Fortidsfundamentalisterne i dansk politik

Fortidsfundamentalisterne frygter ekstremisme i Danmark. Det udgør en trussel mod ligestilling, frihed og moderne vaerdier, mener de. Men få er så fundamentalistiske som dem selv. Se, hvem de er.

En bølge af fundamentalisme skyller over Danmark. Stadig flere politikere lader sig skylle med og kommer med udtalelser og forslag, der drypper af ekstremisme.

Disse politikeres visioner er hentet i en verden af i går, fjernt fra den moderne verdens kompleksiteter. Deres primaere fokus synes at vaere at fjerne den fremgang i ligestilling og vaerdier, som har praeget tiden efter Anden Verdenskrig i Danmark og mange lignende samfund.

De vil tilbage i tid, og de vil gribe og bruge statsmagten til at opnå deres tilbageskuende mål. De er fortids-fundamentalister, og de bør bekymre alle, der holder af ligestilling, progressiv forandring og den frie tanke.

Inger Støjberg er fortidsfundamentalist. Hun vil afskaffe det staerkeste våben, der findes i kampen for ligeløn for maend og kvinder: øremaerket barsel. Verdens førende økonomer gør det klart, at den bedste måde at komme kønsuligheder på arbejdsmarkedet til livs er at reformere barselssystemet. Det beskytter nemlig både maend og kvinder fra arbejdsgiverpres ved at indskrive i loven, at begge skal have tid vaek fra arbejdsmarkedet til at passe børn. Men Støjberg vil have love, der fører os vaek fra ligeløn og tilbage mod en tid, hvor maend gør karriere, og kvinder passer børn.

Lars Aslan Rasmussen er fortidsfundamentalist. Han vil tvinge offentlige institutioner til at synge 100 år gamle danske viser. Da CBS besluttede sig for ikke laengere at benytte ”Den danske sang er en ung, blond pige” ved institutionelle arrangementer, blev Aslan oprevet. Kraenket.

Han mener, at det er »absurd« at fravaelge en gammel vise og i stedet vaelge at synge noget mere tidssvarende. Som en aegte fundamentalist vil Aslan ikke acceptere andre muligheder. Der er kun én vej – og det er tilbage i tid. Tilbage til et ungt, blond, visekvaedende Danmark.

Morten Messerschmidt er fortidsfundamentalist. Sammen med sin tilbageskuende fortidsforbundsfaelle Henrik Dahl vil han have sat en stopper for nytaenkende teoretikere og eksperimentelle forskningsmetoder. Universiteternes forskningsfrihed skal begraenses. De skal forhindres i at bedrive »aktivistisk forskning«. Med aktivistisk forskning menes her primaert forskning i racisme, ulighed eller køn.

Denne type forskning i f.eks. mansplaining eller privilegieblindhed har givetvis til formål at kaste kritisk lys på visse gaengse praksisser – praecis ligesom en medicinalforsker, der finder en hidtil uopdaget nyreanomali, håber, at deres nyfundne diagnose kan danne grundlag for en ny forståelse og en mulig kur.

Men Messerschmidt og Dahl vil forhindre sådanne kritiske analyser af racisme, ulighed og køn. De vil begraense den frie tanke og beskaere progressive samfundsforståelser og eksperimentelle metoder. Grebet af fortids-fundamentalistisk feber vil de lede universiteternes undersøgende blik vaek fra den komplekse, multikulturelle virkelighed, der omgiver os, og tilbage mod et simpelt, monokulturelt dengang.

Henrik Dahl er fortidsfundamentalist. Han vil afskaffe offentlige stillinger, der har at gøre med kommunikation, udvikling, forandring og event-organisering. Det er »pseudoarbejde«, mener han. Dette er arbejde, der sikrer, at offentlige institutioner kan navigere en hastigt forandrende teknologisk og globaliseret virkelighed. Det er stillinger, der muliggør, at det offentlige kan kommunikere med borgere på mange platforme og med flere vaerktøjer.

Men Dahl vil ikke have forandring. Kommunikation er pseudoarbejde, tweeter han. Han vil tilbage til en tid, hvor arbejdspladser var snaevert definerede, og verden var simplere. Hvor man var byretssagfører, laererinde, diakonisse eller marskandiser.

