”Den store brand” er fortaellingen om alt det, der splitter os
Forrygende lyssaetning, naervaerende skuespillere og originale, musikalske kompositioner i Simon Bobergs iscenesaettelse af ”Den store brand” opvejer for en lidt tung tekst.
To små landsbyer ligger »som brødre« side om side i en dal.
»Over for hinanden. Adskilt af baekken. Forbundet af broen.«
Hver by har sin egen kro og sin egen kirke, hvorfra timeslagene lyder en smule forskudt, som var tiden ikke helt den samme begge steder. I harmonisk samhørighed lever de to landsbyer. Men en dag aendrer alt sig. Et skaenderi blandt to gamle venner bliver startskuddet til et år, hvor alskens plager af bibelske dimensioner regner ned over den ene af de to landsbyer. Tørke, stormskader, oversvømmelse og en smitsom, dødelig feber er blot noget af det, der ubarmhjertigt huserer. For ikke at tale om den i titlen naevnte brand, som til sidst jaevner den ene by med jorden.
»Hvorfor os?« spørger de hjaelpeløst, mens beboerne på den modsatte bred først forsøger at hjaelpe deres hårdt ramte medmennesker, men til sidst, efterhånden som ulykken tager til, vaelger at hytte deres eget skind og lukke af for farerne. Den lille baek bliver med tyk symbolik som i en bibelsk lignelse bredere og bredere, indtil broen forsvinder, og afgrunden mellem de to landsbyer er uovervindeligt stor. En solsort falder ned og rammer scenegulvet med et markant klask.
»Som om der fandtes en usynlig graense i luften.«
Der kan traekkes mange moraler ud af den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennigs ”Den store brand”, der kunne vaere bygget op om ordsprogene ”graesset er altid grønnere på den anden side” og ”en ulykke kommer sjaeldent alene”. Men formen, hvor regibemaerkningerne er lagt i munden på skuespillerne, der fortaeller historien med en konstant distance til karaktererne, bliver ensformig og en smule traettende i laengden. Isaer i anden akt, hvor der også er tilføjet et par lange, ordløse sekvenser med skøjteløb og sneboldkamp, som ikke bidrager til fortaellingens fremdrift.
Det er en skam, for de fem skuespillere er naervaerende og skønne i Simon Bobergs instruktion. Bebe Risenfors’ musikalske kompositioner, som han selv leverer fra det store flygel på scenen, er et virkningsfuldt, medfortaellende element, og Edward Lloyd Pierces naermest nøgne, sorte scenografi skaber det perfekte laerred til Henrik Sloths helt forrygende lysdesign. For isaer lyset er sanseligt og sevaerdigt, sådan som det rutineret skaber alt fra bagende solskin og frostklar vinter til blitzende lyn i tordenvejret og pulserende flammer i den altomsluttende brand. Godt hjulpet på vej af Anton Basts lyddesign, der er skabt i perfekt balance med lyssaetningen.
Schimmelpfennigs ”Den store brand”, der er skrevet i 2016 og dermed med sin draebende epidemi har en snert af spådom over sig, er fortaellingen om alt det, der splitter os, når vi kunne have levet i harmoni. Simon Bobergs iscenesaettelse opvejer fint for tekstens mangler, selv om vi savner et mere klart fokus og en karakter eller to, som vi oprigtigt kan maerke og holde med.
SKUESPIL
TEATRET SVALEGANGEN Tekst: Roland Schimmelpfennig Iscenesaettelse: Simon Boberg Scenografi: Edward Lloyd Pierce Varighed: To timer Spiller på Teatret Svalegangen til den 8. oktober 2022
TRINE WØLDICHE
De fem skuespillere er naervaerende og skønne i Simon Bobergs instruktion.