Et 20 minutter langt braekorgie er nok til at gøre ”Triangle of Sadness” til en af årets bedste film
Ruben Östlund skåner ingen i sin seneste Guldpalme-vinder.
Titlen på Ruben Östlunds seneste Guldpalme-vinder – instruktøren vandt også verdens nok mest prestigefyldte filmpris for mestervaerket ”The Square” i 2017 – ”Triangle of Sadness” henviser til plastikkirurgernes betegnelse for den bekymringsrynke, der opstår i panden på stort set alle mennesker, men som heldigvis kan fikses med et skud botox, der kan udjaevne de uheldige linjer, der afslører tegn på uting som levet liv og menneskelige følelser.
Det er den unge, smukke mandlige model Carl (Harris Dickinson), der i filmens første kapitel til en casting får at vide, at han er nødt til at slappe af i sin »triangle of sadness«, og befalingen bliver profetisk for den faerd, den i udgangspunktet bekymringsløse Carl sendes ud på i de naeste to en halv time i selskab med Östlunds endnu en gang formidable hudfletning af overklassens groteske adfaerd.
I en scene, der får de smukke, unge maend til at minde om dyrskuekreaturer, står Carl sammen med en stor flok andre modeller, som Östlund får til at smile og surmule på kommando. Det er vigtigt at kunne se sur ud, når der skal saelges dyre ting, lyder parolen, mens billigt bras som H&M skal signalere varme og umiddelbar tilgaengelighed. I guder, hvor er det sjovt!
Stakkels Carl med bekymringsrynken bliver vores vej ind i filmen, for han er kaereste med den succesfulde model og endnu mere succesfulde influencer Yaya (Charlbi Dean, der gik bort tidligere på året), der bruger vaesentlig mere tid på at betragte sit eget spejlbillede i telefonkameraets refleksion end på at vaere sammen med sin kaereste.
Efter et gevaldigt og afsindigt absurd skaenderi om, hvem der skal betale middagsregningen, bliver Carl og Yaya placeret på det luksuscruise (annoncørbetalt, selvfølgelig), som skal sejle dem mod den frydefulde undergang.
Stjaeler billedet
Hvor Claes Bang var stjernen i ”The Square”, så er Vicki Berlin og Zlatko Buric taet på at stjaele billedet i ”Triangle of Sadness”. Berlin er eminent som Paula, der instruerer alle cruisets små, velpolerede hjaelpere til at sige »Yes!« til alt, hvad de rige gaester måtte ønske sig, og Buric er fantastisk som den russiske milliardaer Dimitri, der har tjent en formue på at saelge lort.
Det gode cruiseskib sejler af sted holdt oppe af ussel mammon, silikone og botox indtil den fatale luksusmiddag, hvor skibets sejlende fordrukne kommunistkaptajn (Woody Harrelson) langt om laenge viser sit ansigt, og hvor østers, champagne, kaviar og foie gras i høj søgang veksles til filmhistoriens mest mindevaerdige braekorgie. Det er lige så modbydeligt, som det er en praecis tegning af det perverse overdrev, som kendetegner den storforbrugende overklasse.
Badet i eget braek og afføring
DRAMA
SVERIGE, FRANKRIG, ENGLAND, 2022 Instruktion: Ruben Östlund 2 timer og 46 minutter Premiere den 22. september
må skibet og dets stadig mere desperate passagerer gå en langt mere usikker situation i møde. Hvad der sker, skal naturligvis ikke afsløres her, men lad os bare sige, at rollerne byttes rundt i filmens sidste kapitel, hvor det pludselig er en hel anden valuta, der taeller.
”Triangle of Sadness” er fremragende, men ikke lige så fremragende som hverken ”The Square” eller ”Force Majeure”. Dertil er fremstillingen en smule for karikeret, og kritikken knap så subtilt formidlet.
Hvor det i ”The Square” var kunstverdenen, der fik en raffineret bredside, og i ”Force Majeure” den usikre maskulinitet, der stod for skud, har Östlund i ”Triangle of Sadness” tilsyneladende flere mål.
Her kaster Östlund sine skyts mod både modeverdenen, den svinerige (russiske) elite og Instagram-kulturens latterlige selviscenesaettelse, og selv om det hele i filmens vidunderlige logik er en del af samme surdej, så føles ”Triangle of Sadness” alle sine utvivlsomme kvaliteter til trods lidt mindre skarp end forgaengerne.