Bange anelser før valget i Italien
Almindeligvis bliver italienske valg mødt med et skuldertraek, for hvem orker at skulle forholde sig til parlamentarikere, der i årtier kun synes enige om ét: naermest systematisk at køre en af Europas store økonomier i saenk.
Med en offentlig bruttogaeld, der overstiger halvandet års produktion, er Italiens økonomiske udfordringer ikke et nationalt anliggende, men en dyb bekymring for samtlige lande i eurosamarbejdet og resten af EU for den sags skyld.
Eurolandene skal grundlaeggende opfylde to krav – de såkaldte ”Maastricht-kriterier”: Underskuddet på statsfinanserne må ikke overstige 3 pct. af bruttonationalproduktet (bnp), og den offentlige bruttogaeld må ikke overstige 60 pct. af bnp. Ud fra disse kriterier burde Italien aldrig have vaeret en del af eurosamarbejdet, da gaelden i mere end en menneskealder har ligget langt over de 60 pct. af bnp.
Praecis derfor er parlamentsvalget i morgen af stor vigtighed for Europa, da det kommer i den alvorligste økonomiske situation siden finanskrisen i 2008.
At der har vaeret ro om Italien i de senere år, skyldes én person: Mario Draghi, der gennem otte år var praesident for Den Europaeiske Centralbank (ECB) og den centrale skikkelse under statsgaeldskrisen. For halvandet år siden blev han bedt om at traede til som Italiens premierminister, og i kraft af sin fortid i ECB har Draghi over for Italiens kreditorer stået som garanten for ikke mindst økonomisk-politisk stabilitet og dermed kreditvaerdighed.
Den koalition, som ifølge mange meningsmålinger står til at vinde valget, består af de partier, som udløste Mario Draghis fald: Matteo Salvinis Lega, Silvio Berlusconis Forza Italia og Giorgia Melonis Italiens Brødre, som tegner til at blive det største parti. De bakkede ikke op om de reformer, som Draghi havde fremlagt, herunder nødvendige tiltag for at få del i EU’s coronahjaelpepakke på henved 140 mia. kr.
I stedet er de gået til valg på overbudspolitik med løfter om højere pension og økonomisk hjaelp til en befolkning, som er hårdt traengt af energikrisen. Historisk har de lagt afstand til EU samt givet Tyskland og Frankrig skylden for, at italienerne skulle føre en stram finanspolitik. Silvio Berlusconi måtte i 2011 gå af som premierminister, fordi han havde presset italiensk økonomi ud over afgrunden.
Hvis højrekoalitionens valgløfter føres ud i livet, vil de rette et hårdt slag mod de italienske statsfinanser, vurderer toneangivende internationale økonomer. I de kommende fem år vil underskuddet på statsfinanserne vokse til mere end 6 pct. af bnp, men statsgaelden vil vokse til 155 pct. af bnp i 2027. En så lempelig finanspolitik vil måske nok kunne føre til øget økonomisk vaekst på kort sigt, men vil også kunne føre til alvorlige reaktioner i de finansielle markeder i form af kursfald på italienske statsobligationer.
Uden en fortsaettelse af reformkursen under Mario Draghi kan Italien ikke kun blive afskåret fra EU’s coronahjaelpepakke, men også ECB’s program for målrettet at forhindre de stigende renter i at udløse en ny statsgaeldskrise.
Mere end nogensinde skal Europa fremstå som én ubrydelig enhed, og her er det ildevarslende, hvis det allerede dybt forgaeldede Italien får en ny regering, der begynder at indfri valgløfter for lånte penge, i forventning om at Europa altid står klar med den finansielle redningskrans.
Faresignalerne er ikke til at misforstå. Med krigen i Ukraine og energikrisen er en økonomisk tøjlesløs regering i Rom det sidste, Europa har brug for.