Glem alt om en splittelse mellem Putins Rusland og Xis Kina
Forholdet mellem Rusland og Kina har aldrig vaeret bedre.
Vesten vil gerne se en splittelse mellem Rusland og Kina. Så gerne, at ønsketaenkning bliver til realiteter i manges øjne.
Ikke mindst blandt vestlige kommentatorer, der har svaert ved at skelne mellem en politisk dagsorden – så legitim den end kan vaere – og de realiteter, der udspilles uden for elfenbenstårnet.
Realiteterne er, at båndene mellem Putins Rusland og Xis Kina aldrig har vaeret staerkere, og at SCO-mødet i Samarkand lagde nu et nyt lag på partnerskabet.
I den vestlige og isaer vesteuropaeiske opfattelse af krigen i Ukraine som sort og hvid er det direkte modsaetningsfyldt, at Kina er partner og hjerteven med Rusland og samtidig fastholder et partnerskab med Ukraine. Men Kina kan sagtens rumme en modsaetning som et godt forhold til Ukraine samtidig med en styrkelse af relationerne til Rusland. En position Kina ofte har indtaget i andre sammenhaenge. Men det indebaerer selvfølgelig, at Xi ikke stiller sig op og råber sin opbakning til Putin ud over det globale medielandskab.
I en strategisk sammenhaeng er Kinas officielle position, at Kina arbejder for fred – og det kan jo gøres og tolkes på mange måder.
Som partiavisen Global Times, Kinas internationale talerør, når der skal distribueres holdninger, skriver i en ledende artikel: »Det er helt usandsynligt, at der vil opstå en kurre på tråden eller en konfrontation i Kina-Rusland relationerne som forventet og promoveret af USA og Vesten«.
De vestlige håb om et skisma mellem Rusland og Kina udsprang af en enkelt Putin bemaerkning om »forståelse« under SCO. Ren og skaer russisk høflighed (formentlig baseret på god rådgivning), der i Kina tolkes positivt som forståelse i en svaer situation.
Lovprisning af Rusland
Søndag og mandag, fire dage senere, var den russiske sikkerhedsrådgiver Nikolai Patrushev inviteret til strategisk dialog i Kina af Kinas førende diplomat og strategiske rådgiver, politbureaumedlem Yang Jiechi.
Denne samtale fulgte lovprisningerne af Rusland og samarbejdet med Kina fra udenrigsminister Wang Yi og Li Zhanshu, kommunistpartiets tredjehøjst-rangerende medlem, i ugen op til SCO-mødet i Samarkand. De statskontrollerede kinesiske medier hylder konferencen som Xis og Kinas gennembrud i forhold til USA’s »inddaemning af Kina«. Kina har masser af venner, som det hedder. Og ikke mindst Rusland.
Idéen, om at Rusland har mere brug for Kina end omvendt, er også et falsum. Jo mere presset Kina er af USA, desto mere har Kina brug for en anden stormagt som Rusland til at bakke dem op. Det gør Rusland uden vaklen. Russerne benytter enhver taenkelig lejlighed til at støtte Kina i Taiwanspørgsmålet (1-Kina-politikken), når USA rokker ved status quo. Senest med Joe Bidens løfter om at saette amerikansk militaer ind i forsvar af Taiwan i tilfaelde af en vaebnet konflikt.
Russisk A-kraft i Kina
For et Rusland tynget af vestlige sanktioner og et Kina hårdt presset af USA på handel og teknologi – og også underlagt sanktioner – er det faelles fodslag strategisk altafgørende. Rusland sender ikke bare, olie, kul og gas til Kina. Sidste år overvaerede Putin og Xi via videolinks de første spadestik blive taget til to russisk byggede atomkraftvaerker i Kina. Til gengaeld er det russiske marked åbent for alt den teknologi, som kineserne ikke laengere må saelge i Vesten. Og med russerne på vej ud af Den Internationale Rumstation afspejler det faelles russisk-kinesisk månelandingsprojekt i 2030, at fremtiden er et langsigtet, faelles projekt og mere end bare floskler.
Europaeiske politikere har uendeligt svaert ved at laese deres asiatiske kolleger. Det ser skidt ud for Europa, hvis de europaeiske politikere igen-igen laeser den strategiske situation forkert og bare venter på, at Rusland og Kina bliver uvenner.
Det gør de ikke foreløbig. Tvaertimod.