Superstjernen Harry Styles spilles helt ud af banen
De maskuline masker falder i 50’er-drømmen, der hurtigt bliver til et mareridt.
”Don’t Worry Darling” er en film af den støbning, hvor selv den mest ydmyge saetning i en anmeldelse kan ødelaegge filmens overraskelser, men når nu selve fundamentet i filmen er et spil med vores virkelighedsopfatdet telse, så bliver vi her nødt til at grave lidt dybere end den blankpolerede fernis, som Olivia Wildes film dyrker til noget naer perfektion.
For hvad gemmer der sig reelt nedenunder 50’er-fantasien fra ørkenbyen Victory, hvor kønsrollerne er sømmet fast i en maskulin drømmeverden? Fruerne i udflytterbyen vimser for fuld musik, mens de servicerer deres maend. Fra morgenmaden og madpakken til den inviterende aftenkjole og det faerdige middagsbord, når ”det vigtige køn” vender tilbage fra dagens dont ude på Victory-fabrikken i ørkenen.
At noget ikke er helt, som det skal vaere, står bimlende klart fra første indstilling, men Olivia Wilde, der overbevisende debuterede som instruktør med den charmerende ”Booksmart”, dyrker kunstige miljø med så ubesvaeret lethed, at fernissen snart udgør hele filmens skelet.
Byens stjernefrø
Alice (spillet af filmens absolutte hovedattraktion Florence Pugh) er vores hovedperson, men i princippet et duplikat af byens andre kvinder. Der er både ”Stepford Wives” og ”Truman Show” på menuen i tilskuerens baghoved, når de falske toner i idyllen skal identificeres.
Centralt i Victory står idémanden og sektlederen Frank (som Chris Pine leverer helt rent). Han hylder sine maend og anerkender deres kvinders indsats, men dette er et ”drengevaerelse” udlevet i en mareridtsdrøm af et voksenunivers.
Jack er gift med Alice og er et af byens stjernefrø med snarlig forfremmelse forude, selv om han i superstjernen Harry Styles’ skikkelse aldrig fremstår noget naer så staerk som Alice, og hans position går støt i spåner, da en af kvinderne, Margaret, begynder at falde ud af rollen som den perfekte husmor og Victory-supporter. Det pirker til Alices nysgerrighed, og da først tvivlens frø er blevet sået, naeres det af mystiske syner, mens staffagen falder fra hinanden.
”Don’t Worry Darling” overbeviser aldrig som den film, der gemmer sig under fernissen. Den er underudviklet og fortaenkt; en halvkvaedet kommentar om såret maskulinitet under pres fyldt med plothuller, der traekker fra alt det, der er gået forud.
For Wilde har helt styr på fortaellingen fra Victory og styrer egentlig også Alices rejse ind mod sandheden fornuftigt med brug af både ekspressive billeder af pupiller, bloddråber og burlesque-dansere og helt enkle, simple virkelighedsforvridninger i hverdagssituationer. Hun ikke bare hjaelpes af, men overlader filmen til Florence Pugh, der leverer nok en frygtløs praestation, og derfor er det også så forbandet aergerligt, at selve fundamentet, der nødvendigvis skal holde fantasien oppe, ikke baerer.
Man underholdes af ”Don’t Worry Darling”, men man går langtfra overbevist eller klogere ud af biografen, når først maskerne er faldet.
DRAMA, THRILLER
USA 2022 Instruktør: Olivia Wilde Varighed: 2 timer og 2 minutter Premiere: den 22. september
FREDERIK ASSCHENFELDT VANDRUP