Jeg nød følelsen i mit omklaedningsrum, men hvad mon Simon Kjaer og co. taenkte i deres?

Danmark tabte på de små marginaler til Kroatien, hvilket både er betryggende og foruroligende.

Med efterårets første landskamp på programmet var min torsdag naturligvis sat af til fodbold.

Aftenen forløb dog lidt alternativt, da mit lokale oldboyshold pludselig manglede en mand – til en kamp mod en modstander, som havde forvandlet efterårets første interne opgør til en ydmygelse og en sejr på 15-2. Ja, det var 15-2.

På en kombination af uhyre høj effektivitet oppe foran og nul fejl nede bagi lykkedes det os alligevel at slaebe en revanche på 2-1 med ind i omklaedningsrummet, hvor stemningen mildt sagt var lige dele forbavselse og forløsning.

Pudsig historie fra fodboldens skyggeland, men det giver da ingen mening at naevne sådan en oplevelse i en klumme om de fineste udøvere af nationalsporten – jo, det gør det faktisk, for efter triumfen på syvmandsbanen nåede jeg hjem for at se Kroatien-Danmark og kom bagefter uvaegerligt til at taenke på, hvilke følelser Simon Kjaer og kompagni mon sad med i deres omklaedningsrum.

Mit bud – en blanding af fortrøstning og foruroligelse.

Det samlede indtryk af de 90 minutter på udebane og skuffelsen på 1-2 var nemlig sådan lidt midt imellem.

På den ene side kan landsholdet sagtens undskylde sig med, at det – modsat mit oldboysmandskab – blev straffet urimeligt hårdt for ganske små unøjagtigheder og tilfaeldigheder.

På den anden side understregede opgøret med al tydelighed, at Danmark helt forudsigeligt ikke kan vaere med i den absolutte top, hvis for mange melder sig for meget ud af møder med meget dygtige modstandere.

Kortsigtet betyder de nul point i Zagreb, at Danmark med allerstørste sandsynlighed har forpasset den samlede sejr i Nations Leaguegruppen – kun sejr over Frankrig på søndag og et kroatisk pointtab mod outsiderne fra Østrig vil nu udløse den endelige førsteplads, som ellers havde sikret holdet en placering i det øverste seedningslag til den kommende lodtraekning til EM-kvalifikationsgruppen og altså øgede chancer for en på papiret fordelagtig parring i puljen.

På den lidt laengere bane skaber nederlaget fornyet spaending om, hvor staerk en markering Kasper Hjulmands tropper egentlig kan forventes at levere til VM om små to måneder. Danmark skal nok komme videre fra en pulje med Australien, Frankrig og Tunesien, men med Argentina og

Polen som forventede udfordringer i en ottendedelsfinale kan det hele slutte lidt for tidligt.

Meget mere kan en lilleputnation reelt ikke tillade sig at sigte efter, men er vi ikke alle blevet en smule forblaendede og overoptimistiske omkring fodboldlandsholdet?

EM var jo ét langt lykkeridt trods Christian Eriksens kollaps og genskabte for alvor både begejstringen, faellesskabsfølelsen og agtelsen for holdets klasse, selv om slutrunden faktisk ikke bød på sejre over rigtigt tunge navne, og efterfølgende har Nations League-kampene ikke daempet euforien.

Resultaterne har da også vaeret mere end acceptable, men lad os vaere aerlige.

Sejren på 2-1 over Frankrig i Paris var et udslag af stor kampvilje og endnu større effektivitet i form af et par kliniske afslutninger fra Andreas Cornelius. Omvendt var 0-1 til Kroatien i Parken lige så marginal en nedtur som torsdag aften, men ret beset blev de udvalgte den aften både taktisk og spillemaessigt udmanøvreret.

Set fra sidelinjen efterlader det os med nogle helt centrale konklusioner:

- Landsholdet har topniveauet til at slå de bedste, men også skrøbeligheden til at tabe til de naestbedste.

- Landsholdet er afhaengigt af det kollektiv, som landstraener Hjulmand hylder – det kan ikke leve med et dyk som hos flere spillere i anden halvleg mod Kroatien, for bortset fra Christian Eriksen har for få den individuelle klasse rent offensivt til at forhindre sammenbruddet.

- Landsholdet mangler stadig den spidsangriber, der kan skabe noget på egen hånd – kender nogen en dansk udgave af Erling Haaland?

- Landsholdet må og skal håbe, at spillere som Damsgaard, Delaney og Maehle får mere spilletid i perioden frem mod VM, for i modsat fald vil Kasper Hjulmand vaere tvunget til at taenke i alternativer og alternativ taktik for at kompensere.

Ovenstående er ikke udtryk for et ønske om at sprede pessimisme.

Jeg ønsker blot at opfordre til realisme omkring landsholdet, for det fortjener respekt for de seneste års udvikling i stedet for overdrevne krav, og så kan man jo heldigvis altid taenke tilbage på vores sejr torsdag aften som et bevis på, at det meste er muligt på en fodboldbane.

Jeg ønsker blot at opfordre til realisme omkring landsholdet, for det fortjener respekt for de seneste års udvikling i stedet for overdrevne krav.