Shakespeare-mastodont viser, at mennesker ikke laerer af fortiden
Tue Biering har samlet Shakespeares kongedramaer i én enkelt forestilling, hvor 14 skuespillere, utallige statister og virkelig meget teaterblod skaber fem timers god underholdning.
”Richard II”, ”Henrik IV”, ”Henrik V”, ”Henrik VI” og ”Richard III”. Alle disse af Shakespeares kongedramaer har instruktør Tue Biering kogt sammen til ét temmelig langt, men også svaert underholdende vaerk,
”Det europaeiske slagtehus”, som lige nu kan opleves på Odense Teaters Store Scene.
»Den eneste konstant i menneskehedens historie er forandring.« Sådan lyder én af forestillingens allersidste replikker meget sigende. Det er en klar sandhed her, hvor teaterblodet fra hvide plasticspande anvendes i rigelige maengder, mens konger kommer og går på den britiske trone i Tue Bierings ambitiøse fortaelling.
Først ser vi Richard II i Benjamin Kitters rolige skikkelse. Dernaest overtager Frank Thiels strenge Henry IV, der igen afløses af Freja Klint Sandberg som hans festglade søn Henry V, der gør sit yderste for at overgå sin fars praestationer.
Efter hans død overtages tronen af Henry VI – en tavs barnekonge med Bibelen under armen, der som voksen spilles af Niels Skovgaard Andersen. Hans tid bliver kort, før han afløses af Nicolai Jandorfs useriøse Edward IV, der med jetset-attitude gør hoffet til en fest, som dog hurtigt afvikles af Kristoffer Helmuth som hans fuldstaendigt vanvittige bror, Richard III, der skruppelløst myrder løs i sin naermeste familie for at kunne indtage tronen.
Henvisninger til nutiden
At vi mennesker ikke laerer af fortidens fejl, er en af de klareste konklusioner, publikum kan drage af ”Det europaeiske slagtehus”. Her er direkte henvisninger til nutiden, som Mikkel Bay
Mortensens højtråbende karakter, der med sin kohornsprydede pelshue mimer stormløbet på Kongressen i 2021. Og det er naermest umuligt ikke at taenke på Putin og krigen i Ukraine, når Henry V beslutter, at Frankrig burde vaere en del af England, og skruppelløst angriber.
Forestillingens visuelle udtryk er en hel fortaelling for sig. Først er scenen fuldkommen nøgen. Snoretraek kan ses på vaeggene, og det nederste af kulisserne anes højt oppe under loftet.
Men i løbet af de godt og vel to timer, som første halvdel af iscenesaettelsen varer, bliver scenen i Nicolaj Spangaas scenografi gradvist mere og mere kaotisk. Trillebørfuld efter trillebørfuld af jord køres ind og fordeles over hele gulvet. Ligposer flyder, blod, øl og urin tilføjes.
Forskellige scenografiske elementer saettes op – fra et interimistisk kirkeligt rum i metal prydet af et enormt lysende kors på toppen til en simpel traevaeg, der gør det ud for franskmaendenes faestningsvaern. For slet ikke at naevne den levende hest, der passerer ind over scenen. Et fuldstaendigt – men alligevel virkningsfuldt – kaos, der står i skarp kontrast til anden akts kridhvide
SKUESPIL
ODENSE TEATER Tekst: Tue Biering, frit fortolket efter Shakespeare Iscenesaettelse: Tue Biering Scenografi: Nicolaj Spangaa Varighed: 5 timer Spiller på Odense Teater til den 8. oktober 2022
scenografi, der mod slut mest af alt ligner en moderne New York-penthouselejlighed.
Outreret kostumedesign
Skuespillerne er iklaedt maerkvaerdige sammensaetninger af pels, skind og traeningstøj. Her er skibriller, store perlekaeder, gummistøvler, Crocs og fuldt cricketantraek. Her er crop tops med blonder, rustninger, stramme Speedos og lange kapper.
Overraskende nok fungerer Marie Rosendahl Chemnitz’ outrerede kostumedesign glimrende sammen med den storladent gakkede fortaelleform. De 14 skuespillere fra Odense Teaters ensemble leverer alle imponerende praestationer gennem hele den lange forestilling. De spiller med en energi og entusiasme, som giver en oplevelse af, at de har en fest gennem alle deres mange forskellige roller.
Selv om Niels Skovgaard Andersen som en af iscenesaettelsens allerførste replikker forsikrer publikum om, at det hele er »meningsløst« og uden moraler, så er der alligevel en del scener i kaosset, som vaekker genklang. For krige udkaempes, blod udgydes, og menneskene bliver vist aldrig rigtigt klogere.