Emma Thompson sprudler i charmerende sexarbejderkomedie
”Held og lykke, Leo Grande” er en både morsom og taenksom film om behov og lyst.
Nancy (Emma Thompson) har aldrig gjort sådan noget før, og som hun står i sin stramme, knaelange nederdel i det sparsomt indrettede hotelvaerelse med stramt redt dobbeltseng, sofamøblement og minibar, giver hun også stadig mere efter for den nagende tvivl, der fortaeller hende, at det er en rigtig dårlig plan, hun har sat sig for at føre ud i livet.
Men da titelfiguren Leo (Daryl McCormack) i Sophie Hydes charmerende, uregelmaessige, romantiske komediedrama ”Held og lykke, Leo Grande” banker på, er Nancy alligevel for nysgerrig til at smide ham på porten med det samme.
For Nancy, der i virkeligheden slet ikke hedder Nancy,
er en pensioneret skolelaerer, der efter sin kedelige og meget lidt seksuelt opfindsomme mands død traenger til et ordentligt knald.
Som hun fortaeller den vantro sexarbejder Leo, der selvfølgelig heller ikke hedder Leo, har hendes seksuelle udskejelser hidtil begraenset sig til tørre og ultrakorte sammenstød i aegtesengen med en forfalsket orgasme som udgang. Et egentlig klimaks har Nancy aldrig nået, ligesom hun heller aldrig har dyrket oralsex, er blevet taget bagfra eller har onaneret.
Nuanceret karakter
Banen er kridtet skarpt op i ”Held og lykke, Leo Grande”, for Leo er selvfølgelig et perfekt eksemplar af en ung mand af det 21. århundrede, der finder kvinder i alle aldre og størrelser sexede, og som har en perfekt formet fortaelling om, hvordan der ikke er noget som helst nedvaerdigende i at saelge seksuelle ydelser.
Sat over for Thompsons tilknappede Nancy bliver
KOMEDIEDRAMA
kontrasten mellem de to til tider lige lovlig grov, men det er på den anden side set også praecis den dynamik, som Hyde spiller sit kammerspil op ad.
”Held og lykke, Leo Grande” baerer praeg af de seneste års coronarestriktioner, hvor aendrede produktionsforhold ofte ses spejlet i få skuespillere og et begraenset antal locations. Hyde udnytter betingelserne optimalt i sit fine komediedrama, men fordi vi har set så mange af den slags film i de forgangne år, så føles den ikke helt så frisk, som den måske kunne have gjort.
McCormack gør, som filmen skrider frem, fantasifyren Leo til et nuanceret menneske, der er meget mere end sine tricks på lagenerne, men det er Thompson, der stjaeler showet som den lige dele forfjamskede, moralsk splittede og nysgerrige kvinde, som naegter at lade sig bremse af sin alder og sine tidligere forestillinger om, hvad der sig hør og bør.