Putins optrapning er et svaghedstegn
Praesident Putins beslutning om at mobilisere yderligere 300.000 mand af reserven til angrebskrigen i Ukraine er det stik modsatte af, hvad det lyder som. Det er et udtryk for, hvor presset Kreml føler sig, og hvor dårligt krigen går for Rusland på landjorden. Det er en meget stor indrømmelse af, at syv måneders brutal og fuldtonet krig – propagandistisk forklaedt som en »militaer specialoperation« – er slået larmende fejl.
Militaere eksperter vil have mange bud på, hvor meget inddragelsen af disse reservister egentlig øger den samlede militaere kapacitet. De skal hentes ind igen fra det civile liv, uddannes, grupperes og måske isaer motiveres for en udsigtsløs krig i fjerne regioner i et naboland, som aldrig har truet Ruslands sikkerhed. Og i øvrigt vil det kun vaere en del af den ekstra mobilisering, der overhovedet bliver indsat i Ukraine. Nej, det er signalet fra Putin i optrapningen, som Vesten skal bide maerke i: Han bøjer ikke af, han søger ikke forhandlingen, han agter at køre Ukraine-krigen igennem for enhver pris.
Dermed skaeres også helt ud i pap, hvad der har vaeret klart siden den 24. februar, da de første kampvogne rullede. Putin kan ikke tillade sig at tabe sin krig i Ukraine. Det kan i hans optik simpelthen ikke lade sig gøre. På den måde er han på en slags selvmordsmission: Det må baere eller briste. Og det er i den forbindelse, at hans forblommede trusler om atomvåben bliver ekstra uhyggelige. Han behøvede faktisk slet ikke selv at understrege i sin tale onsdag, at han skam ikke bluffer. Vesten har for laengst erkendt, at man kan forvente sig alt af Kreml-herskeren.
Reelt er der intet overraskende i Putins eskalering. Udviklingen på slagmarken er i ugevis gået den forkerte vej for Rusland. Ukraines overraskende effektive modoffensiver i både syd og øst har sine steder fået den russiske front til at kollapse. Der er rapporter om massive forsyningsproblemer, og troppernes kampvilje forekommer lav. De øjenvidneberetninger om russiske overgreb, som også Jyllands-Postens korrespondent i den senere tid har sendt hjem, vidner om en demoraliseret russisk haer på vej ned ad den civilisatoriske sliske. De sidste haemninger er faldet, som de ofte gør for soldater, der véd, at de kaemper en meningsløs kamp. Noget må gøres, set fra Kreml. Hvis det virkelig passer, at de russiske tabstal kan vaere så høje som 50.000 soldater, som USA haevder, er der heller ingen vej udenom.
Mobiliseringen falder sammen med afholdelsen af folkeafstemninger i fire distrikter i det østlige Ukraine om at tilslutte sig Rusland. Den historiske parallel, der straks springer i øjnene, er Nazitysklands annektering af Østrig i 1938, også fordi Putins retorik og verdensopfattelse mere og mere lyder som et ekko af Adolf Hitlers. Hele idéen med at frakende en nabostat enhver eksistensberettigelse lyder alt for velkendt. Det samme gør de formørkede dommedagsfantasier, som Putin igen i sin tale onsdag ventilerede. Folkeafstemningerne er en farce, og Vestens fordømmelse har heldigvis vaeret både hård og uden slinger.
Den nye udvikling stiller nye krav til dem, der ønsker at hjaelpe Ukraine. Der er stadig virkelig mange knapper at skrue på for at ramme den russiske økonomi endnu hårdere, end det allerede er sket. Våbenleverancerne må også optrappes.
Men isaer må vi i Vesten tydeligere, end det sker, forklare os selv, at den hårde vinter, vi måske er på vej ind i, er vores bidrag til de tapre ukraineres overlevelseskamp.