Russiske protester udfordrer Putin
Krigen i Ukraine er kommet hjem til Rusland. Med sin beslutning om at mobilisere 300.000 mand af reserven har praesident Putin samtidig åbnet for, at alle dele af det russiske samfund nu kommer til at maerke krigen helt taet på. En kaereste, en mand, en bror, en nevø kan pludselig blive sendt i krig i et fjerntliggende naboland, som de faerreste anede, at Rusland havde et udestående med. Hidtil har krigen fortrinsvis vaeret ført af professionelle soldater.
Allerede i de første døgn efter mobiliseringen kom det overalt til gribende scener, hvor familier sagde farvel til den indkaldte reservist, der nu skifter det civile liv ud med en uvis fremtid ved fronten. Reaktionerne har afspejlet det kollektive chok. I flere storbyer er det trods myndighedernes hårde fremfaerd kommet til modige demonstrationer i gaderne. De sociale medier svømmer over med protester og gode tips til, hvordan man kommer ud af landet. En enkeltbillet til Tyrkiet, som ikke kraever visum fra Rusland, kunne op til weekenden erhverves for 75.000 kr. I flere døgn har der vaeret lange bilkøer ved graenserne til flere nabolande.
Det er ikke første gang, at Putin mødes med protester og folkelig modstand. Det er sket både efter valg og drab på fremtraedende systemkritikere. Men det kan forudses, at protesterne denne gang kan få en ny kvalitet ved, at de simpelt hen stikker så meget dybere i hele det russiske samfund. Modstanden viser sig ikke kun i de større byer og blandt veluddannede. Den kan få en bredde, der minder om den folkelige modvilje mod den sovjetiske krig i Afghanistan. Ifølge USA overstiger de russiske tabstal i Ukraine allerede nu dem fra 10 års krig i Afghanistan (1979-89).
Dekretet om mobilisering er holdt i så vage vendinger, at det ifølge vestlige eksperter åbner for, at langt flere end 300.000 kan blive tvangsindkaldt. Det er heller ikke sådan, at kun maend med militaer kamperfaring er blevet indkaldt, som det ellers hedder officielt. Vestlige medier har bragt mange eksempler på indkaldte familiefaedre uden nogen tilknytning til forsvaret. Anholdte demonstranter er også blevet indrulleret på stedet. Putin kan formentlig skrue op og ned for mobiliseringen, som han vil. Den brede befolkning betaler prisen.
Politiet har udvist en velkendt form for brutalitet til at slå protesterne ned, og det kan også lykkes denne gang; i hvert fald når det gaelder de fysiske demonstrationer. Hvad der foregår digitalt, er svaerere at styre. Jo mere ophobet utilfredshed, der viser sig i stort og småt, jo større håb er der om, at krigens negative indflydelse på det russiske samfund kan give Putin mere modstand og gøre det svaerere for ham at radikalisere krigsførelsen.
Problemet for Vesten er, at man ikke kan indregne, at protesterne faktisk underminerer regimet. Man kan varme sig ved mange historiske eksempler. Når det gaelder de folkelige opstande i Østeuropa i revolutionsåret 1989, gik det pludselig hurtigt, og de kom helt uventet. Men andre gange er protesterne blevet kvalt i politivold både i Rusland og i Belarus. Det samme sker i øvrigt lige nu i Iran.
Vigtigt er imidlertid, at det ikke kun er de tapre ukraineres modstand ved fronten og Vestens sanktioner mod Rusland, som Kreml-herskeren skal tage bestik af. Han kan ikke i det lange løb tillade sig bare at ignorere den folkelige opinion. Her ligger et håb, også for et eventuelt magtskifte i Kreml. Problemet vil vaere, at ingen på forhånd kan afvise, at en efterfølger til Putin ikke vil vaere endnu mere kompromisløs.