Strengere straf er ikke lig med mere retfaerdighed

Regeringen har foreslået at imødegå banderelateret kriminalitet ved blandt andet at indføre hårdere straffe. Som vi ser det, handler forslaget primaert om at skabe en frygt i befolkningen, man kan høste stemmer på. Kriminaliteten er ikke stigende, og ungdomskriminalitet er historisk lav, viser forskning.

Regeringen prikker til den almindelige danske borgers retsfølelse, og den er meget diffus. Hvor stor en straf skal man have, for at retsfølelsen er tilfreds? Og hvem bestemmer det? Hvornår bliver det retfaerdigt?

Vi er ikke imod straf, men vi mener, at man skal vaere varsomme med lange straffe. Det giver ikke større oplevelse af retfaerdighed, men kan nedbryde mennesker og øger risiko for tilbagefald i kriminalitet.

Men hvad er virkelig retfaerdigt? For nogen er det ensbetydende med den hårdeste mulige straf. Det er ofte tilfaeldet, at disse råb om strenghed ikke kommer fra offerets side, men fra andre grupper i samfundet. Aktuelt synes det at vaere begrundet i et initiativ, der skal danne baggrund for en kommende valgkamp.

Der er en anden måde at taenke retfaerdighed på end blot streng straf. Sandheden skal komme frem under retssagen, skylden placeres på det rigtige sted, og i tilfaelde, hvor offeret er såret, betyder retfaerdighed også muligheder for erstatning for tab både sundhedsmaessigt og økonomisk.

Faktisk har både gerningsmanden og offeret begge brug for en retfaerdig proces for at komme videre i livet.

Når dette sker på gode måder i retssale eller i konfliktråd, kommer staten sine borgere til hjaelp. Der er en taet forbindelse mellem sandhed og retfaerdighed.

Hvis sandheden kommer frem i retten, er man lidt taettere på en retfaerdig løsning. I dag kan det tage tid, før gerningsmanden bliver straffet, og det kan modvirke oplevelsen af retfaerdighed for offeret. Kriminalforsorgens institutioner er fyldt til bristepunktet, og arresthusene har mange afsonere siddende, som har fået deres dom, men ikke kan komme ”videre i systemet”, fordi der ikke er pladser nok i faengslerne.

Vi tror, at alle mennesker er skabt med lige vaerdighed. Heri ligger også en anerkendelse af, at alle skal have en chance for at laegge det forkerte bag sig og vende tilbage til samfundet.

At saette folk i faengsel er i bund og grund det mindst kendte onde; men godt er det ikke, hverken for den, som sidder inde, eller for samfundet.

Faengslerne er ”forbryderfabrikker”, siger man, og vi skal derfor vaere varsomme med en dagsorden om lov og ret, der i reglen bruges til at retfaerdiggøre hårde straffe og barske vilkår i faengslerne.

Vi er ikke imod, at der sker noget i retsvaesenet, hvilket heldigvis også er del af regeringens forslag. Vores anbefaling er, at der afsaettes flere midler til indsatser, som hjaelper resocialiseringen på vej, så tidligere straffede kan komme tilbage til samfundet. Her kan naevnes skoletjenesten i faengslerne, besøgsordninger, religiøs betjening i faengslerne og initiativer som eksempelvis Cafe Exit. Det handler også om bedre trivsel for faengselsbetjente, blandt andet ved større overensstemmelse mellem det, som faengselsbetjentene får at vide, de skal gøre, og så den realitet i faengslerne, de møder.

Personalets omgang med de indsatte skal prioriteres i forhold til et sikkerhedsbegreb, hvor vaegten laegges på procedure.

Dertil skal dele af civilsamfundet inddrages mere. Man kommer ud af faengslet til dem, som tager imod én. Den folkelige opbakning i forhold til tidligere indsatte skal styrkes, så den enkelte kan få en ny chance.

Erhvervslivet, kirker og trossamfund og andre instanser i det offentlige samfund og civilsamfundet skal yde en større indsats i forhold til at skabe faellesskaber, der byder ind.

Kan vi som samfund gøre mere for at tage imod de mennesker, der kommer ud, i stedet for at de går tilbage til for eksempel den bande, de kom fra, vil meget vaere vundet.

At saette folk i faengsel er i bund og grund det mindst kendte onde; men godt er det ikke, hverken for den, som sidder inde, eller for samfundet.