Nu har eksperterne fortalt os, hvad klimakampen koster

FN’s store klimauge har igennem de seneste dage tydeligt afsløret, at klimakampen ikke sygner hen – den blusser op til nye højder i de kommende år.

Mens afslutningen på FN’s klimauge i New York naermer sig, står den globale kamp for at daempe klimaforandringerne foran endnu en skaebnestund.

Udsigten til recession og energimangel har så småt vaeret en katalysator for den modbølge imod den grønne omstilling, som vi har ventet på. Måske mest tydeligt i det amerikanske oliemekka i syden, hvor lokale myndigheder åbent har forsøgt at spaende ben for det, de kalder ”woke-investorers” – det vil sige klima- og ESG-venlige finansvirksomheder – forretninger.

Hidtil er de bestraebelser dog primaert blevet mødt med et skuldertraek i toppen af det omgivende erhvervsliv. Der er tilsyneladende kommet for mange penge i ESGdagsordenen til at skrue tiden tilbage, og i øjeblikket ligner den frygtede modbølge mest af alt et relativt ubetydeligt skvulp. Klimakampen lader sig naeppe stoppe, og om en god måned får vi en indikation af, hvorvidt den også kan vindes, når den internationale klimakonference COP27 løber af stablen i Egypten.

Intet tyder på, at klimapresset fra investorer, långivere, højtråbende ngo’er og isaer de yngre generationer af medarbejdere er blevet mindre trods verdensøkonomiens trusler imod de vestlige befolkningers velstandsniveau.

Finanssektoren har en stor del af aeren – eller skylden – for den udvikling. Forleden sluttede Den Europaeiske Centralbank, ECB, sig til flokken, da den bebudede en snarlig indlemmelse af en ”klimakarakter” i sin vurdering af hvilke virksomheder, den fremover kan og vil give adgang til betydelig likviditet og til hvilken pris.

De store og mest ressourcestaerke virksomheder er helt klar over, hvordan vinden blaeser. Derfor begynder de nu at tage de mest virkningsfulde redskaber i brug for at skaerpe klimaindsatsen. Ifølge en undersøgelse fra Deloitte agter en fjerdedel af de tungeste virksomheder over de kommende to år at gøre ledelsens bonusløn afhaengig af, at den når konkrete klimamål. Fordi det, der betaler sig for virksomheden, også skal kunne betale sig for dens ledelse.

I mandags kom eksperterne imidlertid med endnu et opråb: De nuvaerende positive tendenser er slet ikke nok. Det skete, da to globale energiagenturer udsendte en laenge ventet rapport, The Breakthrough Agenda, der opstiller et nyt regnestykke for, hvor meget der skal til for at afbøde klimaforandringerne.

Her konkluderede Det Internationale Energiagentur (IEA) og Det Internationale Agentur for Vedvarende Energi (IRENA), at verden ved udgangen af dette årti skal finde én billion dollars til investering i vedvarende energikilder. Hvert år. Dertil kommer 650 mia. dollars årligt til en omstilling af energiinfrastrukturen og elnettet. Svimlende tal, som naeppe nogen kan forholde sig til. Men der er tale om en fordobling af de årlige investeringer i forhold til i dag, og pengene skal komme fra både private og offentlige kilder for at raekke.

Årsagen til det nu endnu større investeringsbehov er, at elproduktionen skal vokse voldsomt frem mod 2030 for at tilfredsstille efterspørgslen i takt med, at flere og flere brancher elektrificerer produktion og logistik for at nedbringe CO2-udledning.

I alt ventes energisektoren at skulle noget naer tredoble sin produktion for at følge med. Vel at maerke samtidig med, at den samme sektor skal nedbringe sine udledninger af drivhusgasser med over 7 pct. om året frem til 2030. Det kraever en voldsom teknologisk acceleration, inklusive fangst af CO2 i atmosfaeren og omstilling af hele energinettets infrastruktur. Den gode nyhed er, at der er titusindvis af nye job i den bevaegelse. Bagsiden af medaljen er, at opgaven selvfølgelig er enorm.

Eksperterne anslår imidlertid, at energikrisen – stik imod forventningerne – har øget motivationen for at finde pengene. De to energiagenturer IEA og IRENA anslår, at det er realistisk at nå en meget betydelig acceleration af indsatsen.

Verden skal ved udgangen af dette årti finde én billion dollars til investering i flere vedvarende energikilder. Hvert år.

Det gaelder ikke kun på den globale scene, som jo er altafgørende. Ikke desto mindre udsendte Danmarks Statistik først på ugen Danmarks seneste emissionsregnskab. Det viser, at udledningen af såkaldte CO2-aekvivalenter fra dansk grund er faldet med 40 pct. siden 1990. På 32 år er vi altså nået godt halvdelen af den vej, Danmark nu har godt syv år til at fuldføre, hvis klimalovens ambition om at udlede 70 pct. mindre i 2030 end i 1990 skal indfris. Jo, også herhjemme skal der andre boller på suppen.