De gode viljers klub har i Ukrainekrisen igen mødt muren

Det har sin egen onde ironi, at praesident Putin meddelte sin beslutning om at mobilisere 300.000 soldater ekstra til Ukraine-krigen, mens FN’s årlige generalforsamling fandt sted i New York.

Det var formentlig helt bevidst. Tydeligere kunne Kreml-herskeren ikke udtrykke sin foragt for FN, og hvad der har vaeret meningen med verdensorganisationen siden 1945: at arbejde for fred gennem internationalt samarbejde og kollektive sikkerhedsinitiativer.

Ukraine-krigen, som Putin slap løs for syv måneder siden, er formentlig den farligste globale krise lige nu. Men dertil kommer alle de andre kriser, som presser sig på: inflation, recession, energi, klima, fødevaremangel m.m. Det er så meget af en perfekt storm, at FN’s generalsekretaer, António Guterres, ligefrem måtte ty til Shakespeares ”Richard III” og de berømte ord om »vort mismods vinter«.

Hvis verdens stormagter ikke engang nu kan finde sammen om at tackle alle disse kriser, er det helt legitimt at spørge, hvad FN egentlig skal gøre godt for. Er det meget andet end en kostbar cirkusforestilling eller en parade af gode viljer, der løbende kolliderer frontalt med en virkelighed, der ikke er, som den burde vaere?

Svaret er et rungende ja. FN gør via sine organisationer WHO, Unicef osv. uendeligt meget godt for mennesker over hele verden på alle mulige måder. Hvis FN ikke påtog sig dette arbejde, måtte FN opfindes forfra, om end man så nok kunne opfinde det lidt mindre bureaukratisk og omkostningstungt. Man behøvede heller ikke gøre renens ne diktaturstater til fremtraedende medlemmer af FN’s Menneskerettighedsråd, og den rituelle Israelhetz kunne også undvaeres.

Alligevel er det ikke dér, problemet ligger. Det er, når det gaelder sikkerhedsrådet og den foraeldede struktur med de fem faste medlemmer og deres vetoret, at de flotte hensigtserklaeringer møder muren. Sådan har det vaeret med de fleste krige og større kriser siden den første efterkrigstid. Ukrainekrigen viser, at det stadig er sådan.

Når sikkerhedsrådet burde traede i karakter og vaere et reelt forum for forhandling og krisehåndtering, har mindst en af de fem store fra Anden Verdenskrig blokeret med et veto og lukket ned for en meningsfuld debat. Tilbage har kun vaeret skaeldsord og fornaermelser. Kun i årene lige efter Sovjetuniosammenbrud var viljen til lidt mere.

Så laenge nogen kan huske, har der vaeret debat om at opdatere systemet med de fem store. Det har trods alt 77 år på bagen. Men ingenting sker, og ingen af de fem har noget at lade andre høre. Lande som Brasilien, Tyskland og Indien burde oplagt optages i kredsen. Men hvornår har Frankrig f.eks. tilbudt at dele sit permanente medlemskab med Tyskland (foruden sine atomvåben)?

Sikkerhedsrådet spiller ingen reel rolle ved større krige og kriser, men er udelukkende et uforpligtende forum.

Forklaringen er selvfølgelig, at der er alt for store interesser og alt for velerhvervede privilegier på spil. Der er ingen udsigt til, at systemet bliver fornyet, heller ikke selv om praesident Biden i sin FN-tale forleden erklaerede sig parat. Sikkerhedsrådet spiller ingen reel rolle ved større krige og kriser, men er udelukkende et uforpligtende forum. Hvornår har Nordkorea efterlevet en FN-resolution?

Det er altid bedre at tale sammen end ikke at gøre, ynder diplomater at forsvare deres egen arbejdsindsats med. Det må ubestrideligt vaere rigtigt. Selve dét trods alt at udveksle synspunkter kan sagtens virke konfliktdaempende. Det var bare ikke ambitionen med FN i sin tid. Det har også Putin iskoldt gennemskuet.