Hvis skyld er det, at der mangler varme haender?

Der ville ikke vaere så stor efterspørgsel på sygeplejersker, hvis man ikke havde sparet. Men følgerne af årtiers besparelser har fået sygeplejersker til at flygte fra det offentlige. Og det starter en ond cirkel.

”Flere varme haender, højere løn til sundhedspersonalet, skattelettelser til topskatten ...”

Var jeg faldet af stolen, hver gang jeg hørte det nyeste valgflaesk fra statsministerkandidaterne, havde jeg for laengst vaeret skrevet op til en hofteoperation. Dels i chok over, at de samme mennesker, der ignorerede sygeplejestrejken i 10 uger og efterfølgende lavede et regeringsindgreb, nu taler i samme toneleje, som alle landets sygeplejersker gjorde for et år siden. Dels af frustration over, at man stadig fremlaegger det som, at der er meget sundhedspersonale, der betaler topskat grundet deres almindelige løn (hvilket er forkert), og til sidst over min modstand mod udtrykket ”varme haender”.

Jeg er selv en af de såkaldte ”varme haender” – hvad det så end betyder (og som i øvrigt begge er tilknyttet en krop på et menneske med sjael og sind og egne tanker). For hvem er de kolde haender? Er det håndvaerkere og ledere? Salgsassistenter og politikere? Jeg selv fryser altid om haenderne, selv om jeg har taget to separate og vidt forskellige uddannelser inden for sundhedsvaesenet. Ingen af uddannelserne hjalp på mit handskeforbrug fra september-maj, men de gjorde noget andet.

Den første uddannelse, som socialog sundhedsassistent, løftede mig fra at kun have mit gode hjerte og gåpåmod til at passe andre mennesker til at vide, hvornår jeg bør og skal traede til, og hvordan jeg hjaelper andre mennesker bedst ved hjaelp af kommunikation, sygepleje og refleksionsevner.

Efter nogle år med den uddannelse og en masse fantastisk erfaring valgte jeg at laese videre til sygeplejerske. De vidste så meget om alting, de kloge sygeplejersker – og de kunne også meget mere, havde mere ansvar, og i det hele taget virkede de til at have en endnu mere spaendende og begivenhedsrig arbejdsdag med endnu flere spaendende kompetencer og opgaver.

Sygeplejerskeuddannelsen løftede mig fra det grundlaeggende til det avancerede niveau – og det var en hammerhård uddannelse – man skal både ville og kunne rigtig meget.

Meget af uddannelsen er baseret på teori, videnskabelige undersøgelser og gruppearbejde, der til tider føles som dødens pølse, men som så skal kunne omsaettes til praksis i de praktikophold, der er lagt ind hen ad vejen. Og efter tre et halvt års intense studier og laererig praktik står man så med eksamensbevis i hånden og mere viden, end man troede, man kunne rumme.

Nu har man laert sig teknikkerne til at reflektere endnu mere over sit eget virke, hvordan det bliver modtaget, og hvordan man selv modtager folk i krise, sorg og engang imellem bedrevidenhed.

Gruppearbejdet fortsaetter, nu med flere forskellige faggrupper og almindelige borgere og med højere krav til resultatet af arbejdet.

Mine haender er stadig kolde, men hovedet er fyldt, blikket er skarpt, og jeg kan med ord og handlinger få dødssyge patienter til at føle sig set, hørt og anerkendt – og smertedaekket, velsoigneret, rolige og fortrøstningsfulde.

Jeg kan berolige angste pårørende, konferere med samarbejdspartnere og kollegaer og samtidig varetage komplekse medicinske behandlinger, pleje sår og undervise andre i at gøre det samme. Eller det vil sige ... det burde jeg kunne.

Fordi selv om man igen og igen hører fra alle vinkler, at sygeplejerskerne har talt deres fag ned, så har jeg endnu til gode at laese fra en sygeplejerske, der kritiserer sin uddannelse og sit fag. Fordi det har aldrig vaeret uddannelsen eller faget, der har vaeret et problem.

Det har hellere aldrig vaeret andre faggrupper, der har vaeret et problem.

