Hvad kan vi laere af de to verdenskrige?

Det er populaert, men forsimplet, at se Anden Verdenskrig som et resultat af Hitlers daemoniske person.

Hans-Henrik Holm stiller i sin kronik 20/9 det relevante spørgsmål, om vi med vores støtte til Ukraine i den krig, som Rusland har påført landet, bevaeger os som søvngaengere mod katastrofen. Putin truer jaevnligt med atomvåben, så det er et naerliggende spørgsmål.

Søvngaenger-tesen stammer fra historikeren Christopher Clarks berømte bog fra 2013 om vejen mod Første Verdenskrig og hedder netop ”The Sleepwalkers”, fordi den forklarer krigens udbrud som resultatet af små, men ikke planlagte skridt, der uundgåeligt førte de davaerende europaeiske stormagter ud i en krig, hvis omfang og ikke mindst resultat de aldrig havde ønsket.

Clarks bog repraesenterer en version af historien, der lagde mindre skyld på Tyskland, hvilket sammen med bogens overordnede pacifistiske fortaelling om en krig, der kunne vaere undgået, gjorde hans bog meget populaer i visse cirkler, navnlig tyske. Men Clarks version er langtfra den eneste, endsige den dominerende. Blandt andre historikere, hvis bøger undersøgte krigen ved 100-året for dens udbrud i 1914, var Margaret MacMillans ”The War That Ended The Peace”.

Her og i lignende bøger tegnes et ganske andet billede. Her fremstilles den konflikt, der var mellem ”Vesten”, der dengang udgjorde England og Frankrig, og så de autoritaere imperiale magter, Tyskland, Østrig og Rusland. Isaer Tyskland var i kraft af sin stigende industrielle styrke opsat på et opgør med det ”dekadente” Vesten, og spørgsmålet var således kun hvornår og ikke om, en ”verdenskrig” mellem de liberale vestlige samfund og de autoritaere østlige regimer ville komme.

Spørgsmålet er så, hvad vi kan laere

Søvngaenger-tesen stammer fra historikeren Christopher Clarks bog "The Sleepwalkers” om vejen mod Første Verdenskrig. Den forklarer krigens udbrud som resultatet af små, men ikke planlagte skridt, der uundgåeligt førte de davaerende europaeiske stormagter ud i en krig. Tegning: Rasmus Sand Høyer

af Første Verdenskrig? Til at begynde med kan vi undlade at se den isoleret; den bør ses i sammenhaeng med Anden Verdenskrig, der fulgte kort efter. Det er populaert, men forsimplet, at se

Anden Verdenskrig som et resultat af Hitlers daemoniske person.

Men Hitler blev båret frem af autoritaere ”anti-vestlige” kraefter, der var dybt rodfaestede i Tyskland og blev bemaerket af iagttagere både i og uden for Tyskland allerede i slutningen af 1800-tallet. Det var heller ikke klart, at Hitler og hans national-socialistiske variant skulle komme til at repraesentere disse anti-liberale kraefter; laenge så det ud til at blive de national-konservative, der trak på samme hammel om at hylde ”ånden fra august 1914”.

Så disse anti-liberale kraefter i Tyskland var faelles for begge krige og viser, at opgøret ikke kunne vaere undgået. Tvaertimod blev opgøret kun vaerre af, at Vesten laenge forsøgte sig med forhandling, såkaldt appeasement.

Men bortset herfra er en sammenligning

naerliggende. Blot må vi bemaerke, at begrebet ”Vesten” ikke giver mening på en rund klode. Nu er både Tyskland og Østrig blevet ”vestlige”, og det er lande som Sydkorea og Japan i øvrigt også.

Så måske burde vi ophøre med at tale om ”Vesten” og mere praecist omtale det som den frie eller moderne verden baseret på liberale idéer om individets selvstaendige og unikke vaerdi, hvilket udfordres af de samfund, der stadig haenger fast i et autoritaert menneskesyn.

Som naevnt taler meget for, at Første Verdenskrig var en nødvendig, men desvaerre utilstraekkelig, overvindelse af de autoritaere kraefter, der ønskede at knuse de liberale samfund.

Men hvorfor er vores opfattelse af Første Verdenskrig så negativ? Der skete det, at historien om krigen i det sejrrige Vest blev overtaget af pacifister, der på tryg afstand af den nedkaempede autoritaere udfordring så krigen som unødvendig.

Studenter i Oxford holdt i 1933 en stor debat, der endte med sejr for det synspunkt, at de ikke ville kaempe for konge og faedreland. Det blev bemaerket i Tyskland, hvor Hitler netop var kommet til magten og begyndt at konsolidere sin magt.

Her blev nederlaget i krigen afskrevet med en dolkestødslegende om, at man sagtens kunne have overvundet det dekadente Vesten, men blev svigtet.

Da Anden Verdenskrig kort efter fulgte, var det noget nemmere at forstå den ondskab, som autoritaere anti-vestlige regimer udgør, og krigen blev dermed i modsaetning til Første Verdenskrig set som den ”gode” og nødvendige krig.

Men da de handlede om det samme, var der reelt ingen grund til denne forskel i opfattelse. Og det var da også mest i mere privilegerede kredse og igen på tryg afstand, at den pacifistiske opfattelse af Første Verdenskrig trivedes. Det så man bl.a., da musikalen

”Åh, sikken herlig krig” blev opført i London i 1963.

Forestillingen udsprang af den gryende ”modkultur”, der så krigen som unødvendig, og den patriotisme, der havde motiveret soldaterne, som latterlig. Men denne overklassesarkasme var tabt på mange af de veteraner, der så forestillingen, og som glad sang med på sangene uden at fatte den kolde ironi, der lå bag.

I det omfang, at vi kan laere noget af disse to krige fra sidste århundrede, må det vaere, at de vestlige samfund altid vil blive udfordret af tilbagestående autoritaere regimer, der opfatter vores frihed som svaghed og dekadent.

I det omfang, at vi kan laere noget af disse to krige fra sidste århundrede, må det vaere, at de vestlige samfund altid vil blive udfordret af tilbagestående autoritaere regimer, der opfatter vores frihed som svaghed og dekadent, og at vores frihed derfor kraever et staerkt militaert beredskab og kampvilje, hvorimod forhandlingsvilje kun skaerper deres appetit på aggression.

Det er umådeligt trist, men vi kan trøste os med, at Vesten normalt vinder.