Jyden, han er staerk og tavs

For tiden graves der grøfter mellem jyder og københavnere. Det gik for alvor galt med strukturreformerne, og politikerne burde hurtigst muligt genoplive amterne med et større råderum end de tamme regioner.

Findes Jylland? Efter den seneste tids debat at dømme er det et godt spørgsmål.

Et oplagt udgangspunkt er den begivenhed, som satte en stopper for det sidste vaebnede jyske oprør, nemlig massakren ved Aalborg den 18. december 1534, hvor kongemagtens lejesoldater nedslagtede tusinder af jyske knejte. Efter dette faldt der, som Johannes V. Jensen skriver, »en svaer Stilhed over Jylland«.

Netop tavsheden er måske det umiddelbart mest slående kendetegn ved den jyske folkekarakter. Se her, hvad Ole Wivel siger om det i sit digt ”Foulum”:

Graesset flygter på diget / fjorden braender / de sortbrune marker låser / smedjens dør. / Stenalderhavet her / klintsvale / isnende laerkesang / og dine stedløse strofers / genfaerd / forstummede jyde.

De jyske tegn er svaere at tyde. Landet ligner en gådefuld rune, som H.C. Andersen siger i sin sang om Jylland mellem de to have. En anden stor digter har beskaeftiget sig intenst med Jylland og det jyske: Den irske nobelpristager Seamus Heaney rejste i 1970’erne rundt i landet og beså de mange moselig fra Jernalderen. Her er, hvad han konkluderer efter at have mødt Tollundmanden og hans egn:

Out there in Jutland / In the old man-killing parishes / I will feel lost, / Unhappy and at home.

Fortabt, ulykkelig og hjemme vil jeg, den fremmede, føle mig her i de gamle jyske manddraeber-sogne. Jylland er skraemmende og betryggende. Sådan ved jyder, at landet virker, og jyder ved, at det gør det også i kraft af deres tavshed.

Efter katastrofen i 1534 gik jyderne over til passiv modstand. Man gjorde sig uudgrundelig, skraemmende og ufarlig. Det lå nu lige for at optraede som uforståelig, for modstanden var også af socialøkonomisk art: Det gamle jyske slaegts- og klansamfund stred op igennem Middelalderen imod feudalisering og centralmagt. Se blot til folkevisen om Ebbe Skammelsøn fra Thy, hvis tjeneste »i Kongens Gaard« fører til slaegtens tilintetgørelse. Folk fra statsløse samfund taler sjaeldent rigtig godt sammen med dem fra samfund, der er bygget op om en stat. Heller ikke her. Det traditionelle civile samfund står den dag i dag staerkt i Jylland.

Tavshedens og uforståelighedens taktik, som tog over efter krigen i 1530’erne, var dog nok så meget dikteret af de herskende styrkeforhold. Efter svenskekrigene i 1600-tallet sank store dele af Jylland

ned i en tilstand af fattigdom, som landet først vaekkedes fra, da den danske stat efter tabet af Slesvig og Holsten i 1864 måtte ty til det sidste tilbagevaerende potentiale: Jylland udnaevntes til ”hovedland”, og en intens kolonisering af isaer Vestjylland begyndte.

Aarhus rejstes som landets naestvigtigste by, og en ny jysk selvbevidsthed udviklede sig med Blicher, Jensen, Aakjaer og Skjoldborg som lederskikkelser. Nationalstaten Danmark var tilsyneladende kommet i ligevaegt. For en tid.

Balancen begyndte først at tippe fra omkring 1960 med udviklingen i landbruget, hvis økonomiske betydning svandt, mens industrialisering og strukturudvikling førte til en folkevandring fra land til by og fra vest til øst.

Laesset er dog først begyndt at haelde faretruende de seneste tiår efter bølgerne af deregulering og afskaffelse af institutioner, først med lukning af seminarier i 80’erne og kulminerende med nedlaeggelsen af amterne og et stort antal kommuner fra 2007.

