Bornholm lige før coronaen var der en nuanceret samtale mellem Nick Haekkerup og Søren Pind, hvor begge var praeget af en betydelig selverkendelse og en vis uvilje mod den retning, den politiske debatkultur har taget. Nu har de begge forladt politik. Også på dette års folkemøde blev debatten taget op i form af en diskussion i ”Deadline”. Den var tilrettelagt på den typiske moderne vis, så man var sikker på, at der i hvert fald ikke kom noget fornuftigt ud af det.
Man havde inviteret to chefredaktører, en fra Jyllands-Posten og en fra Berlingske, og to politikere, begge fra Socialdemokratiet. En seer, der følger bare nogenlunde med, kunne så forudse, hvad de hver for sig ville sige. Det var selvfølgelig automatreaktioner fra alle sider. De borgerlige chefredaktører talte om den lukkede og magtfuldkomne regering, og socialdemokraterne om den polemiske og ukonstruktive presse. Glemt var det gamle ord om, at mennesket har fået to øre og en mund, fordi det er vigtigere at lytte end at tale.
Men hvis vi ikke begynder at lytte til hinanden og kun ser splinterne i de andres øjne, men ikke bjaelken i vore egne, så kommer vi mere og mere til at ligne USA. Polariseringen mellem rød og blå blok og mellem hovedstad og provins tager til. I Jylland taler de om ”de fine saloner” i København og om Sjaelland som ”Djaevleøen”. I København ser man et forfaldent ”Udkantsdanmark”, der sigende betegnes som ”den rådne banan”. Og politikerne taler villigt disse modsaetninger op, hvis der er stemmer i det.
Man får uendelig meget mere ud af en fjernsynsudsendelse, hvor en vidende journalist taler med en kompetent ekspert eller en taenksom politiker end et kritisk interview, hvor journalisten går aggressivt til en politiker, der så i forsvarsposition gentager variationer af temaet ”Der er ikke noget at komme efter”.
Det er jo allerede sådan, at politikere og journalister konkurrerer med brugtbilsforhandlere og ejendomsmaeglere om at vaere det fag, folk har mindst tillid til. Det, at demokratiets kernetropper betragtes med så megen mistillid, bør give anledning til selvransagelse. Ellers risikerer vi, at Danmark om 10 år ligner USA i dag.