Problemet er og bliver, at vi har fået sat nogle rammer, der gør, at hver sygeplejerske varetager opgaver svarende til to-tre sygeplejerskers formåen. De sidste mange, mange års besparelser fra både rød og blå blok har skåret ind til marven af ressourcer til sundhedsvaesenet. Og det er gjort, i takt med at danskere lever laengere og lever i laengere tid med behandlingskraevende problematikker, der sender dem ind og ud af sundhedsvaesenet og gør dem mere og mere komplekse at behandle. Med andre ord: Efterspørgslen på ressourcer er steget, i takt med at man har fjernet de selvsamme ressourcer.

Folk, der ikke arbejder i sundhedsvaesenet, er uforstående over for, at sygeplejersker flygter fra faget, blandt andet fordi ”I arbejder jo faerre timer end gennemsnitsdanskeren”, ”I får da mere i løn end en almindelig kasseassistent” osv.

Men hvis du havde taget en bacheloruddannelse, hvor du tilegner dig viden om og kompetencer til at yde og kende vigtigheden af kvalitetsrig behandling, sikre høj livskvalitet, der kan bibeholdes ved at arbejde forebyggende og helhedsorienteret, samtidig med at du har kvalifikationer til at redde menneskeliv – ville du så ikke også mene, at du var berettiget til en rimelig løn? En løn på niveau med andre uddannelser på samme niveau?

Og hvis du så ovenikøbet ved, at der er efterspørgsel efter lige netop dine kompetencer, og at din arbejdsbyrde svarer til, at du arbejder for to eller tre af din slags hver eneste dag – ville du så ikke mene, at der var tid til at diskutere en lønforhøjelse?

Det mest ironiske er, at de fleste sygeplejersker ville have kunnet leve med og af deres nuvaerende løn, hvis man ikke havde valgt at spare til at starte med. Der ville heller ikke vaere så stor efterspørgsel på sygeplejersker, hvis man ikke havde sparet til at starte med. De nuvaerende vilkår, følgerne af årtiers besparelser, har fået sygeplejersker til at flygte fra det offentlige.

Af samme grund formår patienterne ikke at blive behandlet i bund inden udskrivelse og oplever derfor hyppigere genindlaeggelser og mere komplekse efterforløb, end de ellers ville have haft.

Og så er en ond cirkel startet. Genindlaeggelser gør hverdagen mere fortravlet, hvilket nedslider personalet endnu mere, hvilket sygemelder mange eller får endnu flere til at sige op, hvilket giver endnu mere arbejdspres til de resterende.

Jeg selv hoppede ud af den offentlige ansaettelse for nogle måneder siden og arbejder nu som freelancevikar.

Jeg får nu knapt 70 kr. mere i timen i grundløn, jeg har større indflydelse på min arbejdsplan, og jeg oplever en større arbejdsglaede. Jeg har nu nemmere ved at få holdt mine overenskomstforhandlede pauser i løbet af arbejdsdagen, da jeg ikke laengere føler mig forpligtet til at løbe lige så staerkt som de fastansatte. Jeg er nemlig kun ansat til at arbejde som én sygeplejerske og får løn for at passe på mig selv, ligeså meget som jeg passer mine patienter. Alt i alt har jeg ikke haft det så godt mentalt i lang tid, og af samme årsag har jeg også genfundet min bedste sygepleje, som jeg yder hver eneste arbejdsdag.

Jeg havde foretrukket at blive i en fast stilling på en god arbejdsplads, men de rammer og den medfølgende stress, der hører med til at vaere fastansat i det offentlige sundhedsvaesen, er simpelthen ikke det vaerd.

Jeg havde foretrukket at blive i en fast stilling på en god arbejdsplads, men de rammer og den medfølgende stress, der hører med til at vaere fastansat i det offentlige sundhedsvaesen, er simpelthen ikke det vaerd – og så er lønnen selvfølgelig heller ikke saerlig tillokkende. Så bifald til de statsministerkandidater, der endelig er ved at vågne op – men før de har kigget grundigt på selve fundamentet af det offentlige sundhedsvaesen og rent faktisk aendrer noget, er det hele bare store ord i munden på magtsyge politikere.