Store dele af befolkningen ser nu magtesløs til, mens deres landområder forarmes. Man lever af sommergaester eller et foraeldet industrilandbrug, baseret på anvendelse af uorganisk kemi og kunstigt holdt i live af tilskud, hvor de få tilbagevaerende bønder kun er ejere af navn. Myter om ”Produktionsdanmark” og ”Den østjyske millionby” tjener til at bortforklare denne kendsgerning, mens ”magiske” ulve lusker i baghaverne vestpå og flere hundrede meter høje ”havvindmøller” rejses i strandkanterne.

Den voksende klasse af velstillede symbolanalytikere i storbyen og den fåtallige kaste af beslutningstagere i Nordøstsjaelland er demonstrativt ligeglade med genvordighederne for den ”småborgerlige” underklasse af tidligere fiskere og jordbrugere i Gylleland.

I denne situation bliver det stadig vanskeligere at kommunikere meningsfuldt med hinanden: I vest forbinder mange de politiske farver ”grøn” og ”rød” med ”hykleri”, ”manipulation” og slet og ret undertrykkelse. I øst begriber man til gengaeld ikke, at nogen kan vaere så uforstandige, at de vil stemme på en tidligere straffet uden anden politik end den, man kan gaette sig til ud fra hendes tidligere forbrydelser og misgerninger.

Den veluddannede storbyboer forstår ikke, at der er tale om en tavs protest fra pressede mennesker, der for flertallets vedkommende ikke stemmer på nogen, de er enige med – for sådanne findes ikke på stemmesedlen. I stedet vaelges efter, hvad der sender det staerkest mulige signal til den tunghøre ”elite”: Den orangebrune knude virker som fascis (et ”bundt”), en knyttet naeve under ansigtet på den i eget selvbillede fornuftige og etisk overlegne urbane middelklasse. Budskabet fra vest er: ”Stop! Vi er parate til (naesten) alt.”

”Nu skal vi ikke grave grøfter”, siges det, men grøfterne er allerede rigeligt dybe. Misforståelserne har udviklet sig til et kritisk punkt, hvor en straffet, der ikke angrer sin brøde, kan blive Danmarks naeste statsminister under en falsk maske af jysk identitet. Men hvad kan der gøres for at genoptage den afbrudte samtale og samarbejde hen over Storebaelt?

Ja, først må man gøre sig klart, at det ikke nytter med lapperier som at udflytte Dansk Sprognaevn til Bogense eller at beskaere universiteterne ved at flytte enkelte uddannelser tilfaeldigt ud i landet.

Det hjaelper heller ikke at tale til de etablerede politikere og magtelitens bedre jeg, for de kender kun ét sprog: magtens.

Der skal altså et folkeligt pres til, og til det kraeves, at den vestlige protestbevaegelse og de østlige symbolanalytikere finder ud af at traekke i samme retning. Det burde vaere overkommeligt, for interessesammenfaldet er ret beset stort: Også københavnere modsaetter sig, at samfundet bevaeger sig i autokratisk retning, og heller ikke jyder ønsker, at udledning af drivhusgasser fortsat skal få havene til at stige. Der består følgelig en faelles opgave i at demokratisere og i at omstille fra udledning til binding af CO2.

Begge dele kraever, at urbaniseringen rulles tilbage – så f.eks. opvarmning af boliger hentes fra jord og tage, så fødevarer produceres, hvor de forbruges, og så mennesker lever sammen i overskuelige enheder. For at saette en sådan dagsorden igennem fordres imidlertid nye, demokratiske, politiske institutioner.

Først må man gøre sig klart, at det ikke nytter med lapperier som at udflytte Dansk Sprognaevn til Bogense.

Allerede under naeste folketingssamling bør man genoprette amterne med et større råderum og ret til at udskrive skat. Samtidig skal en jordreform, som aftalt i den nuvaerende regerings forståelsespapir med støttepartierne, blive til virkelighed. Endelig bør i hvert af de nye amter oprettes et universitet – uden at der i øvrigt tages midler fra de nuvaerende – og laereruddannelser, ingeniørakademier, m.m. placeres herunder.

En vaesentlig del af strategien for øget demokrati og baeredygtighed består nødvendigvis i at højne såvel det teoretiske som det praktiske uddannelsesniveau. Lokalt erhvervsliv, lokalt uddannelsesvaesen samt lokale politiske og kulturelle institutioner vil i samspil kunne gøre en afgørende indsats med hensyn til at styrke og berige alle landets dele.