Mehrnoush Parve flygtede fra Irans praestestyre og håber på forandring
Frihed er livsvigtig for dansk-iranske Mehrnoush Parve, der selv er blevet anholdt og pisket af moralpolitiet. Hun håber, oprørene i Iran fører til forandringer.
Det er svaert at følge detaljeret med i de voldsomme begivenheder, som foregår i Iran lige nu. I perioder lukker de iranske myndigheder helt ned for nettet.
Men følelser: dem har praestestyret uendeligt svaert ved at kontrollere, og de vaelter frem.
Blandt andet hos danskiranske Mehrnoush Parve. Som for mange andre handler hendes følelser om vrede, bekymring, sorg – men også om en gnist af håb og om genkendelse. Som 17-årig blev Mehrnoush Parve anholdt af det iranske moralpoliti. En chokerende og grufuld oplevelse, som fik hende til at rejse permanent til Danmark.
Herfra forsøger hun i øjeblikket at følge den bølge af oprør mod regimet, som vokser i op mod 50 iranske byer.
Ansporet af en 22-årig kvindes død forrige fredag i netop det iranske moralpolitis varetaegt. Anholdt fordi hun ikke bar sit hovedtørklaede korrekt. Ifølge vidneudsagn døde Mahsa Amini af de slag, moralpolitiet tildelte hende. Det afviser politiet som »falske beskyldninger« og påstår, at den unge kvinde døde af et hjertetilfaelde.
Symbol for et helt land
»Det er ekstremt modige mennesker, der går på gaden i Iran lige nu. Alle begraeder naturligvis Mahsa Aminis skaebne. Men hun er samtidig blevet dråben, der får baegret til at flyde over, og et symbol på de masser af unge mennesker, der løbende bliver slået ihjel eller dømt til henrettelser i Iran. For det iranske folk handlede revolutionen oprindeligt om bedre velfaerd, bedre økonomiske forhold og demokrati. Ikke om tørklaeder, hijab eller undertrykkelse af kvinder,« siger Mehrnoush Parve.
»Jeg håber, at modet i de iranske gader lige nu er udtryk for, at folket har fået nok. At det igen er tid til at kaempe for kvinderettigheder, ligestilling, sekularisering og ikke mindst frihed,« siger Mehrnoush Parve.
Uddannet klinisk sexolog fra Aalborg Universitet driver hun sin egen klinik i Lyngby, hvorfra hun bl.a. hjaelper iranere og muslimske flygtninge med at bygge bro mellem fundamentale kulturelle vaerdier og forskelle.
Mehrnoush Parve kom første gang til Danmark som baby i 1984, da hendes ateistiske foraeldre flygtede fra Irans religiøse regime. Da hun var syv år, blev foraeldrene skilt, og året efter under en ferie med sin far i Teheran fik hun lov at blive boende hos sine bedsteforaeldre.
»Jeg voksede op i en lille dansk landsby, hvor jeg var det eneste barn med mørkt hår, og jeg faldt aldrig til. I
Iran fik jeg et stort hjerte for mine bedsteforaeldre. Jeg var fascineret af de mange generationer, som spiste sammen, og af at der altid var nogle hjemme. Jeg fik alle mine ”Bamse & Kylling”videoer sendt ned og levede et frit liv hos mine bedsteforaeldre.«
Lige indtil én oplevelse vendte op og ned på det hele.
Som 17-årig gik Mehrnoush Parve tur med sin 19-årige iranske kaereste, og parret blev stoppet af moralpolitiet. I Iran foreskriver reglerne, at kvinder skal baere et hovedtørklaede og løst tøj i offentligheden.
»Jeg var åbenbart ikke klaedt islamisk rigtigt på. Politiet bad mig undskylde. Men det var jo en vanvittig tanke. Det ville jeg ikke, og så blev jeg anholdt, sat i faengsel og fik piskeslag. Her sad jeg – et skolebarn, for pokker – omgivet af kvinder, der havde slået deres maend ihjel eller klaedt sig forkert. Alt vaerdighed blev taget fra mig. De tog min Sanne Salomonsen-cd, mit tøj og sendte mig efter en uge hjem fuldt tildaekket i sort fra top til tå – og auberginefarvet af slagene på ryggen,« fortaeller Mehrnoush Parve.
Frihed er at kunne vaelge
Faengslingen blev en personlig afgørende dråbe:
»Jeg var ikke traumatiseret, men på vaeggen på mit vaerelse skrev jeg, at i det her forbandede land skal jeg ikke blive.«
Mehrnoush Parve var stadig dansk statsborger, og på den danske ambassade i Teheran fik hun udstedt et dansk pas og flyttede tilbage til Danmark.
Her bor hun stadig, gift med en iransk uddannet ingeniør og mor til en søn.
»Jeg graeder over, at iranere stadig lever under forhold, hvor et tørklaede, sat lidt skaevt, får så barbariske og fatale konsekvenser. For kvinden for nylig og for alt for mange andre unge i Iran. Det forlyder, at otte mennesker er draebt under urolighederne, men det tal må vaere højere, tror jeg, når oprøret er så omfattende,« siger Mehrnoush Parve.
Urolighederne er nogle af de vaerste i Iran siden gadekampe i fjor på grund af vandmangel.
»Jeg fornemmer, at oprøret denne gang stikker dybere, fordi det nu er kvinderne, der går forrest og tør braende deres hijab og tørklaeder af offentligt. Det giver håb. Men jeg graed, da jeg hørte, at en niårig pige skulle vaere blevet skudt af politiet, da hun af frygt forsøgte at traekke sin far ud af en demonstration. Generelt begraeder jeg situationen for alle de skaebner i Iran, der med livet som indsats kaemper massivt for at opnå det, vi andre tager for givet.«
Mehrnoush Parve håber, at oprøret denne gang kan bane vej for forandringer.
»Så iranerne kan få lov at bruge deres talenter til noget, vaere kreative, øve naturteknik, poesi, bruge tid på viden i stedet for at blive belønnet for at laere koranen udenad. At de får lov til at opleve den frihed, der engang var i Iran. Men forandringer vil kraeve international opbakning. Praecis som international opbakning hjalp praestestyret til magten i forbindelse med revolutionen,« vurderer hun.
Hvordan reagerede du, da vi for nylig i Danmark debatterede, om tørklaeder skulle forbydes i skolen – og muslimske kvinder demonstrerede for retten til at baere tørklaede som symbol på netop frihed?
»Jamen, det rammer jo lige praecis hele sagen ind. Jeg er imod tørklaedet personligt. Men jeg er også imod tvang. Jeg synes ikke, nogen skal tvinges til hverken at smide tørklaedet eller til at tage det på. Det har hidtil vaeret den store frihed ved at bo i Danmark. Som i min klinik kan jeg rådgive og vejlede – ikke pådutte.«
Jeg synes ikke, at nogen skal tvinges til hverken at smide tørklaedet eller til at tage det på. MEHRNOUSH PARVE, DANSK-IRANER