Fortidsfundamentalister fra Dansk Folkeparti vil tvinge børnehaver, plejehjem og andre offentlige institutioner til at servere svinekød ugentligt. Fortidsfundamentalister fra Liberal Alliances Ungdom vil gribe ind imod kødfrie dage. Tankerne bag at nedbringe kødindtaget i den danske befolkning kan vaere mange. Nogle vil bare hellere have, at de og deres børn får serveret falafel og saag aloo end flaeskesteg og hakkebøf. Måske fordi deres smagsløg er vaekket af indtryk fra Danmarks moderne virkelighed, der trods mange år med fortidsfundamentalistisk graensepolitik er mere mulighedsrig og multikulturel end førhen.

Andre peger på ny forskning i dyrs evner til at føle smerte og i, hvordan vores forbrug påvirker planeten og livet for fremtidige generationer. De vil gerne have, at statslige institutioner efterlever denne viden. Men tiltag baseret på kulturel nysgerrighed og tidssvarende forskning er ude af trit med fortidsfundamentalisternes flaeskeforelskelse. De lukker deres øjne for nutiden, blinker og stiller sig med ryggen til fremtiden.

Religiøse fundamentalister betegner handlinger og idéer, som går imod deres overbevisninger, for syndige. På samme måde kalder fortidsfundamentalister progressive og fremadskuende idéer for »woke«. Hvis nogen antyder, at flygtninge i Danmark behandles urimeligt og umenneskeligt, er de woke.

Hvis nogen påviser, at hvide danskere diskriminerer imod brune og sorte danskere på arbejdsmarkedet og i deres sociale liv, er de woke. Det er aktivisme. Den slags kritiske analyser skal drives ud ad universitetet med statslig magt. Fortidsfundamentalisterne bryder sig ikke om, at deres Morten Korch-agtige glansbillede med grønne marker og røde køer og uden en eneste flygtning eller indvandrer bliver krøllet.

Fortidsfundamentalisterne siger, at de vil beskytte det frie valg. Men de vil knaegte forskningsfriheden og tvinge den frie tanke vaek fra progressive kroge. De vil bestemme, hvad folk skal synge i deres virksomheder, og det skal vaere gamle, utidssvarende sange. De vil forhindre, at piger selv bestemmer, hvad de tager på hovedet. De vil bestemme, hvor folk bor – isaer hvis de ikke er unge, blonde danskere. De vil tage folks smykker.

Fortidsfundamentalisterne siger, at de vil beskytte familien. Men de vil ikke bekaempe ulighed mellem maend og kvinder ved at reformere barselssystemet. De vil ikke hjaelpe faedre til bedre at kunne modstå arbejdsgiveres pres og hjaelpe dem til øremaerket barsel. Og de vil ikke hjaelpe familier, der ikke er etnisk danske.

Fortidsfundamentalisterne begraeder ”kraenkelseskulturen”. Folk er efter sigende blevet for tyndhudede. De kan ikke laengere tåle en lille hyggeracistisk bodega-vise eller en hånd på låret. Men ingen kraenkes nemmere end fortidsfundamentalisterne selv. En ikke-blond sang, et tørklaede, en forskningsartikel, en veganer. Alle er de nok til at gennemtraenge den papirstynde hud og traenge ind til fortidsfundamentalistens traengte sjael.

Folk er efter sigende blevet for tyndhudede. De kan ikke laengere tåle en lille hyggeracistisk bodega-vise eller en hånd på låret. Men ingen kraenkes nemmere end fortidsfundamentalisterne selv.

Fortidsfundamentalisterne frygter ekstremisme i Danmark. Det udgør en trussel mod ligestilling, frihed og moderne vaerdier, mener de.

Men få er så fundamentalistiske som dem selv. Få kaemper så indaedt imod den klimabevidste, tankeuindskraenkede, kønsligestillede og multikulturelle fremtid, som alle vi andre håber på.

Henvendelser om navnenyheder til

Henvendelser om dødsannoncer og mindeord på hverdage til eller tlf. 87 38 35 35.